Hos Krogsgaard & Co. tager medarbejderne selv de vigtige beslutninger
Selvbestemmelse og medbestemmelse er mantraet hos tømrervirksomheden Krogsgaard & Co. i Hvidovre, for medarbejdere, der har stor indflydelse på egen hverdag, er både gladere mennesker og bedre håndværkere, mener direktør Marko Krogsgaard. Sammen med hans 24 ansatte har han derfor sat alle beslutningsprocesser på formel.
Netop nu er de godt i gang med byggeriet af det nye læringscenter Life Campus i Lyngby, hvor to tons tunge egestammer lirkes på plads i et mønster, som skal minde den besøgende om en vifte eller et slør, der blafrer blidt i vinden.
Det var også dem, der knoklede i døgndrift, da Michelin-restauranten Noma havde planlagt åbning i nye lokaler på Christianshavn i København og efterlod håndværkerne med en deadline, de fleste ville få åndenød over. Og det var ligeledes dem, der blev hentet ind, da en anden prisbelønnet Københavner-restaurant nemlig Alchemist ønskede at indrette sig på Refshaleøen med et holistisk koncept, hvor mad, indretning og materialer skulle spille sammen på en helt ny måde.
Ordrebøgerne hos tømrervirksomheden Krogsgaard & Co. i Hvidovre rummer med andre ord en række opgaver, der falder lidt udenfor kategori, men måske er det også bare svært at finde en beskrivelse eller en kasse på de let tilgængelige hylder, der sådan helt passer på direktør og indehaver Marko Krogsgaard og hans 24 ansatte.
En bedre håndværker
Det er en tømrervirksomhed, så meget ligger fast, og selvfølgelig er det en tømrervirksomhed med dybt engagerede og fagligt dygtige medarbejdere i stalden, ellers ville de næppe blive inviteret indenfor på prestigeprojekter som netop Alchemist, Noma og Life Campus, men det er alligevel ikke de faglige kvalifikationer, direktøren fremhæver som det første, når han bliver bedt om at beskrive sin virksomhed. Han lægger ud et helt andet sted.
- I princippet er vi en virksomhed, som først og fremmest og helt oprigtigt går op i at skabe den bedste arbejdsplads som muligt for medarbejderne. Det skal være fedt at gå på arbejde hver dag, og derfor har vi også hele tiden fokus på tiltag, der kan være med til at skabe en givende arbejdsdag. Ganske enkelt fordi vi tror på, at medarbejdere, som har indflydelse på egen hverdag, er både gladere mennesker og bedre håndværkere, fortæller Marko Krogsgaard uden at miste tråden en eneste gang.
Og han er lige så klar i mælet, når han skal komme med et godt bud på, hvad det så er, der kan gøre det fedt at gå på arbejde hver dag.
- Selvbestemmelse og medbestemmelse. Friheden og tilliden til at tage de fleste beslutninger selv, konstaterer han.
Beslutningerne er sat i system
Det er selvfølgelig hørt før, erkender indehaveren, og der er helt sikkert også mange virksomheder, som forsøger at leve op til idealerne i hverdagen, men hos Krogsgaard & Co. er de gået skridtet videre og har udviklet en regulær beslutningsstruktur. Et koncept medarbejderne har haft stor indflydelse på, og som favner alle små og store beslutninger, der skal træffes i løbet af dagen.
Formlen er klar. Den er kendt af alle, accepteret af alle, godkendt af alle og følges af alle. Mindre og ukomplicerede beslutninger tager den enkelte medarbejder selv. Er den enkelte medarbejder i tvivl, skal han eller hun involvere de andre i teamet, og sammen træffer de så en beslutning. Er teamet i tvivl, skal det involvere andre kolleger eller eksterne eksperter med særlige kompetencer på det felt, det handler om, og er der tale om problemstillinger, der kan have større konsekvenser for projektet, skal de forholde sig til, om beslutningen vil have en negativ eller positiv indvirkning på kunden eller Krogsgaard & Co. og i den forbindelse eventuelt inddrage kunden selv eller tage Marko Krogsgaard med på råd.
- Selvfølgelig sker det, at jeg er inde over medarbejdernes beslutninger, men det er mere som sparringspartner, og jeg kunne ikke finde på at træffe beslutninger hen over hovedet på medarbejderne. Det er svendene, der står med fingrene i materien hver dag. Det er dem, der kender til alle de små detaljer i processen og byggeriet, og derfor er det også dem, der kan træffe de rigtige og de bedste beslutninger. Det er i virkeligheden sjældent, jeg kan gøre en stor forskel i de situationer, fortæller Marko Krogsgaard, der oplever flere store fordele ved den klare struktur.
