Vi skal have flere kvinder ind i byggeriet – men er der plads i skurvognen?
Hvis vi skal rette op på den skæve kønsfordeling i byggeriet, så mener Kirsten Nielsen fra Konstruktørforeningen, vi skal begynde med, at kvinder føler sig mødt og hørt – både på uddannelserne og ude i branchen.
Vi har hørt det igen og igen: Der er for få kvinder i byggebranchen. Det skal vi gøre noget ved. Men hvis vi vil tiltrække flere, må vi også spørge os selv: Er der plads til dem, når de kommer?
Byggeriet er omgivet af sejlivede forestillinger – myter. En af dem er, at skurvognen er fyldt med mandehørm og side 9-piger. Det er heldigvis ikke altid det billede, der møder os på en byggeplads i dag i 2026.
Da jeg var nyuddannet for nogle årtier siden, var kvinderne i undertal på byggepladsen. Det er de stadig. Hvis det skal ændre sig, er vi nødt til at tale om den tone og den kultur, en ung byggeleder bliver mødt af ude på pladsen. Forestil dig at træde ind i den virkelighed som 20-årig konstruktør, mand eller kvinde, og så i samme moment skulle sætte sig igennem overfor den erfarne håndværker og forklare ham, at han har lavet en fejl. Det kræver sin kvinde – eller mand.
Selvom udfordringerne bliver meget synlige på byggepladsen, skal vi også finde løsningerne andre steder.
Et historisk efterslæb
Vi har et historisk efterslæb i byggeriet, hvor særligt det udførende arbejde traditionelt har været mændenes område. Tænk på, hvem du ser for dig, når jeg siger sygeplejerske. Og tænk så på, hvem du ser for dig, når jeg siger murer eller byggeleder.
Skal det sidste billede fremover lige så naturligt være en kvinde som en mand, kræver det, at vi giver plads til forskellighed. Og det begynder allerede på uddannelserne.
Der er blandt andet inspiration at hente hos Kvindeklubben på UCN i Aalborg. Her møder kvindelige konstruktørstuderende andre kvinder fra branchen og får plads til at stille de spørgsmål, de ellers holder tilbage. Om faglighed og arbejdsliv, men også om løn, børn og barsel.
Sådanne fællesskaber kan give både netværk og tro på, at der er en plads til én i byggeriet. Og de giver os anledning til at spørge: Hvad skal der til, for at alle føler sig hørt og taget alvorligt på studiet?
Eksemplets magt
Vi skal blive bedre til at vise kvinderne i byggeriet og dele deres erfaringer. Deres historier kan udfordre forestillingerne om, hvem der hører til i branchen, og vise andre, hvilke muligheder der findes.
Samtidig skal vi tage problemeKirsKrne alvorligt. Dokumentarer har vist arbejdspladser med en hård tone, hvor blandt andre lærlinge står for skud. Det er et spørgsmål om arbejdsmiljø, som vi må og skal handle på.
Alle byggeriets aktører har et ansvar for tonen og samarbejdet. Når vi lytter til hinanden og giver plads til spørgsmål, gavner det både kollegerne og projekterne. Og det gør branchen mere attraktiv for kvinder og alle andre, vi ønsker at få med om bord.
For mig er det også en væsentlig grund til at arbejde for større diversitet – i køn, etnicitet og baggrund. Forskellige erfaringer og perspektiver kan gøre os bedre til at løse opgaverne. Men det kræver, at vi faktisk giver dem plads.
Vi skal derfor både invitere flere ind og se på den hverdag, vi inviterer dem ind i. Kan man stille spørgsmål uden at blive talt ned til? Bliver ens faglighed taget alvorligt? Kan man se sig selv som en del af fællesskabet?
Der skal være plads til forskellighed i skurvognen. Det er godt for samarbejdet, for projekterne og i sidste ende også for bundlinjen.
