Genbrug former det islandske boligbyggeri Frakkastígur 1
Med genbrugte autoværn som facadebeklædning, lokale natursten og nye løsninger inden for beton har s. ap arkitektar og Lendager reduceret CO₂-aftrykket med 56 % i boligbyggeriet Frakkastígur 1 i Reykjavík.
I Island stiller det nordatlantiske klima og risikoen for jordskælv og vulkanudbrud særlige krav til byggeriets konstruktioner og materialer. Samtidig arbejdes der med at reducere byggeriets ressourceforbrug. Med boligprojektet Frakkastígur 1 i Reykjavík har tegnestuen s. ap arkitektar i samarbejde med danske Lendager undersøgt, hvordan genbrugsmaterialer og nye løsninger inden for betonproduktion kan afløse traditionelle byggemetoder.
I boligbyggeriet har materialer fra andre anvendelser fået nyt liv og bliver en del af bygningens arkitektoniske udtryk, hvor facaden af genbrugte autoværn skaber et spil mellem lys og skygge og forskudte mønstre.
Bygningen er placeret ved havet i det centrale Reykjavík og giver mulighed for forskellige udsigter og visuelle forbindelser til byen og det omkringliggende landskab. I disponeringen af boligerne har det været væsentligt at sikre gode dagslysforhold og optimere udsigten for beboerne.
En facade formet af tilgængelige materialer
Hvor bygningers form og materialevalg traditionelt fastlægges tidligt i projekteringen, tager Frakkastígur 1 afsæt i en mere undersøgende tilgang. Her er arkitekturen udviklet undervejs ud fra de tilgængelige ressourcer og de muligheder, der opstår, når materialer skal have nye funktioner.
Et eksempel er brugte autoværn fra det islandske vejvæsen, som er anvendt til facadebeklædning. Normalt bliver de udtjente autoværn transporteret til Europa for at indgå i energikrævende genanvendelsesprocesser. I Frakkastígur 1 er materialerne i stedet brugt i facadesystemet.
Arbejdet med genbrugsmaterialer stiller dog andre krav til projekteringsprocessen. For er materialerne tilgængelige på det rette tidspunkt og er der nok?
Under udviklingen af Frakkastígur 1 var det islandske vejvæsen begyndt at overveje sine procedurer for bortskaffelse af autoværn. Men grund af byggeriets korte tidsplan betød det, at kun en del af den nødvendige materialemængde blev tilgængelig. For at fastholde facadens udtryk blev løsningen derfor suppleret med anodiserede aluminiumsplader, der var kasseret på grund af produktionsfejl.
Også sten fra udgravningen til funderingen er genanvendt i stueetagen og skaber en konkret forbindelse mellem arkitekturen og stedet.
Mindre CO₂ gennem genbrug og udvikling af ny type beton
Projektet er udviklet af s. ap arkitektar og Lendager for den islandske ejendomsudvikler IÐA. Fra begyndelsen var ambitionen at reducere byggeriets CO₂-aftryk med op til 50 %, sammenlignet med et referencebyggeri fastlagt af den islandske bolig- og byggemyndighed HMS.
Ifølge projektets opgørelser er CO₂-aftrykket fra opførelsen af Frakkastígur 1 reduceret med 55,7 % i forhold til referencebyggeriet. Alene genbruget af byggematerialer har medført en beregnet besparelse på 72,1 ton CO₂-ækvivalenter.
Udover genbrugsmaterialerne er der arbejdet med at reducere udledningen fra de nye byggematerialer, som fortsat er nødvendige i konstruktionen. Blandt andet er der anvendt betonelementer hvor en del af cementen er erstattet med flyveaske, som ifølge projektets oplysninger reducerer CO₂-udledningen med 43 % sammenlignet med traditionelle huldæk.
Projektet peger dermed på, at reduktion af byggeriets klimaaftryk ikke alene handler om at erstatte nye materialer med genbrugte, men også om at udvikle og optimere de materialer og konstruktionsmetoder, som fortsat er nødvendige i byggeriet. En væsentlig del af potentialet ligger i at tænke materialernes oprindelse og fremtidige anvendelse ind tidligt i byggeprocessen.
Læs flere nyheder om byggeri på Island og Færøerne, samt i Grønland
Om Frakkastígur 1
Arkitekt: s. ap arkitektar
Samarbejdspartner: Lendager
Bygherre: Iða Fasteignir og þróun
Anvendelse: Boligbyggeri med service- og erhvervslokaler i stueetagen
Samlet areal: 2.100 m²





