<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Nedrivningsvirksomheden-Kingo

Træ fra nedrevne minkhaller kan genanvendes i nye bærende konstruktioner

Genbrugstræ bliver til bærende limtræ

  • Materialer og Løsninger
  • Anlæg
  • Byggeriets udvikling
  • Træ
  • Målbar bæredygtighed
  • Nedrivning
  • IT og ny teknologi
  • 2026-10-28
  • | Af Redaktionen

  • Træ fra nedrevne minkfarme bliver til nye limtræsbjælker hos Lilleheden. Sammen med nedrivningsvirksomheden Kingo vil producenten etablere en forsyningskæde for genbrugstræ til bærende konstruktioner.

    Træ fra danske minkfarme kan nu få en ny funktion som bærende konstruktioner i byggeriet. Nedrivningsvirksomheden Kingo og limtræsproducenten Lilleheden har udviklet en løsning, hvor træ fra nedrivninger bliver kvalitetssikret, klargjort og anvendt til produktion af nye limtræsbjælker.

    Lilleheden lancerer dermed et konstruktionslimtræ fremstillet af genbrugstræ, som ifølge virksomheden er det første af sin slags på markedet. Samarbejdet bygger på Kingos erfaring med selektiv nedrivning, materialehåndtering og genbrug samt Lillehedens ekspertise i fremstilling af konstruktionslimtræ.

    For de to virksomheder handler udviklingsarbejdet ikke alene om at fremstille et nyt produkt, men også om at etablere en proces, hvor brugt konstruktionstræ kan indgå i en mere systematisk materialeforsyning til byggeriet.

    Thomas-Joachim-HorneboHans Henrik von Platen-Hallermund, adm. direktør i Lilleheden.


    – I alt vores arbejde har vi et betydeligt fokus på genbrug og genanvendelse som en integreret del af vores indsats for at levere miljørigtig og bæredygtig nedrivning – vi kalder det intelligent ressourceudnyttelse. Det kræver, at vi både kan tage ressourcerne ud af gamle bygninger og skabe en vej til nye produkter. Sammen med Lilleheden har vi udviklet en løsning, hvor brugt træ får nyt liv som limtræ til bærende konstruktioner. Det åbner et nyt marked for de materialer, vi tager ud, siger Thomas Joachim Hornebo, afdelingsleder for Genbrug i Kingo, i en pressemeddelelse.

    Hos Lilleheden ser man især muligheder i, at genbrugstræet kan anvendes i konstruktioner, hvor der stilles krav til materialernes bæreevne.

    – Det er et kæmpe nybrud i branchen, at vi kan tilbyde et konstruktionsprodukt produceret af genbrugstræ. Når bygherrer og rådgivere kan vælge nye limtræsbjælker fremstillet af brugt træ til bærende konstruktioner, får de helt nye muligheder for at indarbejde genbrug i deres projekter, siger Hans Henrik von Platen-Hallermund, adm. direktør i Lilleheden.

    Styrkeklassificeret træ fra minkfarme

    En væsentlig forudsætning for samarbejdet er adgangen til brugt konstruktionstræ med oplysninger om dets oprindelige styrkeegenskaber. Kingo står for nedrivningen af over 40% af de danske minkfarme og har dermed adgang til betydelige mængder træ fra de tidligere produktionsbygninger.

    Mange af minkhallerne er forholdsvis nye. Det betyder, at der i flere tilfælde stadig kan identificeres styrkeklassificeringsstempler på konstruktionstræet, ligesom det kan være muligt at fremskaffe statiske beregninger fra de oprindelige byggesager. Oplysningerne er relevante, når træet skal vurderes med henblik på videre anvendelse i nye bærende konstruktioner.

    Kingo og Lilleheden har gennemført test og afprøvet, hvordan træ fra minkfarmene kan indgå i fremstillingen af nye limtræsbjælker. Arbejdet omfatter både håndteringen af de brugte materialer og tilpasningen til Lillehedens produktionsproces.

    – Minkfarmene giver os en særlig mulighed for at arbejde systematisk med genbrug. Vi har adgang til materialer fra mange nedrivninger, og med Lilleheden får vi en aftager, der kan forarbejde træet til nye produkter. Samarbejde med producenter er afgørende, for at løfte genbrug fra enkeltstående projekter til en forsyning, byggebranchen kan bruge, siger Thomas Joachim Hornebo.

