Carsten Damgaard (th.) tiltræder som ny CEO for DBI 1. januar 2027 og overtager posten efter Jesper Ditlev (tv.).
Carsten Damgaard bliver ny direktør for DBI
DBI får ny administrerende direktør fra 1. januar 2027. Forskningsdirektør Carsten Damgaard overtager posten efter Jesper Ditlev, der har stået i spidsen for instituttet siden 2009.
DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut – har udpeget den 55-årige Carsten Damgaard som ny administrerende direktør med virkning fra 1. januar 2027. Han afløser Jesper Ditlev, der efter 26 år i DBI, heraf 17 år som administrerende direktør, har valgt at træde tilbage.
Carsten Damgaard kom til DBI i 2011 og har siden 2019 været forskningsdirektør. Her har han haft ansvar for forskning, udvikling og innovation samt arbejdet med at omsætte forskning og ny teknologi til løsninger, services og nye forretningsområder. Før tiden i DBI har han mere end 15 års erfaring med blandt andet projektledelse, innovation og forretningsudvikling fra virksomheder som TDC og Post Danmark. Han er oprindeligt uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet.
Intern kandidat valgt efter rekrutteringsproces
DBI's bestyrelse har med ekstern bistand gennemført en rekrutteringsproces, hvor både interne og eksterne kandidater har været i spil. Bestyrelsesformand Johan Prior Knock fremhæver især Carsten Damgaards kendskab til organisationen og dens fagområder.
– Vi er meget glade for, at Carsten Damgaard bliver ny administrerende direktør. Han har et indgående kendskab til DBI og organisationens faglighed, kunder og samfundsopgave. Samtidig kombinerer han strategisk udsyn med evnen til at omsætte komplekse problemstillinger til handling. Det giver et stærkt grundlag for både kontinuitet og fortsat vækst i et omskifteligt marked, udtaler Johan Prior Knock i en pressemeddelelse.
Han peger samtidig på den udvikling, DBI har gennemgået under Jesper Ditlevs ledelse:
– Jesper Ditlev har stået bag DBI's udvikling og vækst. Han har med en passioneret tilgang og en stærk organisation ottedoblet omsætningen, blandt andet ved at styrke fokus på kunderne og det internationale marked. Bestyrelsen ønsker at takke ham for med en sikker hånd på roret at styre og udvikle virksomheden, både når det har stormet og i mere rolige vande. Jeg er også taknemmelig for, at vi har kunnet finde hans efterfølger og den bedste kandidat internt, og at Jesper fortsætter som administrerende direktør frem til årsskiftet.
Jesper Ditlev stopper efter 26 år i DBI
Jesper Ditlev kom til DBI i 2000 og har siden 2009 været administrerende direktør. Han begrunder beslutningen om at stoppe med et ønske om større professionel og personlig frihed.
– DBI har været en meget stor del af mit liv, og beslutningen om at stoppe har været svær og længe undervejs. Men efter mange år med ansvaret for DBI har jeg lyst til, at der skal ske noget nyt. Jeg glæder mig til en større personlig og faglig frihed – fra at kunne følge min søns Ironman-konkurrencer rundt om i verden til at tage de nye opgaver på mig, som jeg finder interessante og udviklende, og til at bruge mine hænder og få mere tid til alt det, der er vanskeligt at forene med ansvaret for en virksomhed, siger Jesper Ditlev og fortsætter:
– Personligt er jeg stolt af og meget glad for, at Carsten skal tage over. Vi har kendt hinanden og arbejdet tæt sammen i mange år, og det giver os et solidt udgangspunkt for en god og ordentlig overgang.
Fokus på brand, sikring og teknologisk udvikling
Som forskningsdirektør har Carsten Damgaard blandt andet arbejdet med DBI's forskning og udvikling inden for brand og sikring samt organisationens indsats for at bringe ny teknologi tættere på virksomhedernes konkrete behov. Han lægger op til, at det eksisterende arbejde skal videreføres, når han overtager direktørposten.
– DBI betyder meget for mig, og jeg er rigtig glad for at få muligheden for at stå i spidsen for organisationen. Vi har en stærk faglighed og nogle dygtige mennesker, som hver dag hjælper virksomheder med konkrete udfordringer inden for brand og sikring. Det arbejde gør en reel forskel, og det er noget, jeg gerne vil være med til at udvikle videre, siger Carsten Damgaard og fortsætter:
– Jeg er både glad og stolt over bestyrelsens tillid. Samtidig ved jeg godt, at der følger et stort ansvar med. Vi har allerede lagt en klar retning for de kommende år, så min opgave bliver ikke at vende alting på hovedet, men at bygge videre på det, der fungerer, og sammen med medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere gøre DBI endnu stærkere.
Frem til 31. december 2026 fortsætter Jesper Ditlev som administrerende direktør med det formelle ledelses- og beslutningsansvar. Carsten Damgaard fortsætter samtidig som forskningsdirektør og forbereder overtagelsen i koordinering med Jesper Ditlev.