Tømrer og restaureringshåndværker Rasmus Bjørn Alderson

I Røde Lade ved Frederiksdal Skov har tømrer Rasmus Bjørn Alderson indrettet sit værksted. Den højre fløj lige inden for døren i den høje træbygning rummer værksteder. Den anden side et mindre kontor og kaffestue bygget op i tørrede lerblokke. Bagest slutter en lerpudset bagvæg værkstedet af med god plads til at håndtere træ og præfabrikere elementer i naturlige materialer. Ombygningen af den fredede lade til moderne værksted har pågået løbende i samarbejde med arkitektvirksomheden Jespersen Nødtvedt.

Håndværk på rejse i rygsækken

Rasmus Bjørn blev udlært hos N.A. Nielsen & Søn, som er specialister i bygningsrestaurering. Tog derefter en overbygning på den daværende restaureringsuddannelse i Odense, hvor et møde med schweiziske navere, der arbejdede på Roskilde Domkirke, bragte Rasmus på valsen gennem Europa og ophold i Tyskland og Schweiz satte sine spor.

- Her har man i årtier bygget diffusionsåbne huse - uden dampspærre, med træfiberisolering, træfiberplader som undertag og vindplader. Man bygger store projekter som rådhuse og institutioner på denne måde, uden at det bliver betragtet som noget specielt, fortæller Rasmus Bjørn og tilføjer:

- Herhjemme har vi ikke samme historik og skal først lære materialerne at kende, før vi kan opnå det samme.

Det går dog den rigtige vej med at bruge mere bæredygtige materialer, mener han.

- Men der er en tendens til at fremhæve få, måske bæredygtige projekter. Og her skal man huske på, at det altså kun er ét projekt ud af 500. De 499 andre byggeprojekter bliver altså stadig bygget fuldstændig, som man har bygget de sidste 50 år.

 

Fra restaurering til elementbyggeri

Da Rasmus Bjørn vendte hjem til Danmark i 2007, startede han egen tømrervirksomhed og opsøgte restaureringsopgaver. Men et husbyggeri i 2013 i Københavns Sydhavn blev startskuddet for mere målrettet at arbejde med bæredygtigt byggeri.

– I Fiskerihavnen nåede vi at bygge fire huse med synlig tømmerkonstruktion. Med træfiberisolering, dansk træ, træfiberplader som undertag, lerpudsede vægge, solceller på taget og en masseovn, der kørte på vandvarme, fortæller han.

Her kunne han se, at mange af restaureringshåndværkets teknikker kunne han bruge her:

- Dengang kaldte vi det ikke bæredygtigt – vi restaurerede bare. I stedet for at udskifte, reparerede vi. Det er jo både bæredygtigt, kvalitet og holdbarhed - og brug af lokale ressourcer er mindst lige så vigtigt som lavt CO₂-aftryk, mener Rasmus Bjørn.

I dag arbejder Bjørns Træværk og Restaurering, hvor man er 16 mand, ofte for større tømrerfirmaer, hvor man løser de mere specielle opgaver, som store trækonstruktioner med synlige bjælkelag, opsnørring af tag og bygningsrestaurering. Men sideløbende har værkstedet efterhånden bygget en hel række huse i traditionelt håndværk.

- I øjeblikket er vi i gang med et større hus i Solrød på skruefundamenter. En del af elementerne laver vi hjemme på værkstedet og monterer ude på byggepladsen.

Denne erfaring kommer fra husene i Sydhavnen, der lå helt tæt, at der nærmest ikke var plads til at bygge. Dengang var tilgangen af nød, mens i dag er Rasmus Bjørn i færd med at udvikle en systematik for at kunne skalere bæredygtigt byggeri op. At gøre det effektivt – uden at gå på kompromis med kvaliteten.

- For økonomi er en væsentlig faktor, for at bæredygtigt byggeri kan lykkes. Vi kan jo ikke konkurrere med typehusfirmaerne. Men på den anden side vil vi gerne lære en masse af dem. Da jeg var i Schweiz, arbejdede jeg bl.a. hos et stort tømrerfirma med egen afdeling for unikt elementbyggeri. Når arkitekten kom med sit projekt, tog man en snak om, hvordan man kunne tilpasse det, så det passede det ind i deres byggesystem. Derved kunne man bygge virkelig hurtigt. Og vi forsøger på samme måde at sætte elementerne mere i system for at holde timerne nede.

- For der er en langsomhed i håndteringen af nye materialer og vi skal finde balancen i, hvor meget kan man lave på elementet i værkstedet. For eksempel er lerplader, der er tørret i solen, mere porøse end gips og svære at håndtere. I starten blev vi også selv irriterede over dem, indtil vi fandt en løsning på, hvordan man skal holde på dem. Så gik det hurtigt igen.


- Alt det, synes jeg, er spændende at tænke igennem og få til fungere – vil lerpladerne f.eks. kunne monteres på værkstedet, inden de kommer ud til byggeriet? Det ville spare os en masse tid.

 

Barrierer og håb

Men vejen mod mere bæredygtigt byggeri er ujævn, hvor regler og ansvar hæmmer innovation, påpeger Rasmus:

- Vil du bygge bæredygtigt, står du ofte alene med ansvaret for byggeriet. Og for de mindre producenter er dokumentation og certificeringer dyre, og det gør det svært at konkurrere med de store.

Han ser et behov for mere videndeling og samarbejde mellem små og store firmaer, og drømmen er, at værkstedet kan rådgive i større projekter:

- Mange bygherre vil gerne bygge mere bæredygtigt, men de mangler måske nogen at sparre med. Vi kunne være med på større projekter som skoler og institutioner, både som udførende og rådgivende på dele af byggeriet. Hvis en større virksomhed har opgaven, så kunne vi deltage i byggemøderne og vejlede om materialer. Vi kan komme gå op og ned ad de svendene og hjælpe dem i gang.

En ny byggekultur

Rasmus Bjørn tror på, at fremtiden ligger i hænderne på dem, som tør tænke anderledes. Men det kræver, at både håndværkere, arkitekter og bygherrer tør ændre vaner – og at lovgivningen understøtter udviklingen.

- Det handler ikke om at forkaste alt, vi kender. Men om at tage det bedste fra traditionelt håndværk og kombinere det med nye, kloge løsninger.