Rasmus Andreas (1)
Annonce

Fra fængsel til læreplads: En alternativ vej til faglærte hænder

  • Byggeriets udvikling
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Håndværker-portræt
  • 2025-10-13

    Manglen på lærlinge vokser, og hver tredje virksomhed kan ikke få besat deres lærepladser. Hos Anton Knudsen i Egtved har man valgt at gå utraditionelle veje i rekrutteringen – og Rasmus’ historie viser, hvad det kan betyde.

    Rasmus Andreas (2)


    For få år siden sad Rasmus bag tremmer med en dom for narkosmugling. Kørekortet var væk efter vanvidskørsel, og fremtidsudsigterne var dystre for den unge lollik.

    I dag – 4 år senere – er virkeligheden en helt anden. Som lærling hos entreprenørvirksomheden Anton Knudsen A/S er Rasmus i gang med sin uddannelse til anlægsstruktør – og godt på vej mod sit svendebrev.

    – Det var i fængslet, at lysten til en ny start voksede frem. Jeg havde ikke troet, det var muligt, men da Karsten troede på mig, vidste jeg, at det var en chance, jeg ville gribe, fortæller 24-årige Rasmus Andreas.

    Vendepunktet kom gennem Søbysøgaard Fængsel, hvor han blev sat i kontakt med udviklingsdirektør Karsten Knudsen. Han tilbød Rasmus et ufaglært job, som hurtigt blev til en læreplads.

    – Vi har brug for dygtige folk i branchen, og vi kan ikke altid forvente, at de følger den lige vej gennem skolen, forklarer Karsten Knudsen.

     

    En bredere udfordring

    Manglen på lærlinge er ifølge Dansk Arbejdsgiverforening blevet en reel hæmsko for virksomhederne. En undersøgelse fra maj viser, at hver tredje virksomhed ikke kan få besat deres lærepladser – og at problemet er vokset de seneste to år. For en branche som byggeriet, der i forvejen kæmper med mangel på faglærte, er det en udfordring med vidtrækkende konsekvenser.

    – For os handler det om at se potentialet i den enkelte. Rasmus er et godt eksempel på, at med den rette støtte kan en udfordret start blive vendt til en stærk fremtid, siger Karsten Knudsen.

    Ifølge Danmarks Statistik gennemfører kun 48 % af unge mænd med en dom en ungdomsuddannelse som 25-årige – mod 82 % blandt unge uden dom. Netop derfor kan en læreplads blive nøglen til både personlig forandring og til at skaffe de hænder, virksomhederne mangler.

    Et nyt liv

    – Jeg er et helt andet sted i dag. Jeg har et arbejde at stå op til hver dag – og det betyder alt for mig, siger Rasmus Andreas og fortsætter:

    – Jeg er stolt af, hvor langt jeg er kommet. Jeg ved, at jeg har en fremtid nu – og jeg har tænkt mig at gribe den.

    For entreprenørvirksomheden i Egtved er historien samtidig en påmindelse om, at sociale hensyn og rekruttering kan gå hånd i hånd.

    – Selvfølgelig kræver det en vis portion mod og overskud, men for os har det været det hele værd, slutter Karsten Knudsen.

    Læs mere om uddannelse og rekruttering til bygge- og anlægsbranchen

    Anbefalede artikler