Balder og Claus insisterede på at hele holdet skulle med på portrætbilledet ”For uden dem så er vi intet”, fortæller Balder. Balder står som nummer tre fra venstre, og Claus ses længst til højre.
Håndværkerportræt af FSR Beton: Passionerede skatere og betonnørder
I Høje Taastrup, ved siden af City 2, er man ved at bygge et nyt rådhus og mere end 1.400 nye boliger, butikker og kontorer. Alt dette flankeres af en enorm skatepark, der foruden at skabe et attraktivt mødested for skatere og aktive sjæle, også fungerer som et regnvandsbassin for den nye bydel. Bag den store park står et hold af passionerede skatere og betonfolk fra FSR Beton, der med 10 års erfaring er landets førende eksperter indenfor opbygning af skateparks.
Vi møder Balder Lehmann og Claus Hermansen ude i skurvognen på byggepladsen i Høje Taastrup. Snevejret har forvandlet byggepladsen til en mudret kampplads og vejret er gråt og koldt. Alligevel er humøret højt.
Både Balder og Claus er, sammen med deres team, ved at opføre en af verdens længste skateparks. Man mærker med det samme, at de er utroligt passionerede omkring deres arbejde, for i de er nemlig også slutbrugere på deres egne projekter:
- Vi har altid stået på skateboard og gør det stadig. Så at arbejde med at bygge banerne, er jo som at bygge sin egen legeplads. Det er nok også derfor vi går så meget op i kvaliteten og at alt er bygget til slutbrugerne, fortæller Claus.
Delte ud af deres viden
Men hvordan bliver to passionerede skatere pludseligt til passionerede betonfolk. Rejsen ind i betonens verden skete gennem klassisk mesterlære. Her var udenlandsk know how og et miljø, hvor man ikke holder kortene tæt ind til kroppen, årsagen til at to unge mænd, blev professionelle byggefolk:
- Vi har altid skatet og rejst rundt og besøgt sjove og nye steder at skate. Herigennem stødte vi på mange ”gør det selv” skateparks, hvor skatere designede parker til skatere. For 10 år siden kom der en revolution i det danske miljø, hvor skateparks blev designet i beton, der modsat træramperne var vejrbestandige og langtidsholdbare, fortæller Balder og fortsætter:
- Da Fælledparken skulle renoveres kom der nogle amerikanske skatepark-specialister over. Vi ville rigtig gerne lære at lave vores egne betonramper, så vi kontaktede dem og de sagde: Jamen vi kan da lære jer alle tricks sideløbende med vores renovering af Fælledparken. Og det var sådan at vi kom ind i faget.
- Så kom vi ind i et svensk firma, der lavede skateparks i Sverige og Norge, hvor vi også blev oplært og høstede mange erfaringer. Her arbejdede vi sammen med mange nationaliteter, der kom med forskellige løsninger og viden, som vi kunne suge til os af. Vores læremester sendte os også ud til opgaver, hvor et hold arbejdede på andre måder end den han havde vist os. Så sagde han: Så kan i enten forstå hvorfor jeg har lært jeg op som jeg har, eller også indser I, at der findes bedre måder at gøre tingene på. Her blev vi klædt godt på til at arbejde med beton og da vi fik flere og flere henvendelser, om ikke vi ville lave projekter i Danmark, så besluttede vi, at tiden var inde, til at starte vores eget firma, siger Claus og fortsætter:
- Vi var i sin tid blevet ansat på baggrund af, at vi var nogle passionerede skateboardere, der dog manglede nogle håndværksmæssige skills.
- Ja for at være ærlig havde vi aldrig stået med en boremaskine i hånden før, griner Balder.
- Nej lige præcist. Men de folk, der tog os under vingerne, sagde at passionen er vigtigst, så skal vi nok lære jer håndværket. Man kan ikke gøre det omvendt, hvor man lærer den dygtige håndværker at være en passioneret skater. Den tankegang har vi videreført i vores eget firma. Vi hyrer selv folk, der er utroligt passionerede omkring skateboarding. Nogle af dem kommer som enormt dygtige håndværkere, mens andre skal vi lære op, som vi selv blev det i sin tid. Men er man kvalitetsbevidst og ønsker det bedst tænkelige slutprodukt, så giver man al sin energi til at lære håndværket, siger Claus.
