<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Foto MRM 50 år

Håndværker-portræt: Tømrer- og glarmesterfirmaet Rosenberg Madsen

  • Byggeriets udvikling
  • Håndværker-portræt
  • 2021-01-01
  • | Af Frank Ulstrup

    Som 21-årig overtog han i 1988 sin fars tømrerfirma i Lemvig. Siden er det både gået op og ned – men mest op – og CVR-nummeret er stadig det samme, siger Michael Rosenberg Madsen.

    Spotter man en signalbål varevogn med farvekoden RAL 5005 på Lemvigegnen, er det med stor sandsynlighed én af tømrer- og glarmesterfirmaet Rosenberg Madsens firmabiler.

     

    - Alt males blåt – det handler om genkendelse, smiler Michael Rosenberg Madsen, der efterhånden har været selvstændig i 32 år. Det samlede hold på 21 mand – heriblandt ”lillemor” på kontoret - varetager alt fra tømrer-, snedker- og gulvarbejde til låse- og glarmesteropgaver. Senest har firmaet haft tømrerentreprisen ved byggeriet af Klimatorium på havnen i Lemvig.

     

    IMG_0424_1920

     

    Ilddåb og masser af udfordringer

    Men det hele startede noget tumultarisk tilbage i 1980’erne: Efter at have stået i lære hos sin far fra 1983, var Michael draget til Norge for at bygge træhuse. Og da han kom hjem i julen 1987, skulle et generationsskifte så småt løbes i gang. Men skæbnen ville det radikalt anderledes, da hans far fik en blodprop, og efterfølgende døde 10. januar 1988.

     

    - Vores aftale om, at jeg skulle ”i lære som mester”, blev jo så ikke til noget, så det var en ilddåb med masser af udfordringer, fortæller Michael.

     

    Én af udfordringerne var, at han med sine 21 år og masser af ungdommeligt vovemod, bød ind på store licitationsopgaver

     

    - Jeg gav mig til at slås med de store og vandt også flere licitationsopgaver. Det betød, at vi voksede ret hurtigt fra at have haft én svend - til efter et par år at have et par og tyve. Det var en vild start – også lidt for vild, skulle det vise sig, siger han og fortsætter:

     

    - Jeg skulle jo først til at lære at planlægge arbejdet, så vi brændte bestemt fingrene ved flere lejligheder. Det betød så, at vi for en tid trak os fra licitationsopgaverne, og i stedet koncentrerede os om den faste kundekreds, der heldigvis hang ved, og stadig gør det den dag i dag, lyder det fra den i dag 53-årige tømrermester.

     

    IMG_4614_1600

     

     

    Blue is cool

    Efter de første indledende øvelser begyndte det imidlertid at gå rigtig godt op gennem 1990’erne. Så godt, at den unge mester havde overskud til at tænke i markedsføring og genkendelighed – og dermed også den signalblå farve, som i dag er virksomhedens vartegn.

     

    I dag skal Michael Rosenberg Madsen tænke sig godt om, hvis man spørger, om han overhovedet ejer en større genstand, der ikke er malet blå:

     

    - Nej, lyder svaret i første omgang.

     

    - Jo vent lidt, der er vist et par åbne trailere, der ikke er blå. Det er helt klart en fejl, for som vi siger herude i Vestjylland ”blue is cool”, griner han og peger på, at fremgangen også har kunnet mærkes på maskin- og udstyrssiden.

     

    Godt udstyr og god dialog

    En stor del af Rosenberg Madsens rekrutterings- og fastholdelsespolitik har nemlig drejet sig om at sørge for ordentligt og rigeligt udstyr til folkene:

     

    - Min filosofi har været, at det skaber en ejerskabsfornemmelse og en tilfredshed, når man får sit eget, ordentlige værktøj og en bil at køre i. Så vi har altid gerne villet investere i nyt – også for at blive set som en moderne virksomhed og arbejdsplads, siger han og tilføjer, at svendene også helst skal være med fra start til slut på en opgave.

     

    - Det handler igen om ejerskab, og om at de selv skal have dialogen med kunden og slutbrugeren, så vidt det er muligt.

     

    Masser af lærlinge og jubilæer

    Meget tyder da også på, at det er en rigtig god opskrift. I hvert fald er det gennem mange år gået strygende for Rosenberg Madsen, og flere af medarbejderne har både fejret 25- og 40-års jubilæer:

     

    - Mange af vores svende er folk, vi selv har uddannet i sin tid. Vi har altid prioriteret lærlinge højt, siger Michael Rosenberg Madsen og anslår, at det er blevet til 50 – 60 styks gennem tiden.

     

    - Når de så ovenikøbet bliver hængende, eller kommer tilbage efter at have været et andet sted et stykke tid, kan jeg kun være glad, lyder det.

     

    Egne projekter som buffer

    Det med de store jubilæer og den relativt lille udskiftning i medarbejderstaben, hænger nu også sammen med en anden faktor, som Rosenberg Madsen har brugt som en stabiliserende buffer.

    Gennem årene har man nemlig opkøbt ejendomme, som medarbejderne i mindre hektiske perioder har renoveret og sat i stand. Det betyder, at virksomheden i dag ikke kun beskæftiger sig med traditionelt tømrer- og glarmesterarbejde – man også sælger og udlejer en række forskellige ejendomme, boliger og sommerhuse.

     

    - Det har gjort, at vi sjældent har været arbejdsløse og dermed også er sluppet fra at afskedige ret mange over årene.

     

    Rosenberg Madsen_02

     

     

    Pind er på vej tilbage

    Spørger man Michael Rosenberg Madsen om de største forandringer, der er sket i hans snart 40 år i faget, peger han som så mange andre på det faktum, at der er blevet mere og mere montagearbejde.

    Men tømrermesteren, der selv tog til Norge for som ung at lære at bygge træhuse, har også noteret sig en modsatrettet tendens:

     

    - I forbindelse med klimadagsordenen har træ som byggemateriale til f.eks. sommerhuse og enfamiliehuse jo fået lidt af en genkomst. Der er kommet mere pind i nybyggeriet og dermed er det rigtige tømrerarbejde kommet lidt tilbage. Det er absolut en udvikling, som jeg hilser velkommen, lyder det fra tømrermesteren, der generelt ser lyst på fremtiden:

     

    - Min holdning er, at der altid vil være brug for en god tømrer. Så så længe vi formår at uddanne folk med kompetencer og overblik, er jeg sikker på, at faget vil bestå mange år endnu.

    Anbefalede artikler