Entreprenør ændrer arbejdsgange: Næsten 1.000 færre grossistbesøg
S.P. Jensen har på blot et år reduceret både køretid og antal kørte kilometer betydeligt ved bedre planlægning. Dog viser de foreløbige data for 2026 dog også, at det kræver vedvarende opmærksomhed at fastholde de gode vaner.
Som en entreprenør- og servicevirksomhed, der årligt håndterer flere tusinde skadessager for forsikringsselskaberne, er medarbejdernes kørsel ikke overraskende den største kilde til CO2-udledning hos S.P. Jensen. Derfor har virksomheden som led i sit ESG-arbejde rettet et øget fokus mod at nedbringe CO2-aftrykket fra transport. Der er indført fartbegrænsning på 110 km/t for hele vognparken, entreprenørmaskinerne er overgået til HVO100 biodiesel, person- og håndværkerbiler udskiftes løbende med eldrevne modeller, og afhentningen af affald på virksomhedens mange byggepladser er blevet centraliseret.
Men den største CO₂-reduktion stammer ikke fra hverken nye brændstoffer eller eldrevne biler. Den er derimod skabt ved at organisere den daglige kørsel på en ny måde. En GPS-kortlægning af håndværkernes kørselsmønstre viste, at køreturene mellem byggepladser og byggemarkeder stod for 80.000 kilometer om året og omkring fem procent af S.P. Jensens samlede CO₂-aftryk. Derfor besluttede ledelsen at nytænke organiseringen af byggesagerne. Roller og ansvar omkring byggesagerne blev tydeliggjort, og planlægningen blev styrket, så opgaverne i højere grad kan koordineres på tværs af faggrupper og geografi.
Bedre planlægning flytter tid fra bil til byggeplads
Hvor håndværkerne tidligere selv stod for at skaffe de nødvendige materialer, og kunne være afsted flere gange dagligt, bestilles materialer nu i videst mulige omfang hjemmefra og leveres direkte til arbejdsadressen.
– Vores håndværkere skal først og fremmest bruge deres tid på dét, de er fagligt dygtige til. De skal kunne koncentrere sig om opgaven hos kunden og ikke bruge tid på at køre frem og tilbage efter materialer. Det er på byggepladsen, at deres tid og kompetencer skaber den største værdi, siger Sanne Daugaard, HR organisations- og udviklingskonsulent i S.P. Jensen.
De nye tiltag kan aflæses direkte i S.P. Jensens klimaregnskab for 2025. Næsten 1.000 færre grossistbesøg har sparet 22.600 kørte kilometer og er en medvirkende årsag til, at S.P. Jensen fra 2024 til 2025 har reduceret CO2-aftrykket fra transport med omkring 25 tons.
De færre ture er ikke kun en klimagevinst, men frigiver også arbejdstid, der i stedet kan bruges hos kunderne. En opgørelse af S.P. Jensens GPS-data viser således, at håndværkerne i 2025 brugte 340 færre timer i deres biler og 240 færre timer hos grossister og i byggemarkeder.
Grossistbesøgene steg igen
Det kræver løbende opmærksomhed at få de nye arbejdsgange ind som en naturlig del af hverdagen. Efter den succesfulde introduktion i 2025 har S.P. Jensen i år konstateret, at håndværkerne igen er begyndt at køre flere ture. Der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor. Hos S.P. Jensen peger bæredygtighedskonsulent Signe Kvistborg Balle blandt andet på stor travlhed efter forårsstormen Dave. Her håndterede S.P. Jensen over 500 forsikringssager, heraf mange akutte skader, hvor håndværkerne var nødt til at hente blandt andet tagplader og andre materialer.– Vi har derfor skærpet fokus på at fastholde de gode kørselsvaner. Vores GPS-data bliver nu visualiseret og delt internt, så vi løbende kan følge udviklingen. Samtidig har vi styrket fokus på planlægningen af opgaverne, blandt andet ved at opdele vores håndværkere geografisk nord og syd for fjorden. Det skal være med til at begrænse unødig kørsel på tværs og sikre en mere effektiv planlægning, fortæller hun.