    Fra selektiv nedrivning til industriel produktion

    En af udfordringerne ved at anvende genbrugstræ i nye byggeprodukter er at sikre en stabil forsyning af materialer med de nødvendige egenskaber. Hvor traditionel limtræsproduktion tager udgangspunkt i nyt træ med kendte specifikationer, kræver genbrugstræ en proces, hvor materialerne først skal udtages fra eksisterende bygninger, vurderes, sorteres og klargøres til produktion.

    Kingo og Lilleheden arbejder derfor på at etablere en sammenhængende forsyningskæde, hvor nedrivning, materialekontrol og fremstilling af limtræ koordineres. Målet er at gøre genbrugstræ til en mere tilgængelig råvare for limtræsproduktionen frem for en løsning, der alene kan anvendes i enkeltstående byggeprojekter.

    For Kingo er det samtidig en mulighed for at finde nye anvendelser for træ, der ellers kunne være blevet sendt til materialegenanvendelse eller energiudnyttelse.

    Nedrivningsvirksomheden-Kingo_1Her ses en limtræsbjælke fremstillet af genbrugstræ fra minkfarme gennem samarbejdet mellem Kingo og Lilleheden

    Nedrivningsvirksomheden-Kingo_2Thomas Joachim Hornebo, afdelingsleder for Genbrug i Kingo, besøger Lillehedens produktion

     
     

    Genbrugstræ får en ny funktion i bærende konstruktioner 

    For Lilleheden er det afgørende resultat af udviklingsarbejdet, at det brugte træ kan forarbejdes til nye konstruktionsprodukter. Dermed bliver genbrugstræ ikke alene relevant til eksempelvis beklædning og andre ikke-bærende bygningsdele, men også som råmateriale i limtræsbjælker, der skal indgå i bygningers bærende konstruktioner.

    – Vi har gennem flere år fået spørgsmålet, om vi kan producere limtræ af genbrugstræ. Nu kan vi tilbyde ambitiøse kunder en løsning, der giver dem en helt ny plade at spille på. Samarbejdet kombinerer Kingos viden om de brugte materialer med vores viden om produktion og konstruktionslimtræ, siger Hans Henrik von Platen-Hallermund.

    En fordel ved at forarbejde træet til limtræ er, at længden på de oprindelige træemner ikke nødvendigvis bestemmer længden på de færdige bjælker. Ved at samle træet i produktionen kan Lilleheden fremstille bjælker i længder, der tilpasses de enkelte byggeprojekter, inden for virksomhedens produktionsmæssige rammer. Det giver mulighed for at udnytte træ fra eksisterende konstruktioner, selv om dimensioner og længder ikke direkte svarer til behovene i det nye byggeri.
     

    Længere leveringstid kræver tidlig projektering 

    Selv om løsningen nu introduceres på markedet, er der fortsat praktiske forhold, som bygherrer, rådgivere og entreprenører skal tage højde for. Genbrugstræ kræver flere arbejdsgange end nyt træ, og både tilgængelighed, udtagning og klargøring har betydning for produktionstiden. Derfor forventer Lilleheden, at leveringstiden på limtræ fremstillet af genbrugstræ i første omgang vil være længere end på virksomhedens almindelige limtræsprodukter. Det stiller krav om, at materialevalget bliver afklaret tidligt i projekteringen, så forsyningen kan indgå i byggeprojektets tidsplan.

    – I begyndelsen skal kunderne tage os med tidligere i planlægningen, fordi forsyning og klargøring af genbrugstræ tager længere tid. Til gengæld får de mulighed for at bruge eksisterende træressourcer i nye bærende konstruktioner. Nu skal vi sammen med Kingo og kunderne udvikle markedet og få løsningen ud i konkrete byggerier, siger Hans Henrik von Platen-Hallermund.

    Målet er 10% af produktionen

    Lilleheden producerer årligt omkring 14.000 m3 limtræ af nyt træ.

    Ifølge Hans Henrik von Platen-Hallermund skal produktionen af limtræ baseret på genbrugstræ nå op på omkring 10% af den nuværende årlige produktionsvolumen, før løsningen bliver prismæssigt konkurrencedygtig med traditionelt limtræ. Det svarer til cirka 1.400 kubikmeter genbrugslimtræ om året.

    Direktøren vurderer, at produktet allerede har konkurrencemæssige fordele, når det gælder klimaaftrykket, men at større produktionsmængder er nødvendige for at nedbringe omkostningerne. Dermed bliver både efterspørgslen fra byggeriets aktører og etableringen af en effektiv forsyningskæde afgørende for, om genbrugstræ kan få en større rolle i den fremtidige produktion af konstruktionslimtræ. 

     

    Læs flere nyheder om nedrivningsprojekter  

    Del artikel

    Anbefalede artikler