<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
DBI-Brandsikkerhed-Biobaserede-Materialer

Hvad skal du vide om brandsikkerhed og biobaserede materialer?

  • Materialer og Løsninger
  • Klimasikring
  • 2026-09-07
  • | Af Redaktionen

  • En ny publikation fra projekt Brandbank skal gøre det lettere at dokumentere brandsikkerheden ved brug af biobaserede byggematerialer og styrke videndelingen på tværs af byggeriet.

    Biobaserede materialer spiller en stadig større rolle i byggeriets grønne omstilling. Samtidig stiller brugen af nye materialer og konstruktioner øgede krav til dokumentation af brandsikkerheden.

    Det er udgangspunktet for publikationen Brandforhold og biobaserede materialer, som er det første konkrete resultat fra projekt Brandbank. Publikationen samler eksisterende viden, erfaringer og anbefalinger om brandsikkerhed ved anvendelse af biobaserede og andre nye byggematerialer.

    Klimakrav øger behovet for branddokumentation

    Skærpede klimakrav og ambitioner om at reducere byggeriets klimaaftryk betyder, at flere projekter undersøger nye materialer og konstruktionsprincipper. Det gælder blandt andet løsninger med træ og andre biobaserede materialer. Samtidig passer nye konstruktioner ikke nødvendigvis ind i de præ-accepterede løsninger, som normalt anvendes til at dokumentere overholdelsen af bygningsreglementets brandkrav.

    Når et projekt afviger fra de præ-accepterede løsninger, kan dokumentationen derfor i højere grad skulle baseres på brandprøvninger, brandtekniske vurderinger eller brandteknisk dimensionering.

    Det øger kompleksiteten og stiller større krav til både specialistviden og koordinering mellem arkitekter, ingeniører, brandrådgivere, entreprenører og bygherrer. Dialogen om materialevalg og brandsikkerhed skal derfor ofte begynde tidligere i projekteringen.

     

    Brandtests bliver ofte i det enkelte projekt

    En af udfordringerne er ifølge aktørerne bag Brandbank, at der allerede gennemføres en række brandtests og brandtekniske vurderinger af biobaserede materialer, men at resultaterne ikke nødvendigvis bliver tilgængelige for resten af branchen. Dermed risikerer forskellige projekter at bruge ressourcer på at undersøge de samme problemstillinger flere gange. Steffen Maagaard, markedschef for energidesign, bæredygtighed & indeklima hos Artelia, peger på, at der allerede findes erfaringer, som kan få større værdi, hvis de deles:

    DBI-Brandsikkerhed-Biobaserede-Materialer-3


    DBI-Brandsikkerhed-Biobaserede-Materialer-1


    DBI-Brandsikkerhed-Biobaserede-Materialer-2


     
     

    – Vi ser en stor interesse for biobaserede materialer, og flere proaktive aktører har udført brandtests over de seneste år med positive resultater, der udfordrer vanetænkningen. Men de gode erfaringer bliver ikke nødvendigvis delt i branchen og gjort til fælleseje, som kan lette dokumentationsbyrden og dermed fremme de mere biobaserede løsninger. Dette skal Brandbank bidrage til at forandre.

    Også Realdania fremhæver videndeling som en central del af projektet, og projektchef i Realdania Stig Hessellund fortæller:

    – Byggeriets aktører producerer store mængder viden, men alt for lidt af den bliver delt på tværs af branchen. Når erfaringer bliver i det enkelte projekt, risikerer vi at bruge tid og ressourcer på at løse de samme udfordringer igen og igen. Med Brandbank ønsker vi at gøre eksisterende viden mere tilgængelig, så flere kan bygge videre på det, andre allerede har lært.

    Skal gøre brandfaglig viden mere anvendelig

    Ambitionen er ikke at erstatte brandrådgivningen, men at gøre det lettere for flere faggrupper at forstå forudsætningerne for dokumentationen og dermed deltage kvalificeret i dialogen om brandsikkerhed. Christen Kjer-Hansen, projektleder hos DBI, udtaler:

    – Det er vores ambition, at publikationen på en enkel måde forklarer brandtekniske emner, så mange forskellige aktører i branchen føler sig trygge ved at indgå i dialogen med brandrådgivere om brandteknisk dokumentation ved anvendelse af biobaserede materialer. Vi har derfor prioriteret læsbarheden, så flest muligt kan bruge den.

     

    Kendte materialer møder moderne brandkrav

    Flere af de materialer, der i dag betegnes som biobaserede eller naturlige byggematerialer, er ikke nye i byggeriet. Træ har været anvendt som byggemateriale i århundreder, mens eksempelvis ubrændt ler ligeledes har en lang byggetradition. Tidligere brandkrav byggede i høj grad på erfaringer fra bygninger opført med naturlige materialer og traditionelle byggemetoder.

    Med industrialiseringen blev bygningsregler og standardiserede løsninger i stigende grad udviklet med udgangspunkt i ubrændbare og industrielt fremstillede materialer. Den udvikling præger fortsat dele af det brandtekniske regelsæt og dokumentationssystem. Når biobaserede materialer igen får en større rolle som følge af byggeriets klimakrav, opstår der derfor et behov for at koble eksisterende materialeerfaring med nutidens krav til dokumentation og brandsikkerhed.

    Hvem bidrager til Brandbank?

    Projekt Brandbank er udviklet i et samarbejde mellem Artelia, Træinformation og DBI og er støttet af den filantropiske forening Realdania. Derudover har projektet modtaget økonomiske bidrag fra Dansk Træforening, Træ i Byggeriet, Træ- og Møbelindustrien, Træelementforeningen, Kauffeldt Fond/Keflico, Spærfabrikantforeningen og brancheforeningen for biobaserede isoleringsmaterialer.

    Uddannelses- og Forskningsstyrelsen bidrager desuden via DBI's resultatkontrakt.

    Anbefalede artikler