<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Hansenberg_hero

Tømrerlærling Emil Andersen

Tømrerlærling vinder helt særlig pris ved DM Skills

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Træ
  • Håndværker-portræt
  • 2026-04-29
  • | Af Redaktionen
  • | Foto: HANSENBERG

  • Emil Andersen fra erhvervsskolen HANSENBERG modtog Arbejdsmiljøprisen ved DM i Skills 2026 for at vise høj sikkerhedsstandard under konkurrencen.

    Selvom det ikke blev til en DM-titel, leverede tømrerlærling Emil Andersen fra erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding et gennemført byggeri, som fik ros i tømrerfagets konkurrenceområde.

    Oveni blev Emil hædret med Arbejdsmiljøprisen ved afslutningen på DM i Skills 2026 i Hjørring. Prisen gives til deltagere i bygge- og anlægsfagene, der udviser særlig høj standard inden for sikkerhed og arbejdsmiljø – også under tidspres.

    Fokus på sikkerhed under tidspres

    Arbejdsmiljøprisen anerkender deltagere, der arbejder systematisk med sikkerhed, orden og korrekt brug af værktøj og materialer under konkurrenceforhold. Det er netop disse kompetencer, der er centrale i det daglige arbejde på byggepladser.

    Emil Andersen, der er i lære hos AS Tømrer i Vojens, fremhæver selv oplevelsen som både krævende og lærerig:

    – Det har været hårdt, men fedt at prøve. Det er det her, jeg har fundet interesse for, og det er skønt at være sammen med andre, som har samme interesse.

    Teknisk udfordring undervejs

    Under konkurrencen stødte han på udfordringer med et af modulerne i sit projekt – et mindre hus med kvist. Det påvirkede processen, men han fik færdiggjort opgaven:

    – Jeg er meget godt tilfreds med, at jeg nåede det hele – at jeg fik kvisten på byggeriet færdig – for forinden drillede modul to rigtig meget.

    Træning på tømrerlandsholdet

    Emil Andersen er en del af det danske tømrerlandshold, hvor han deltager i træningssamlinger. Forberedelsen til DM i Skills har blandt andet bestået af ugentlig træning på HANSENBERG.

    – Jeg bruger min fritid på det – og den tid skal man investere. Det er vi flere elever her på HANSENBERG, der gør, afrunder tømrerlærlingen.

    Andre elever træner samtidig frem mod regionsmesterskaberne, som er adgangsgivende til kommende DM i Skills.

    Pris og anerkendelse

    Med Arbejdsmiljøprisen følger en præmie på 2.500 kroner. Prisen understreger betydningen af arbejdsmiljø i byggebranchen – både under uddannelse og i praksis.

    Læs mere om uddannelsesmulighederne i bygge- og anlægsbranchen

    Anbefalede artikler