Når vennerne er din dommer
Der er heller ikke nogen mulighed for at springe over hvor gærdet er lavest. Alle i byggebranchen kender til en striks bygherre, men de færreste har direkte kontakt til slutbrugerne:
- Vi kender rigtig mange i skatemiljøet, og hvis vi lavede noget der ikke var godt nok, ville vi få det at vide i en fart. Det er som at bygge et hus man selv skal bo i. Håndværkerens bolig, han selv har bygget, vil jo også være det bedste eksempel på godt håndværk, siger Balder.
Et projekt udover det sædvanlige
Men hvad er den klassiske størrelsesorden for et projekt og hvordan projekteres det? Det er jo ikke hver dag, at man arbejder på en af verdens længste skateparks:
- Det meste vi laver er 500-600 m2, hvor den her er 4.600. Men det her er jo også et LAR-anlæg, der kan holde og transportere vand. Det er derfor, at vi har kunnet lave så stort et projekt. En meget stor del af projektets økonomi kommer fra at det netop er en LAR-løsning, siger Claus.
- Vi har også lavet små projekter på en mark, hvor der er kommet en byggeherre med en lille pose penge, som så siger: Hvad kan jeg få for det her, siger Balder og uddyber:
- Ved sådanne projekter går vi selv ind og designer og tegner. Det er jo helt vildt spændende at rykke grænserne for hvad man kan når man selv tegner og udvikler. Herved kan vi lave noget af en meget høj kvalitet for også de små bygherrer. Vi er derfor også sjældent med i en masse udbudsrunder, men bliver derimod håndplukket til opgaverne.
- På denne sag er det dog ikke os, der har tegnet ramperne, men i stedet den prominente skater Rune Glifberg og arkitekt Ebbe Lykke, som har tegnestuen Gliberg+Lykke. Vi ”bygger” bare på det her projekt, men normalt er størstedelen af det vi etablerer, noget vi selv har tegnet. Dog har vi været med i processen i forhold til at rådgive om, hvilke løsninger i projektet her, der kunne få prisen til at stikke af og hvor man godt kunne skrue op for ambitionerne uden at det påvirkede prisniveauet synderligt, indskyder Claus.
”Alt vi laver, er unikt”
- Det betyder også at alt det vi laver, er unikt. Vi har selv rejst rundt for at prøve nye og spændende ramper og parker af, så det er vigtigt at vi bidrager til miljøet ved hele tiden at skabe nye spændende oplevelser. Det er jo også noget der kommer lokalområdet til gode, siger Balder.
- Vi lavede et projekt i Jetsmark (Nordjylland), hvor vi fik fuldstændigt frie hænder. Vi skulle bare lave det fedeste projekt inden for de økonomiske rammer, som bygherre stillede til rådighed. Det er jo en fantastisk tillid at blive udvist, hvilket jo skyldes et efterhånden stort bagkatalog af vellykkede projekter. Men den tillid og vores engagement resulterede også i et utroligt fedt og vellykket projekt, fortæller Balder.
Integreret i byrummene
Når man har rejst rundt i hele verden og er blevet oplært af amerikanske skateboardere og betonfolk, kunne man spørge hvor langt vi egentlig er i Danmark i forhold til skateparkerne?
- Det er blevet integreret i bybilledet og de bliver ofte inddraget i større bymiljøprojekter, uanset om der er en efterspørgsel på skateparks eller ej. Vi plejer at joke med, at en masse arkitekter har været på studietur i Barcelona og har set en masse, der skater rundt dernede i et aktivt og pulserende bymiljø, som de gerne vil hive med hjem til Danmark, siger Claus og fortsætter:
- Da vi begyndte at skate, sagde man også, at man slet ikke kan bygge betonramper herhjemme for vi har jo vinter og regn. Der var mange undskyldninger, men sandheden var at, der ikke var nogle som kunne bygge det. Så da nogle dygtige amerikanere i sin tid, som vi før nævnte, gik i gang med at bygge i Fælledparken, var det jo et klart bevis på at det sagtens kunne lade sig gøre. Så vi har manglet viden og kompetencer. Men nu er vi virkelig langt fremme og kan snildt konkurrere med udenlandske projekter.
Men de kvanteskridt, som de danske skateparks har taget i forhold til deres tekniske udformning, skyldes jo også en aktiv indsats fra netop FSR Betons side. Man håber herfra også, at meget af den viden kan gives videre:
- I fremtiden ønsker vi at tilføje flere gode skatefaciliteter, samtidig med at vi oplærer passionerede skaterer over hele landet, til at blive betonskatepark-specialister, afslutter Balder.