<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Teknologisk_institut_AI

Nyt AI værktøj skal automatisere armeringskontrol på byggepladser

  • Byggeriets udvikling
  • IT og ny teknologi
  • Materialer og Løsninger
  • Beton
  • Byggepladsen
  • Den effektive byggeproces
  • 2026-08-31
  • | Af Rikke Steenbech

  • Teknologisk Institut har udviklet et AI værktøj, der skal lette dokumentationsarbejdet på byggepladser. Det vil ikke kun spare tid og penge, men også forbedre dokumentationen.

    Teknologisk Institut modtog i 2024 en henvendelse fra en entreprenør, der påpegede, hvor meget tid, der bruges på kvalitetskontrol på byggepladsen, fordi der er en standard, der bestemmer krav til dokumentation af kvalitetskontrol. Og det blev starten på et nyt projekt om, hvordan AI kan bruges til automatisering af armeringskontrol på byggepladser.

    Siden henvendelsen har Teknologisk Institut arbejdet med at forbedre et AI-værktøj, der skal udrulles på byggepladser i slutningen af sommeren 2026. Det fortæller Lylian Goes, der er konsulent for digitalisering og har arbejdet med projektet.


    Inden entreprenører skal støbe eksempelvis betonelementer, skal de dokumentere, at armeringen af betonen ligger, som den skal efter tegninger og specifikationer fra projektet. Noget de indtil videre har skullet gøre manuelt.

    – De går rundt med deres iPhone og tager en masse billeder. Så tager de en tommestok og måler armeringen og tager billeder af tommestokken oven på armeringen for at bevise, at den ligger, som det skal efter tegningen. Hvis vi snakker om et stort projekt, så tager det helt vildt lang tid, og så opstår der nogle udfordringer, siger Lylian Goes og fortsætter:

    – Nogle gange kan det være svært at se, hvor billedet kommer fra og præcis se, hvor målingen starter og slutter. Det er noget, de bruger rigtig til lang tid på, fordi de skal gøre det. Og dokumentationen er stadig ikke så god, som den skal være. Derfor har de opsøgt os og spurgt, om der findes en smartere måde.

    Ifølge Lylian Goes forsøger instituttet at løse udfordringen ved at udvikle et værktøj, der har til formål at automatisere quality control med AI-modeller, der kan genkende armering. Projektet er udført som en del af regionalfondsprojektet Erhvervsfyrtårn Femern, der er støttet af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Og Instituttet er nu klar til at sende værktøjet ind i testfasen.

    AI-værktøj sparer ikke kun tid og penge, men forbedrer også dokumentationen

    Lylian Goes påpeger, at Teknologisk Institut er ”rigtig langt” med projektet, og at de har samarbejdet med tre entreprenørfirmaer, en rådgivningsvirksomhed og et droneekspertfirma.

    – Vi er faktisk nu nået til det sted i projektet, hvor vi har udviklet et værktøj og trænet en model, der kan genkende og måle armering på byggepladser. Så nu er vi i sluttestfasen, hvor vi prøver at give værktøjet til brugere. Vi har været på byggepladser mange gange for at teste det her, og vores entreprenørpartnere ser et stort potentiale i værktøjet.

     

     

    Værktøjet vil ikke kun spare tid og penge, men også i høj grad forbedre dokumentationen, lyder det fra Lylian Goes. Med værktøjet kan entreprenørerne optage en video af byggepladsen, hvorefter værktøjet kan kontrollere, om alt ligger, som det skal.

    – Hvis der i fremtiden er nogen, der påstår, at entreprenøren ikke har udført armeringen korrekt, eller hvis der findes nogle problemer, så kan entreprenørerne vise, at der faktisk er styr på dokumentationen. Vi har også set, at det kan hjælpe med at forbedre kvaliteten, fordi det er hurtigere at bruge værktøjet, og så kan man også kontrollere flere gange, end man gør i dag. På den måde kan vi for eksempel finde fejl, inden problemer opstår.

     

    TI_LylianLylian Goes

     

    Udviklingen af AI-modellen startede med at tage udgangspunkt i armering, men ifølge Lylian Goes kan værktøjet anvendes til flere andre ting.

