Et fantastisk tømrerliv med skurregler og lynhurtig akkord

Poul Boeskov startede sin tømrerkarriere i et firma, hvor det ikke var helt unormalt, at mester glemte at bestille byggestrøm. Derfor knaldede han ofte et par søm i en lægte, viklede en forlængerledning omkring, og hang hele herligheden til tørre på luftledningerne. Så kørte både boremaskiner og rundsav, og der var tilmed lys, så man kunne se, hvad man lavede.

 

Siden da arbejde Poul Boeskov i både Algeriet og Kuwait og havde masser af forskellige opgaver i hovedstadsområdet – altid på akkord, og næsten altid med det samme velkendte sjak af gode venner.

                                                                                        

Spørger man Poul, der i dag er 57 år, har det været et herligt tømrerliv, hvor han og hans kolleger har arbejdet hårdt, tjent gode penge og set forholdene på byggepladserne forandres til det bedre.

 

Faktisk er der kun én ting, han fortryder, og det er ikke meddelagtigheden i mesters kreative eltyveri tilbage i 1970’erne. Men vi lægger ud med de tidlige år, og vender mikrofonen mod manden, der de seneste 15 år har arbejdet for entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen A/S.

 

Du er opvokset i Allerød i Nordsjælland, var det også her, du kom ind i tømrerfaget?

-Ja, det startede egentlig med, at jeg og skolen blev enige om, at det var bedst for begge parter, hvis jeg stoppede midt i 9. klasse og fik mig noget andet at gå op i, smiler Poul Boeskov og fortsætter.

 

-Så kom jeg i lære i 1977 hos en lokal tømrermester – det var ham med de lidt uautoriserede byggestrøms-installationer. Dem glemte han i øvrigt nogle gange at pille ned om aftenen, og så blev jeg sendt ud på knallerten for at få det fjernet. Ellers lavede vi alt muligt allround arbejde som reparationer og tilbygninger. Det var et ganske lille firma med to svende, et par lærlinge og petroleumsovne i skurvognen, siger Poul og kommer i tanke om et andet lille trick, der involverede 220 volt vekselspænding.

 

-Skurvognene var jo ikke så veludrustede dengang, så ville vi have os en varm pølse, var det en ledning i den ene ende og en ledning i den anden. De første ti år havde vi altid et lille bræt med søm i, hvor så vi kunne riste tre pølser af gangen. Det satte lidt kulør på tilværelsen, og smagte til med godt!

 

Hvornår og hvordan havnede du i Algeriet?

-I 1982 blev jeg spurgt af en kammerat, om jeg havde lyst til at tage afsted med to venner. Der havde været et jordskælv dernede, og et firma i Holbæk skulle bygge 310 boliger til genhusning. Den oplevelse kunne jeg ikke sige nej til, så vi tog afsted og knoklede i varmen 10 – 12 timer om dagen.

 

Poul Boeskov fortæller, at der fra firmaets side blev der stillet krav om, at de danske håndværkere skulle falde ind med lokalbefolkningen og ikke ”leve som grever og baroner”.

 

Det betød bl.a. at det ude midt i den stegende ørkenhede var forbud mod svømmepøl, som de danske håndværkere ellers synes, var oplagt. Men hvor der er vilje er der som bekendt også en vej, forklarer Poul Boeskov.

 

-På grund af varmen holdt vi jo siesta fra 12-14, men det var altså stegende hedt alligevel, og til sidste var der én, der fik en genial ide. Hvis vi kaldte det en branddam i stedet for en swimmingpool, så var alle regler faktisk overholdt. Og at vi så hoppede en tur i branddammen en gang imellem, var der vel ingen, der kunne få ondt af. Så sådan blev det, griner Poul, der alligevel fik sin del sol – faktisk så meget, at hans forældre ikke kunne genkende ham, da de skulle hente ham i lufthavnen godt tre måneder senere.

