<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
BauBot-fischer-Boremaskine-Borehuller-TOP

Byggerobot klarer de tunge opgaver med boring i beton

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • Materialer og Løsninger
  • IT og ny teknologi
  • Beton
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • 2026-10-22
  • | Af Redaktionen

  • BauBot er fischers nye byggerobot, som ud fra BIM-data kan udføre massevis af borehuller i beton og derved aflaste medarbejdere på byggepladsen.

    Digitaliseringen af byggeriet bevæger sig i stigende grad fra projektering og planlægning til selve udførelsen på byggepladsen. Et af de områder, hvor automatisering kan få betydning, er boring i beton, som på større bygge- og infrastrukturprojekter kan omfatte flere tusinde borehuller. Derfor introducerer fischer den autonome byggerobot BauBot. Robotten bruger digitale projektdata til at udføre forskellige boreopgaver på byggepladsen.

    Teknologien er tilgængelig som en service, hvor fischer står for både den digitale forberedelse og udførelsen. Dermed kræver løsningen hverken investering i eget robotudstyr eller oplæring af medarbejdere i betjeningen.

    – Boring på store projekter bliver hurtigt et meget repetitivt og fysisk krævende arbejde, hvis det hele skal udføres manuelt, især når der arbejdes i gulve og lofter. Med BauBot kan vi automatisere den del af arbejdet og lade medarbejderne koncentrere sig om andre opgaver, siger Thomas Nordendahl, Nordic Technical Sales Manager hos fischer i en pressemeddelelse.

     

    Projektdata viser robotten, hvor der skal bores

    BauBot arbejder ud fra digitale projektdata, der omsættes til konkrete borepositioner på byggepladsen. Det betyder, at en del af den information, som allerede indgår i den digitale projektering, kan anvendes direkte i udførelsesfasen.

    BauBot-fischer-Boremaskine-Borehuller-1_1fischers byggerobot BauBot automatiserer borearbejdet på byggepladsen


    Inden robotten sættes i arbejde, står fischer for det lokale forarbejde, herunder dataforberedelse, beregninger og BIM-grundlag. Et specialiseret BauBot-team gennemfører derefter robotarbejdet på byggepladsen.

    Ud fra projektets omfang vurderer man, hvor mange robotter der skal anvendes, og hvor lang tid borearbejdet forventes at tage. Entreprenøren behøver derfor ikke selv investere i udstyret, stå for betjeningen eller afsætte medarbejdere til oplæring.

    – Kunden leverer det nødvendige projektgrundlag, og så tager vi hånd om processen fra dataforberedelse og positionering til selve boringen. Samtidig har vi kompetencerne på plads til at håndtere de situationer, der kan opstå undervejs. En byggeplads er ikke et kontrolleret fabriksmiljø, så selv når arbejdet automatiseres, er der stadig brug for mennesker, der kan tilpasse processen og løse problemer, siger Thomas Nordendahl.

    Servicemodellen betyder samtidig, at automatiseret boring kan indgå som en afgrænset del af entreprenørens projekt uden behov for at opbygge egne kompetencer inden for robotteknologien.

    Robotten kan aflaste ved boring over hovedhøjde

    Ud over mulighederne for at automatisere store mængder borearbejde peger fischer også på arbejdsmiljøet som en væsentligt grund for at bruge robotteknologien. Manuel boring i beton er fysisk belastende, særligt når arbejdet foregår over hovedhøjde eller kræver mange gentagne bevægelser.

    BauBot kan udføre boring fra gulv til loft og arbejde i højder på mere end fem meter, og dermed kan robotten klare en del af de ensartede og fysisk krævende opgaver.

    Derved kan de faglærte medarbejdere i stedet koncentrere sig om montage, tilpasninger og andre opgaver, hvor faglig erfaring og evne til at håndtere uforudsete forhold er nødvendig.

    – Vi ser ikke robotter og automatering som et spørgsmål om at erstatte mennesker på byggepladsen. Det handler mere om, hvor der reelt er brug for deres kompetencer. At lade kvalificerede medarbejdere bore den samme type hul flere tusinde gange er hverken optimalt i forhold til arbejdsmiljø eller produktivitet. Her kan automatisering gøre en reel forskel, siger Thomas Nordendahl.

     

    BauBot-fischer-Boremaskine-Borehuller-2_1

    BauBot-fischer-Boremaskine-Borehuller-2_2

     
     

    3.717 huller i beton på 24 timer

    BauBots kapacitet blev demonstreret i 2025, hvor robotten borede 3.717 huller i beton under 24 timers kontinuerlig drift i et testcenter. Resultatet udløste en Guinness World Records-titel.

    Testen viser, hvor mange borehuller teknologien kan udføre under de pågældende forhold. På en almindelig byggeplads vil produktiviteten dog også afhænge af blandt andet adgangsforhold, placering af borepunkter, klargøring og koordinering med øvrige aktiviteter.

    BauBot anvendes allerede på større europæiske bygge- og infrastrukturprojekter, og med introduktionen i Danmark får danske entreprenører mulighed for at benytte teknologien uden selv at skulle anskaffe robotudstyr.

    Fra digital projektering til udførelse på byggepladsen

    Hvor BIM-modeller traditionelt har været anvendt til blandt andet projektering, koordinering og mængdeudtræk, kan data med robotteknologi også automatisere arbejdsprocesser.

    – Byggebranchen er i gang med en udvikling, hvor digitalisering ikke længere kun handler om projektering og planlægning. Den bevæger sig også helt ud i udførelsen på byggepladsen. BauBot er et eksempel på, hvordan digitale projektdata kan omsættes direkte til praktisk arbejde. Det er den udvikling, vi gerne vil være med til at drive sammen med danske entreprenører, slutter Thomas Nordendahl.

    Læs flere nyheder om digitale værktøjer til byggepladsen

    Anbefalede artikler