Johansinnguaq viser vejen for fremtidens grønlandske byggeledere
En af Grønlands største entreprenørvirksomheder, KJ Greenland A/S, har som mål at uddanne og fastholde grønlandske håndværkere og byggeledere, men det er ikke blot et flot mål på et stykke papir. Et eksempel på det er Johansinnguaq Andreassen, der begyndte som tømrerlærling i 2008 og i dag sidder som projekt- og byggeleder i virksomheden.
37-årige Johansinnguaq Andreassen blev udlært tømrer i 2012 og arbejdede som tømrersvend i flere virksomheder frem til 2015, hvor han fik ideen om at videreuddanne sig. Sammen med sin kone rejste han til Danmark for at starte på bygningskonstruktøruddannelsen, men skiftede hurtigt til uddannelsen som bygningskoordinator i Odense.
- Jeg syntes, at det kunne være spændende at lære mere, men det første halve år på uddannelsen var svær. Alt undervisning var på dansk, og jeg havde fx aldrig tidligere prøvet at lave præsentationer foran en klasse. Heldigvis fik jeg støtte fra min kone og Det Grønlandske Hus, og jeg fandt hurtigt fodfæste i mit nye liv, fortæller han.
Med tre måneders praktik i KJ Greenland A/S og en efterfølgende fastansættelse kunne Johansinnguaq Andreassen vende hjem til Grønland og bringe sin nye viden i spil. I dag arbejder han som bygge- og projektleder og er en vigtig brik i virksomhedens daglige byggestyring med delansvar for koordineringen af forskellige opgaver.
- Jeg kan godt savne tømrerarbejdet indimellem, men jeg kan rigtig godt lide at tage ansvar og skabe overblik. Og så betyder det meget, at jeg kan tale både grønlandsk og dansk – det gør kommunikationen på pladsen langt lettere og mere direkte, fortæller Johansinnguaq Andreassen.
Læs også:
KJ Greenland vil være en god læreplads
Fokus på videreuddannelse
For entreprenørvirksomheden KJ Greenland A/S, der blev etableret i 2011 og i dag beskæftiger omkring 250-300 medarbejdere på tværs af Grønland, er historier som Johansinnguaq Andreassens præcis det, der viser retningen for fremtidens byggeri.
- Vi har i flere år arbejdet målrettet med at uddanne lærlinge inden for entreprenør-, bygge- og anlægsbranchen. Det kræver både sociale og faglige tiltag – for når man tager en faguddannelse i Grønland, skal man ofte væk fra familien i forbindelse med skoleophold. Derfor gør vi meget ud af at støtte dem – både med faglige kurser og sociale aktiviteter. Men næste skridt er lige så vigtigt: at flere af de unge faglærte videreuddanner sig med en vision om at tage mere ansvar for planlægning, styring og ledelse, forklarer viceadministrerende direktør, Mads H. Nørgaard.
Traditionen for at tage en videregående uddannelse oven på et svendebrev er endnu ikke stærkt forankret i Grønland. Men hos KJ Greenland A/S ser man store fordele ved at bygge videre på de unges viden og engagement i branchen. Lokalt baserede byggeledere med kendskab til både kultur og sprog kan bidrage til mere tryghed og klar kommunikation på byggepladsen.
- At byggeledere kan tale til håndværkerne i øjenhøjde og gøre sig fagligt forståelige på et fælles sprog skaber både tryghed og tillid – og det styrker samarbejdsrelationen på pladsen. Gennem en videregående uddannelse får de yderligere viden og værktøjer til at kunne analysere, planlægge og styre byggeopgaver i et professionelt tempo – med fokus på tid, kvalitet og hensyn til vejrliget. Vi ønsker at støtte de medarbejdere, der vil gå den vej, både med mentorordninger, netværk og kontakt til uddannelsesstederne i Danmark, siger viceadministrerende direktør, Mads H. Nørgaard.
Læs også:
Ilulissats nye børnehave er klar
Et forbillede for de næste generationer
Johansinnguaq Andreassen er i dag en del af KJ Greenlands ledergruppe og fungerer som rollemodel for de mange lærlinge og unge håndværkere i virksomheden. Hans historie viser, at vejen fra svend til leder ikke blot er en drøm, men en reel mulighed.
- Det kræver mod at tage springet ud i en videregående uddannelse. Men hvis man møder op hver dag, deltager i undervisningen og er nysgerrig, kan man sagtens klare det. Jeg håber, flere vil tage samme skridt, siger han.