 

Men trods varmen var oplevelsen så god, at du i 1987 tog til udlandet for at arbejde igen?

-Ja, jeg blev igen spurgt, om jeg havde lyst til at tage med til Kuwait for at bygge landets største bank, der skulle være et par meter højere end den næststørste og skulle plastres ind i guld og andre ædelmetaller. Problemet var, at jeg var blevet 26 år, og snart skulle være far for første gang, men jeg fik lov at tage med, og nåede heldigvis hjem en uge før, min søn blev født.

 

Poul Boeskov kommer i tanke om, at der ud over en temperatur, der af og til strejfede de 50 grader, også var andre særlige forhold, der gjorde sig gældende. I Kuwait var alkohol nemlig bandlyst.

 

-Vi boede i en fed lejlighed med swimmingpool og lokale damer, der gjorde rent og vaskede vores tøj. Men alkohol var der altså intet af, så vi købte saft og gær og bryggede vores egen vin i 25 liters tøjspande. Det har formentlig ikke smagt særligt godt, men det kunne alligevel et eller andet, der fik flere af de lokale sheiker til at komme forbi for at smage på varerne. Det var sjovt, og hele turen var en kæmpe oplevelse, jeg ikke ville være foruden.

 

Hjem til sjakket

Godt hjemme igen vendte Poul Boeskov tilbage til sit gamle sjak, der bestod af seks akkordaflønnede mænd, der skiftede fra opgave til opgave og fra firma til firma.

 

-Vi var gode til at organisere arbejdet, og tjente rigtig gode penge. Faktisk gik det så godt, at man nogle steder blev misundelige, og derfor ville sætte os på timeløn. Men, det ville vi ikke finde os i – så sagde vi farvel og tak. Det var faktisk på den måde, vi havnede hos Enemærke & Petersen . Vi havde arbejdet for Bygmestrene, hvor det gik rigtig godt, indtil de blev opkøbt af NCC, som så af en eller anden grund så sig sure på os.

 

-I sjakket væddede vi rigtig meget om alt muligt, og også om hvor længe vi ville blive hos Enemærke & Petersen. Vi satsede stort set alle på, at det ville blive kortvarigt, men nu har jeg altså været her i 15 år, griner Poul Boeskov, der dog er den eneste, der er tilbage af det gamle sjak. Efter 28 års samarbejde har både pensionsalderen og desværre også døden gjort indhug i flokken.

 

Men landingen hos Enemærke & Petersen, har Poul Boeskov aldrig fortrudt.

 

-Vi havde - og har det fortsat godt, fik medbestemmelse og var med i forskellige udvalg og i klubbestyrelsen. Dertil kommer, at det er en virksomhed, der er god til at lytte, og som er helt suveræn på arbejdsmiljødelen. Dermed er det faktisk et af de allerbedste firmaer, jeg har været i, siger Poul Boeskov, der gennem virksomheden har været med til at sætte sit præg på en række store byggerier og renoveringsprojekter som Vapnagård i Helsingør Urbanplanen på Amager og Brøndby Strand.

Læs også:

Portræt af fømrersvend i 27 år: Mere og mere montør – men stadig stolt

Hvilke forandringer er der sket med dit fag siden 1970’erne?

-Uha, der er sket mange. Men for at starte med noget, der undrer mig lidt, vil jeg pege på antallet af administratorer. Det er vokset helt vildt og nok også for meget. Da jeg i sin tid var med til at ombygge Nationalmuseet, var vi 100 svende i det aktuelle firma. Det blev styret af to konduktører, mester selv og to kontordamer. Den ene af kontordamerne var vist oveni købet på deltid, siger Poul Boeskov og sammenligner med i dag, hvor der er 600 ansatte i Enemærke & Petersen – hvoraf de 200 administrative.

