Tømrermester vil bygge branchen om

Anna Storm er uddannet tømrer fra Herningsholm og driver virksomheden Anna Storm Consulting. Her kombinerer hun rådgivning og formidling med tømrerarbejde under navnet Tømrermester Lillemor, og navnet er valgt med et glimt i øjet.

– Jeg syntes at det var god humor, hvis nogen spurgte: Hvem har bygget dit tag? Og man så kan svare: Det har Lillemor.

Men bag humoren ligger en masse tanker om byggebranchen. For Anna Storm oplever en branche, hvor forestillingen om, hvem man er som håndværker trænger til at blive udfordret.

For alle er ikke ung lærling, og der bør være plads til mere fleksibelt arbejdsliv også på de store projekter, mener hun. I foråret modtog hun Byggeriets Diversitetsdags Indsatspris 2026 for sin indsats blandt andet for at forbedre onboarding af kvindelige lærlinge.

Samtidig sætter hun en tyk streg under, at en faglig uddannelse kræver og udvikler en bred palet af kompetencer. For hende er det en fejl, når erhvervsuddannelser bliver fremstillet som et alternativ for dem, der ikke er bogligt stærke.

Da vi kontakter til Anna Storm, har hun både en stor byggesag foran sig med et træbyggeri og foredrag for unge europæiske studerende om at bygge med biogene materialer, udover hendes tømrervirksomhed i Thy.

Fra statskundskab til savsmuld

Da Anna begyndte på tømreruddannelsen som 32-årig, havde hun allerede en akademisk uddannelse. Hun var blevet skilt og havde været på krisecenter med sine tre børn efter at have været udsat for vold i tidligere ægteskab, og da hun vendte tilbage på arbejdsmarkedet, var det oplagt at søge akademisk arbejde. Men hun oplevede at have svært ved at finde roen og koncentrationen.

Til gengæld havde hun altid holdt af at bygge og det praktiske arbejde havde aldrig været fremmed for hende. Så hun ringede og spurgte, om man godt kunne begynde på en håndværkeruddannelse som 32-årig. Det kunne man og beslutningen havde større betydning, end hun havde forestillet sig.

– Vi brugte to år i terapi, børnene og jeg. Men det, der virkelig gjorde en forskel for mig, var at komme ud og bygge med mine hænder, fortæller Anna.

For når hun arbejdede med træ, mål og konstruktioner, var der ikke plads til de samme bekymringer. Hun skulle koncentrere sig om at save lige, måle rigtigt og få tingene til at passe sammen. Samtidig var der tilfredsstillelsen ved at kunne se resultatet af dagens arbejde.

En svendeprøve er virkelig kompleks

Med sin akademiske baggrund havde Anna Storm prøvet kræfter med både tunge teorier og krævende eksamener.

– Jeg har læst statskundskab, men svendeprøven var en af de sværeste eksamener, jeg har taget, fortæller Anna. Hun mener, at mange undervurderer, hvor bred en kompetencepalet, der kræves for at blive en dygtig håndværker.

– En tømrer skal både kunne forstå bygningsreglementet, som er lovgivning, man skal kunne lave konstruktioner og dimensionering, læse og udarbejde tegninger, bruge digitale værktøjer og omsætte teori til noget, der faktisk kan bygges. Og helst uden at bruge hele dagen på det.

Anna Storm kalder det praksisfaglighed. En måde at lære på, hvor teori og handling hænger uløseligt sammen. Hun mener, at vi skal holde op med at betragte uddannelser som en rangstige, hvor universitetet ligger øverst, og håndværksfagene længere nede.

– Vi skal tænke uddannelse som noget, der forstærker hinanden. Samfundet har brug for alle de forskellige kompetencer.

 

 

En branche bygget til den 16-årige dreng

Sin læretid tog Anna hos store entreprenørvirksomheder og har været lykkelig for forløbene. Men hun stødte også på nogle strukturer, hvor byggebranchen i høj grad er indrettet efter en bestemt forestilling om lærlingen: En ung mand på 16 år, som ikke har kørekort til at køre selv og ikke har børn, der skal hentes.

Hun fortæller blandt andet om en episode, hvor hun kort før fyraften blev bedt om at køre på lossepladsen med affaldet. Det kunne hun ikke, fordi hun skulle nå at hente sit barn. Formanden forstod ikke problemet. Han havde også børn, som hans kone hentede.

– Men du skal forestille dig at jeg også er den kone, fortæller Anna Storm om sit svar.

Episoden blev et billede på nogle af de forventninger, hun gerne ville gøre op med.

Hun efterlyser en branche, hvor arbejdet er bedre indrettet til at have et familieliv, og hvor arbejdstider og organisering i højere grad kan tilpasses forskellige mennesker.

Fordi dygtige håndværkere også kan have brug for fleksibilitet.

Hvis branchen skal ændres, må man selv prøve

Erfaringerne var en del af baggrunden for, at Anna Storm valgte at blive selvstændig.