- Det betyder jo, at alle fra lærlinge til de mest rutinerede svende har indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet i forbindelse med det projekt, de arbejder på, og det gør altså, at man føler et større ansvar for projektet. Strukturen gør også, at vi ikke har nogen udnævnte formænd, og dermed modvirker det også, at nogen bliver enerådig. Der er med andre ord ingen konger på byggepladserne, og det er med til at skabe en ydmyghed fra alle sider, fordi alle ved, at alle har noget at skulle have sagt. Det giver altså bare noget samhørighed og ligeværd, der er enormt givende, uanset om man er ejer, svend eller lærling, forklarer indehaveren, der har stået ved roret i Krogsgaard & Co. i en håndfuld år.
Kulturen er det vigtigste
Det var egentlig Markos far, der etablerede tømrervirksomheden for små 20 år siden.
Efter finanskrisen var der nogle hårde år i 2009 og 2010, og i 2013 ville skæbnen, at Markos far kom ud for en ulykke, der gjorde det umuligt for ham at drive virksomheden videre. Marko var allerede ansat i firmaet, og hvis det skulle overleve, måtte han overtage styrepinden, og det gjorde han så. Og med succes. De seneste åringer har Krogsgaard & Co. kørt med vækstrater på op mod 150 procent, og det gør indehaveren stolt, men vækst er ikke et mantra. Kulturen er og bliver det centrale i Hvidovre-virksomheden, og derfor vil Marko Krogsgaard hellere sige nej tak til en opgave end hyre nye medarbejdere, der ikke passer ind.
- Vi skal finde de rigtige. Dem der passer ind i vores måde at drive virksomhed på, og det er måske ikke alle, der gør det. Det kan trods alt være en omvæltning for nye kolleger, da vi gør en del ting markant anderledes, end de har været vant til andre steder, fortæller Marko Krogsgaard og fortsætter:
- Vi har faktisk ingen, der siger op, og jeg tror på, at det bunder i den kultur, de værdier og den beslutningsstruktur, de møder her. Det skal vi værne om, for det er det, der gør hele forskellen. Det er helt afgørende, at vi kan holde på vores kolleger, konstaterer han.
En pakke der fungerer godt
Den kultur og den beslutningsstruktur, Marko Krogsgaard taler om, er ikke kun med til at forme og holde på medarbejderne. Kunderne har også set værdien i Krogsgaard & Co.’s særlige DNA, mener i hvert fald direktøren selv.
- Vores struktur i virksomheden er med til at underbygge en god og fleksibel beslutningsproces på byggepladsen, og det er nemt at arbejde med for vores samarbejdspartnere. Vores medarbejdere er vant til at træffe beslutninger selv, og de er ikke bange for at gøre det. Derfor er de også meget løsningsorienterede. De vil gerne se fremdrift i projektet, så de sætter sig ikke bare ned og venter på, at andre kommer forbi og træffer de rigtige beslutninger. Den tilgang til tingene er med til at skabe en god dynamik på byggepladserne, fortæller Marko Krogsgaard.
Og han føler sig sikker på, at det har betydning, når bygherrerne, arkitekterne og byggelederne skal vælge samarbejdspartnere. Blandt andet i forbindelse med byggeriet af Nomas nye restaurant hvor en del afgørende detaljer blev projekteret og tegnet undervejs.
- Det skulle gå hurtigt. Derfor skulle der også træffes mange beslutninger direkte på pladsen, og det er vi ikke bange for at være en del af. Så jeg tror bare, vi har en pakke, der fungerer godt, siger indehaveren.
En pakke der altså ikke bare rummer engagerede medarbejdere og et højt fagligt niveau men i udpræget grad også medbestemmelse til de ansatte og ligeværd blandt kollegerne. Måske på en eller anden måde et udslag af en trend i tiden, erkender Marko Krogsgaard, men dybest set nok bare et spejl af direktørens egne tanker om en god arbejdsplads.
- Det bunder mest af alt i, at jeg selv ville have det virkelig dårligt med en chef, der hele tiden ville diktere, hvordan jeg skulle gøre mit arbejde. Det ville ikke give mig en god arbejdsdag. Så i virkeligheden prøver jeg at skabe en virksomhed, jeg gerne selv ville være ansat i. En virksomhed hvor jeg ville synes, det var fedt at gå på arbejde hver dag.
BIG, fotograf Rasmus Hjortshøj