fællesbillede

Kvindelige håndværkere fra hele Europa udveksler erfaringer

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Arbejdsmiljø
  • 2025-05-01
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Fællesskaber er altafgørende – specielt når man er kvinde i værkstedet eller skurvognen. Og ti kvindelige faglærte fra hele Europa mødtes i København for at få inspiration til hvordan, man kan ændre synet på køn i håndværksfagene.

    Benedikte tømrer NorgeBenedikte. Tømrer fra Norge.
    Jaqcueline maler Tyskland Jaqcueline. Maler fra Tyskland

    Katarina tømrer Norge Katarina. Tømrer fra Norge

    Demi elektriker England Demi. Elektriker fra England

    Jael tømrer Schweiz Jael. Tømrer fra Schweiz

     
     

    Kvinderne er fra Norge, England, Sverige, Slovenien, Frankrig, Schweiz og Tyskland, og de samles om dét, de er fælles om: Nemlig passionen, fagligheden og stoltheden om deres respektive fag, og det faktum, at de i forhold til deres køn udgør en ganske lille procentdel af den samlede teknisk faglærte talentpulje i Europa. Korpset er den europæiske version af den danske pendant, Boss Ladies, der siden 2018 har arbejdet for øget ligestilling og kønsdiversitet i nogle af de allermest kønsopdelte fag såsom håndværker- og industrifagene. Nina Groes, direktør i Divers og stifter og initiativtager bag Boss Ladies Europe fortæller:

    - Vores Boss Ladies Europe-fællesskab transcenderer landegrænser, og den faglige passion og stolthed, hver ambassadør har for deres fag, brænder i alle afkroge af Europa. Det er så vigtigt for os at understrege, at ingen skal begrænses i at udfolde sig i deres drømmejob, blot fordi man er kvinde, og så er øget diversitet også en kernefaktor til at skabe mere arbejdskraft i nogle af de brancher, der mangler flest hænder.

     

    Vigtigt at kunne dele erfaringer med andre kvinder

    På forhånd kender kvinderne hinanden fra onlinemøder og fælles online community, men weekenden bliver første gang, hvor de alle mødes fysisk. Formålet er, at de forener sig som ambassadører, der kan gå forrest og rykke ved forestillingen om, hvordan en håndværker kan og skal se ud. 

    - Jeg kom med til København i denne weekend, fordi jeg gerne vil være med til at ændre synet på køn i håndværksfagene. Det betyder meget for mig at være en del af noget så stort som Boss Ladies Europe. At kende folk som mig fra andre europæiske lande, som jeg kan dele og sammenligne min historie med, er virkelig fedt, fortæller Jael Schlatter er tømrer fra Schweiz, og hun har deltaget i det nationale Skills i Schweiz.

     

    Vision om at skabe øget diversitet på europæiske erhvervsskoler.

    - Det er en stor ære for mig at være rollemodel og forbillede, og jeg føler mig virkelig heldig over at være det. Jeg synes, det er vigtigt at vise unge studerende, hvad de kan lave inden for maler- og dekorationsfaget. Det har så stor variation, og der er så meget, man kan arbejde med, fortæller Jacqueline Kuhn, Boss Ladies Europe ambassadør og maler fra Tyskland.

    Hun har deltaget i det nationale Skills i Tyskland, hvilket gælder for otte ud af de ti af deltagerne på eventet. To af deltagerne har deltaget i Euroskills, og én har sågar deltaget i World Skills, hvilket beviser, at de 12 kvinder er dermed blandt de bedste i deres profession i hjemlandet, på europæisk plan og i verdenen. Når Herning til september åbner dørene for EuroSkills 2025 vil kvinderne derfor også få en central placering på eventet, hvor de samlet kan fortælle nogle af de godt 100.000 forventede deltagere om deres rejse fra at være ung kvinde og til at være stolt, talentfuld og faglært.

    Talentweekenden er en del af en større vision om at skabe øget diversitet og ligestilling blandt europæiske faglærte og europæiske erhvervsskoler. Tal fra Tænketanken Europa fra 2023 viser, at arbejdsstyrken generelt er faldende i Europa, og at der allerede i 2030 vil være 6,2 millioner færre faglærte.

     

    IMG_7083

     

    Særligt mangler der arbejdskraft i de teknisk faglærte fag, hvor kvinder er markant underrepræsenterede. Tal fra EURES viser blandt andet, at der i 2022 var ca. 4 % kvindelige svejsere, 2 % kvindelige tømrer og snedkere og ca. 1% kvindelige elektrikere[1]. Ved at samle kvinderne har eventet ikke blot til formål at øge repræsentationen af faglærte i Europa, men at sætte fokus på den talentmasse en øget diversitet medbringer. Norske Katarina Solend, Boss Ladies Europe ambassadør og tømrer slutter af:

    - Jeg synes helt sikkert, at der skal flere kvinder ind i de tekniske fag, for det er fantastisk. Man lærer så meget, og rejsen stopper aldrig. Der er stor variation, og ingen dage er ens. Som håndværker kan du være dig selv, udforske dine evner og udvikle dig. Jeg elsker det!

    Læs flere artikler om uddannelse og rekruttering i byggebranchen på vores temaside

    Fakta om Boss Ladies Europe

    - Boss Ladies Europe arbejder for at skabe lige muligheder og øge diversiteten på erhvervsuddannelserne i Europa
    - Projektet er en del af den almennyttige erhvervsdrivende fond, Divers, der arbejder for at skabe lige muligheder for alle. Siden 2018 har Divers drevet kerneprojektet, Boss Ladies, som arbejder for at flere kvinder skal vælge de tekniske erhvervsuddannelser, hvor kvinder fortsat er underrepræsenteret.
    - I indeværende projekt har Divers et samarbejde med Euroskills Herning 2025, der bygger videre på metoderne fra Boss Ladies-projektet. Derfor er der etableret et europæisk netværk med ti kvindelige atleter fra de teknisk faglærte fag, der skal være rollemodeller for unge kvinder i deres hjemlande. Næste gang kvinderne mødes fysisk er til Euroskills i Herning i september, hvor de sætter spot på diversitet gennem talrige aktiviteter.
    - I forlængelse af Skills-eventet vil Divers også etablere et internationalt samarbejde om diversitetsdagsordenen, der kan fortsætte, når gæsterne er draget hjem. På nuværende tidspunkt er der allerede etableret et samarbejde med fire medlemslande om, hvordan de tiltrækker mere diverse konkurrenter til Skills-konkurrencerne.
    - Projektet er støttet af Villum Fonden

     

    Anbefalede artikler