<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Lars-Olsen-tømrer-svend

Tømrersvend er mere og mere montør – men stadig stolt håndværker

  • Byggeriets udvikling
  • Håndværker-portræt
  • Den effektive byggeproces
  • 2023-11-21
  • | Af Frank Ulstrup

    Tømrer Lars Olsen fra Enemærke & Petersen mener,  at større respekt og bedre kommunikation faggrupperne imellem er én af de positive ting, udviklingen har bragt med sig.

    Lars Olsen har været tømrersvend i snart 27 år, og fik han muligheden for det, ville han sikkert gøre det hele om.

     

    - Ja, det tror jeg egentlig, jeg ville. Jeg er glad for mit fag, og for de muligheder, det giver, smiler den 47-årige tømrer, der i øjeblikket møder i Albertslund Vest, hvor Enemærke & Petersen er ved at renovere 256 etplansboliger.

     

    Når vækkeuret ringer kl. 04.40 hjemme på Houmannsvej i Næstved, er det en glad mand, der slår øjnene op. Beder man ham kaste et blik på de år, der er gået, og beskrive udviklingen indenfor tømrerfaget, peger han på flere forskellige forhold.

     

    - Der er selvfølgelig sket en teknisk udvikling med vores værktøjer, og med de materialer, vi benytter. Men det er nok på arbejdsmiljøområde, at tingene har rykket sig allermest. I dag har vi jo et større arsenal af løfteværktøjer, der gør arbejdet lettere og meget mere sikkert, end det var tidligere. Det er afgjort en positiv udvikling, siger Lars Olsen, der selv er arbejdsmiljørepræsentant og indvalgt i firmaets arbejdsmiljøområde-udvalg.



    Læs også:

    Interview med tømrersvend Pouls Boeskov fra Enemærke & Petersen: Er løftereglerne blevet for hysteriske?

     

    Større respekt mellem faggrupper

    Men Lars Olsen fremhæver ikke bare forbedringer i det fysiske arbejdsmiljø – det psykiske arbejdsmiljø på landets byggepladser, er der også sket noget med, siger han.

     

    - Det er lidt svært at sætte ord på, men jeg synes de forskellige faggrupper er blevet bedre til at tale sammen og respektere hinanden. Tidligere holdt man sig mere for sig selv, mens man i dag snakker meget mere på tværs. Det samme gælder i øvrigt for forholdet mellem byggeledelse og håndværkere – der er i dag meget mere kommunikation, end tidligere.

     

    Lars Olsen tør dog ikke sige, hvad der har drevet den positive udvikling frem, men peger på, at det måske spejler en generel samfundsudvikling, og at det store fokus på det fysiske arbejdsmiljø også har smittet af på det sociale.

     

    - Det kan måske også have noget at gøre med, at byggeriet er blevet mere komplekst med tiden, og at det simpelthen fordrer en bedre kommunikation fagene imellem og mellem ledelse og håndværkere. Eller så har vi bare erkendt, at det er i alles interesse, at vi behandler hinanden endnu mere respektfuldt, griner Lars Olsen, der selv kom i lære i 1987 hos tømrermester Knud Færgegård i Kongsted.

     

    Dengang var der ingen tvivl om, at man som lærling var nederste man i hierarkiet. Det har også forandret sig, siger Lars Olsen.

     

    - Nu kan jeg jo kun tale for det firma, jeg er ansat i, men her synes jeg i høj grad, at lærlingene bliver behandlet som en del af teamet. Det, synes jeg, er en rigtig god udvikling, som alle kan være godt tilfreds med.

     

     

     

    Østtyske mandskabskæder

    Efter læretiden skiftede Lars Olsen til tømrermester Børge Jakobsen i Næstved, og dermed gik turen også til udlandet – nærmere bestemt Østtyskland.

     

    - Dengang var der jo mange danske virksomheder, der arbejdede dernede med nybyggerier, siger han og fortæller, at han og de øvrige kolleger tog afsted tidligt mandag morgen og vendte hjemad igen ved middagstid torsdag.

     

    Ud over indtrykket af et Østtyskland, der stadig var meget fattigt, var det også et møde med andre måder at gøre tingene på.

     

    - Skulle de have teglsten transporteret fra en lastbil og op på et tag, dannede de en hel mandskabskæde, og kastede dem fra mand til mand. Det var ikke den måde, vi gjorde det på hjemme i Næstved, smiler Lars Olsen, der arbejdede i Tyskland af to omgange, og derefter blev ansat i Enemærke & Petersen, hvor han nu har været i 20 år.

     

     

    Mere og mere montør – men stadig stolt

    Årene har budt på rigtig mange tag- og facadearbejder, men også mere specielle opgaver i nogle af kongehusets bygninger i Toldbodgade i København. Bygningerne er fredede, så her var sømplader og lignende naturligvis bandlyst.

     

    - Det var en sjov opgave – sikkert fordi det netop er så sjældent, vi bliver præsenteret for den slags i dag. Men selvom vi i høj grad er blevet montører indenfor tømrerfaget, synes jeg nu ikke, vi har mistet noget. Jeg er i hvert fald stadig stolt, når det jeg laver, er uden fejl og mangler, lyder det fra Lars Olsen.

     

     
    Anbefalede artikler