 

-Jeg er selvfølgelig klar over, at der er kommet mange flere regler om alt muligt, og at byggeriet er blevet mere komplekst, men alligevel – det undrer mig, at det er nødvendigt. Hvis man havde større tillid til svendene og uddelegerede mere ansvar, tror jeg, man kunne skære en hel del på administrationen. Men måske kommer det helt af sig selv, eftersom branchen jo snart er støvsuget for projektledere.

 

Du har fortalt, at du selv er arbejdsmiljørepræsentant. Hvordan har det område udviklet sig?

-Det er virkelig et af de områder, hvor der sket store forbedringer. Faktisk er der jo blevet strammet så meget op, at man stort set ikke kan komme igennem en arbejdsdag uden på en eller anden måde at bryde reglerne. Dermed er også sagt, at man nok ikke skal stramme ret meget mere, hvis det stadig skal være fysisk muligt at bygge noget, siger Poul Boeskov og giver et eksempel.

 

-For år tilbage var vi jo to mand om at sætte vinduer på 100 kg. på plads. I dag må vi højest bære 18 – 20 kg og har i stedet fået en masse løftegrej, der kan hjælpe os. Det er bestemt en god udvikling, men den må heller ikke gå over gevind.

 

De 37 år i branchen kan Poul Boeskov da også godt mærke i ryggen, der er hjemsted for ikke mindre end tre diskusprolapser. Det skete ved en ulykke for 13 år, men heldigvis kom Poul på benene igen efter fire måneders sygemelding. Og selvom han dagligt har smerter i ryggen, er det ikke det, der bekymrer ham mest – det er derimod det, som blev omtalt i indledningen – Poul Boeskovs eneste fortrydelse gennem sin snart 40 år lange karriere.

 

-Det handler om, at vi tidligere skar asbestplader på stakken uden maske eller nogen anden form for beskyttelse. Det støvede jo helt vildt, og vi kan ikke undgå at have fået masser af det skidt i os. Det kan godt bekymre mig en gang imellem, om man i de år har lagt kimen til en lungekræft. Men heldigvis er der indtil videre intet, der tyder på det.

 

Hvordan med det sociale på byggepladserne?

-Ja, der er faktisk også sket meget, og jeg vil våge den påstand, at det ikke er til det bedre. Misforstå mig ikke, vi har det fint med hinanden, men dengang var det bare noget andet. Vi snakkede med hinanden, drillede hinanden og drak en øl i skurvognen i ny og næ. Hvis man ikke var blevet mobbet en dag, troede man jo, at folk var sure på en! Der var i det hele taget meget mere sjov og ballade og en masse skøre skurregler, som kostede en omgang at overtræde. I dag sidder folk derimod med deres små telefoner… Nej, du må gerne skrive, at jeg savner skurreglerne og den der skurkultur, siger Poul Boeskov og tilføjer efter et øjeblik:

 

-Nu skal der nok være nogen, der tror, at det er fraværet af alkohol, der har gjort forskellen. Men det tror jeg nu ikke. Jeg synes ikke, der er blevet drukket ret meget på de byggepladser, hvor jeg har været, og jeg har aldrig set nogen køre fulde hjem.

 

Hvordan ser du på det forhold, at meget tømrerarbejde i dag handler om montering?

-Det har jeg det sådan set fint med. Det er jo udviklingen, og den skal man ikke forsøge at stoppe - jeg stadig mig selv som 100 procent håndværker. Jeg har det også sådan, at jeg grundlæggende går på job for at tjene penge, og at akkorden ved montagearbejde er bedre end den timeløn, man kan opnå ved traditionelt tømrerarbejde.

 

Og her på falderebet: Hvad er det bedste, der er sket i faget i de år, du har været med?

-Ha ha – ud over et bedre arbejdsmiljø må det absolut være alle de batteridrevne værktøjer, man kan få i dag. Det er akku, akku, akku over det hele, og det er en enorm hjælp i forhold til tidligere, siger Poul Boeskov, der beskriver sit arbejdsliv som ”rigt og godt”, og som noget, han gerne gjorde om igen.