Bygningskonstruktør Magnus Schulze Matthisen modtager Konstruktørernes Dimittendpris 2026
Murertalent vinder Konstruktørernes Dimittendpris
Magnus Schulze Matthisen modtager Konstruktørernes Dimittendpris 2026 for et transformationsprojekt, der viser, hvordan man kan arbejde med bygningen frem for imod den, lyder det fra priskomitéen.
Hvordan kan eksisterende og bevaringsværdige bygninger transformeres til nye formål uden at tilsidesætte deres kvaliteter? Det spørgsmål er centralt i det afgangsprojekt, der har sikret Magnus Schulze Matthisen Konstruktørernes Dimittendpris 2026.
Den nyuddannede bygningskonstruktør fra Zealand i Næstved modtager prisen for sit bud på en transformation af MIND – Danmarks Psykiatriske Museum. Ifølge priskomitéen viser projektet en helhedsorienteret tilgang til transformation, hvor eksisterende bygningskvaliteter indgår aktivt i projekteringen.
Kulturarv, energi og materialer tænkes sammen
Afgangsprojektet arbejder på tværs af en række af de problemstillinger, der opstår ved transformation og renovering af eksisterende bygninger. Det gælder blandt andet kulturarv, restaurering, energioptimering, materialevalg og økonomi. Samtidig tager projektet konkret stilling til, hvilke dele af bygningen der skal bevares, udvikles eller udskiftes.
– Han forholder sig til kulturarv, restaurering, energioptimering, materialer og økonomi, og han træffer konkrete valg om, hvad der skal bevares, udvikles og udskiftes. Projektet er praksisnært, har en god faglig bredde og troværdige løsninger med god sammenhæng mellem idé og realisering, fortæller Inge Ebbensgaard, chef for byggeri og byggepolitik i Foreningen af Rådgivende Ingeniører og medlem af priskomitéen, i en pressemeddelelse.
Priskomitéen består af ti repræsentanter fra bygge- og anlægsbranchen. Et andet medlem, Benny Lillelund, chefkonsulent i DI Byggeri, fremhæver projektets helhedsforståelse:
– Projektet demonstrerer på stærk vis den bredde og helhedsforståelse, der kendetegner den moderne bygningskonstruktør. Kort sagt arbejder han med bygningen i stedet for imod bygningen.
Han peger samtidig på, at de 17 nominerede afgangsprojekter generelt viser et højt fagligt niveau og en kritisk tilgang til nye løsninger.
– De nye bygningskonstruktører tager ikke kun nye løsninger til sig. De undersøger dem, går kritisk til dem og forholder sig til, hvordan de fungerer i praksis. Det er stærkt at se – for det har byggeriet brug for.
Håndværksbaggrund blev afsæt for projektering
Magnus Schulze Matthisen kommer til konstruktørfaget med praktisk erfaring fra byggepladsen. Inden uddannelsen til bygningskonstruktør blev han uddannet murer.
Som lærling og senere svend hos Karl A. Hansen arbejdede han med restaureringsopgaver på blandt andet Frilandsmuseet, Nationalmuseet, Frederiksberg Slot, kirker og andre historiske bygninger.
Efter svendebrevet arbejdede han i yderligere to år med forskellige bevaringsværdige bygninger. Erfaringerne skærpede interessen for renovering og transformation, men samtidig opstod et ønske om at få et bredere blik på byggeprocessen.
– Jeg tænkte, det kunne være fedt at prøve noget nyt, hvor jeg kunne udvikle mig endnu mere. Min far er murer og byggeleder, og jeg fik interessen for murerfaget fra ham, men helhedsblikket ville jeg gerne have mere af. Det fandt jeg på konstruktøruddannelsen.
Fra udførelse til projektledelse
I dag arbejder Magnus Schulze Matthisen som projektleder hos Bergelin Arkitekter, hvor han beskæftiger sig med renoveringsprojekter. Dermed fortsætter arbejdet med den eksisterende bygningsmasse også efter uddannelsen. Aktuelt arbejder han blandt andet på renoveringen af en bevaringsværdig bygning på Frederiksberg.
Ambitionen er at bidrage til mere bevaring og transformation og samtidig sætte fokus på kvalitet og bygningers levetid. Her fremhæver han vinduer som et eksempel på en bygningsdel, hvor den laveste anlægspris ikke nødvendigvis giver den bedste økonomi på længere sigt.
– Vinduer er ét af mange eksempler på, at den billigste løsning på anlægstidspunktet ikke nødvendigvis er den billigste – eller bedste og bæredygtige – over bygningens levetid. Det skal ofte være så billigt som muligt og så hurtigt som muligt. Jeg vil gerne være med til at arbejde for at bringe endnu mere kvalitet ind i vores bygninger. I sidste ende betaler det sig også.
Konstruktørernes Dimittendpris
Konstruktørforeningen uddeler hvert år Konstruktørernes Dimittendpris til en nyuddannet bygningskonstruktør, der gennem sit bachelorprojekt demonstrerer stærke konstruktørkompetencer.
Prisen blev uddelt første gang i 2017. Den nationale vinder modtager et hæderslegat på 10.000 kroner samt et års frikontingent i Konstruktørforeningen.
Vinderen udpeges af en komité med repræsentanter fra bygge- og anlægsbranchen. I 2026 består den af Benny Lillelund, DI Byggeri; Hanne Ullum, Bygherreforeningen; Inge Ebbensgaard, Foreningen af Rådgivende Ingeniører; Kasper Munk Rasmussen, SMVdanmark; Morten Frihagen, Dansk Håndværk; Vibeke Grupe, Danske Arkitektvirksomheder; samt Henrik Schwartz, Karina Røjkjær, Kirsten Nielsen og Peter Mayntzhusen fra Konstruktørforeningen.
Læs flere nyheder om uddannelsesmuligheder i bygge- og anlægsbranchen