Hun ville udfordre sig på, om man kunne drive en tømrervirksomhed på en anden måde. Med større fokus på medarbejdertrivsel, fleksibilitet og ansvarlig brug af materialer.

Hun lægger ikke skjul på, at det er lettere at tale om forandringer end at føre dem ud i livet.Som selvstændig er hun også nødt til at tjene penge, få kunder og hverdagen til at hænge sammen.

Men hun har fået mulighed for at indrette sit eget arbejdsliv, så det passer til at have børn. Da hun eksempelvis skulle afholde en todages byggeworkshop, mødte hun op med både børn og hund. Arrangørerne havde tilbudt hende hotel, men havde ikke tænkt på, at hun som alenemor også skulle have familielogistikken til at fungere. Løsningen blev, at familien kom med. En krølle på det valg var også, at virksomheden faktisk havde sagt til deres medarbejderne, at de ikke kunne have børn med.

– Det fik vi en god snak om. For hvad nu hvis de havde sat en hoppeborg op og hjulpet med at løse familiens logistik. Jeg performer faktisk bedre på arbejdet, når børnene er med - og mine børn får nogle indsigter i dele af samfundet, de måske ellers ikke ville se.

Anna Storm kalder den slags små oprør for micro riots. Små handlinger, der udfordrer forestillingen om, hvordan arbejdslivet nødvendigvis skal se ud.

 

Hvorfor skifte hele vinduet, hvis bundstykket kan repareres?

Anna Storms ambitioner handler ikke kun om arbejdskultur. Hun arbejder også for at ændre den måde, håndværkere tænker materialer og renovering på. Hun peger på, at byggebranchens økonomi og arbejdsgange i høj grad er indrettet efter nye materialer og standardiserede løsninger. Det er ofte lettere at udskifte et vindue end at sætte det gamle i stand. Men det er ikke nødvendigvis bedre.

Hun fortæller om en opgave, hvor hun skal fuge vinduer. Hvis kun den nederste fuge trænger til at blive skiftet, er der ingen grund til at udskifte alle fire. Det giver måske færre arbejdstimer og en mindre faktura. Til gengæld sparer kunden penge, og der bliver brugt færre materialer.

– Jeg tror, den nye generation af håndværkere i langt højere grad skal renovere og betragte alt det, der allerede er, som ressourcer.

Ligesom workshoppen for unge, arbejder hun med at formidle viden om biobaserede byggematerialer og forsøger at få kunder til at overveje andre løsninger end de mest konventionelle.

Som lille tømrermester har hun mulighed for at tage dialogen direkte med kunden og eksempelvis foreslå biobaseret isolering i forbindelse med en efterisolering. Men hun er også realistisk. Ikke alle opgaver kan udføres med nye materialetyper, og ikke alle kunder er klar til at vælge anderledes.

– Vi kan gøre en forskel bare ved at have en bevidsthed om det og rådgive om det. Og så lige så stille lave noget hist og her, som måske kan blive til mere. Jeg sætter da også konventionelle lofts- og isoleringsplader op. Og føler en lige så stor stolthed ved det.

 

Det er ikke kun håndværkerne, der skal redde byggeriet

Anna Storm mener, at ansvaret for en mere ressourcebevidst byggebranche går hele vejen op i værdikæden. Hun efterlyser bygherrer, som stiller andre krav, når de sender byggeopgaver i udbud.

– Entreprenører skal ikke kun konkurrere på pris, mener hun. De skal også kunne konkurrere på ressourceforbrug, medarbejdertrivsel og diversitet. Er der f.eks. også ældre håndværkere i virksomheden eller handicappede og er der mulighed for at uddanne sig som ledere.

– Hvis bygherrerne begynder at efterspørge de kvaliteter, vil entreprenørerne også få en økonomisk grund til at prioritere dem. For det er svært at ændre en branche, hvis de virksomheder, der forsøger at gøre noget anderledes, ikke kan leve af det, mener Anna Storm.

Lillemor vil ikke være den sidste mester

Hun håber på, at flere kvinder får øje på mulighederne i håndværksfagene.

Og ikke kun som lærlinge eller svende.

– Vi behøver ikke kun at blive lærlinge, og så er det der, vi stopper i byggeriet. Vi bliver også mestre. Vi bliver også dem, der ansætter. Hun peger på, at der stadig er meget få kvinder i de udførende fag, omkring 4 %, og at mange kvinder forlader deres håndværkeruddannelse eller senere søger væk fra branchen.

For hende handler det om at flere er mere tydelige om, at der findes flere måder at være håndværker på.

– Vi har svært ved at forestille os et liv, vi ikke kan se. Derfor er det vigtigt, at unge møder forskellige rollemodeller. Også kvinder, der har taget en erhvervsuddannelse og siden er blevet mestre eller virksomhedsledere.

Læs flere artikler om rekruttering og uddannelse i bygge- og anlægsbranchen