<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Katrine_Bjerre_Dansk-Erhverv-Byggeri

Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv

Dansk Erhverv vil samle byggebranchen i ny grøn alliance

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • Målbar bæredygtighed
  • 2026-10-29
  • | Af Redaktionen

  • Dansk Erhverv lancerer Alliancen for Grønt Byggeri, der skal arbejde for enklere regler, flere cirkulære byggematerialer og bedre muligheder for at renovere og omdanne eksisterende bygninger.

    Dansk Erhverv har etableret Alliancen for Grønt Byggeri, der skal samle virksomheder på tværs af byggeriets værdikæde og omsætte branchens erfaringer til konkrete politiske forslag. Målet er at skabe bedre rammevilkår for byggeri med et lavere klimaaftryk og styrke virksomhedernes muligheder for at anvende grønne løsninger i større skala.

    Alliancen skal blandt andet identificere de regler og administrative processer, der gør det vanskeligt at gennemføre projekter med cirkulære materialer, renovering og transformation af eksisterende bygninger.

    – Den grønne omstilling kræver, at virksomhedernes løsninger kan bruges i langt større skala. Med Alliancen for Grønt Byggeri samler vi hele værdikæden for at vise, hvad der virker, og hvad der står i vejen. Den viden skal ind i de politiske beslutninger, så grønne ambitioner bliver til konkrete projekter, udtaler Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
     

    Eksisterende bygninger kan bidrage til flere boliger

    Et af de områder, alliancen vil sætte fokus på, er mulighederne for at udnytte den eksisterende bygningsmasse bedre. Det skal både bidrage til at reducere byggeriets klimaaftryk og imødekomme den stigende efterspørgsel efter boliger.

    Behovet er særligt tydeligt i hovedstadsområdet. Handelspriserne på ejerboliger i København er steget med knap 50 % på tre år. Samtidig viser en fremskrivning fra Social- og Boligstyrelsen, at efterspørgslen efter boliger i København og Frederiksberg i 2040 vil ligge omkring 61.000 boliger over det nuværende udbud.

    Ifølge Realdania er der på landsplan potentiale for at etablere mellem 40.000 og 70.000 boliger frem mod 2040 gennem en bedre udnyttelse af eksisterende bygninger. Alene i København vurderes uudnyttede tagetager at kunne give plads til op mod 5.000 nye boliger. Dermed kan renovering, ombygning og transformation blive en væsentlig del af løsningen på boligudfordringen, samtidig med at eksisterende bygningsressourcer udnyttes bedre.

    – Vi skal skabe flere boliger og samtidig nedbringe byggeriets klimaaftryk. Det kræver både grønnere nybyggeri og bedre muligheder for at renovere og transformere eksisterende bygninger. Derfor skal alliancen samle konkrete forslag, der gør det lettere at bygge grønnere, renovere, anvende de cirkulære materialer og få mere værdi ud af de ressourcer, vi allerede har, siger Katrine Bjerre.

    Bygningsreglementet skal give plads til grønne løsninger

    Den kommende revision af bygningsreglementet er et centralt indsatsområde for Alliancen for Grønt Byggeri. Dansk Erhverv ønsker at bruge revisionen til at få ændret de krav og procedurer, der i dag kan stå i vejen for mere klimavenlige byggemetoder, renovering og genanvendelse af materialer.

    Alliancen skal bidrage med erfaringer fra virksomhederne og komme med forslag til, hvordan reglerne kan indrettes, så flere projekter kan gennemføres uden unødvendige administrative barrierer.

    – Regeringen vil etablere flere boliger i de store byer og samtidig bygge grønnere. Det bakker vi helhjertet op om. Jacob Mark bør derfor rulle den grønne løber ind i bygningsreglementet. Vi skal gøre det lettere at bygge grønnere, renovere mere og omdanne eksisterende bygninger til nye formål. Det kræver enklere regler, større proportionalitet og hurtigere byggesagsbehandling, siger Katrine Bjerre.

    Ifølge Dansk Erhverv er der behov for politiske rammer, som gør det mere attraktivt for virksomhederne at investere i løsninger med et lavere klimaaftryk. Det gælder både ved nybyggeri og ved omdannelse af eksisterende ejendomme.
     

    Virksomhedernes erfaringer skal omsættes til politiske forslag

    Med alliancen vil Dansk Erhverv skabe en fælles platform, hvor byggeriets virksomheder kan bidrage med viden om de løsninger, der allerede fungerer i praksis, og de barrierer, som begrænser deres udbredelse. Arbejdet skal munde ud i konkrete anbefalinger til Christiansborg med fokus på at gøre det lettere at investere i cirkulært byggeri, renovering og mere ressourceeffektive byggeprocesser.

    – Tempo og grøn omstilling skal gå hånd i hånd. Med Alliancen vil vi vise, hvordan konkrete ændringer kan få flere grønne projekter realiseret. Når virksomhedernes løsninger får bedre rammer, styrker vi konkurrencekraften og skaber værdi langt ud over byggepladsen, siger Katrine Bjerre.

    Dansk Erhverv inviterer nu medlemsvirksomheder fra hele byggeriets værdikæde til at deltage i Alliancen for Grønt Byggeri. Ambitionen er at samle branchens erfaringer og bruge dem til at påvirke de kommende politiske beslutninger om byggeriets rammevilkår. 

     

    Læs flere artikler om byggeriets grønne omstilling

    Del artikel

    Anbefalede artikler