    – Man kan træne en AI-model, der kan lære at genkende armering, og så udvikle algoritmer, der også kan måle efter genkendelse. Så det var formålet at udvikle et proof of concept – altså et værktøj der kan hjælpe med at automatisere quality control på en byggeplads, siger Lylian Goes, der påpeger, at projektet imidlertid ikke har været uden udfordringer.

     

    Tillid til AI og skiftende arbejdsgange på byggepladser skaber udfordringer

    Det har været en udfordring at integrere AI værktøjet i de eksisterende arbejdsgange på byggepladsen, fortæller Lylian Goes. Det skyldes, at der modsat andre brancher ikke er et fast set-up på byggepladser, da kontrol laves på forskellige måder, og det gør det svært at implementere AI løsninger i byggebranchen. Det uddyber Peter Bisgaard Andersen, der er faglig leder på Teknologisk Institut.

    – Der er mange barrierer i at få noget værktøj til at virke, når vi snakker om byggepladser. Byggeriet er kendetegnet ved, at man sammensætter nye firmaer, hver gang man laver et nyt projekt samtidig med, at man bruger forskellige værktøjer fra gang til gang, afhængig af hvilke firmaer man sammensætter, siger Peter Bisgaard Andersen.

     

    TI_PeterPeter Bisgaard Andersen

     


    Det medfører, at måden at dokumentere på ligeledes er forskellig fra projekt til projekt. Det gør det svært for Teknologisk Institut at komme med ét værktøj, der skal kunne implementeres i mange forskellige systemer. For instituttet handler det derfor om at finde en løsning, der nemt kan integreres i entreprenører og rådgiveres arbejdsgange, så de kan få gavn af hjælpeværktøjet.

    – En anden udfordring er, at selvom mange starter med at bruge AI, er der også mange, som ikke vil stole på det. Så det handler også om en mindset-ændring, om at det skal bruges mere og mere. Og vores værktøj er ikke perfekt endnu. Ligesom ChatGPT kan lave fejl, så vil værktøjet også lave fejl i starten, siger Lylian Goes og fortsætter:

    – Men da ChatGPT startede for to år siden, så lavede den mange flere fejl, end det gør nu. Så det er en proces. Det handler om, at man ikke skal lade værktøjet gøre det 100% automatisk, men stadig også validere resultatet. Værktøjet er en hjælp til at få forbedret produktivitet, og jo mere man bruger det, jo bedre bliver det. Og nogle år ude i fremtiden, så kan den være 100% automatisk.

    AI hjælpeværktøjer kan flytte fokus til det reelle arbejde på byggepladsen

    Planen er, at AI-modellen skal sendes ud til tre-fire testbrugere efter sommeren 2026. Peter Bisgaard Andersen uddyber, at instituttet starter i det små for at undersøge, om AI-modellerne holder.

    – Vi tror, at vi har lavet verdens mest geniale værktøj. Men vi har også før prøvet, at man sender det i hænderne på folk og finder ud af, at det måske ikke var så genialt. Det kan være, at der er ting, der skal justeres. Så vi laver en første runde, hvor vi giver værktøjet til en mindre gruppe, og når vi får deres feedback, laver vi en runde mere, hvor vi breder det længere ud, siger Peter Bisgaard Andersen.

     

     

    Peter Bisgaard Andersen peger på, at AI teknologi bliver stort i byggebranchen i fremtiden. Han forventer, at der i første omgang vil være assisterende funktioner i maskiner og udstyr, der på et tidspunkt vil blive udviklet til at være mere og mere selvkørende.

    – Vi vil få mere og mere avanceret udstyr til at hjælpe – især til at dokumentere, fordi nyt byggeri holder i mange år, og det stiller høje krav til dokumentationen. Samtidig er det enorme formuer, man binder i det, og hvis ikke dokumentationen er lavet ordentligt, så koster det rigtig meget på den lange bane, siger Peter Bisgaard Andersen.

     

    Teknologisk Institut mener, at AI hjælpeværktøjer uden tvivl vil spille en vigtig rolle i at frigive medarbejderes tid fra dokumentation, og at AI dermed kan flytte fokus til det arbejde, der reelt skal laves på byggepladsen.

    Anbefalede artikler