Er dampspærre nødvendig ved efterisolering af ventileret tagrum?

Indlæg af Eva B. Møller, professor i bygningsdesign i Arktis ved DTU BYG

 

Vi skal spare på energien, herunder behovet for opvarmning i vores huse, men hvordan? Efterisolering kan være en metode til mange af de huse, der er opført før man rigtig blev opmærksom på, at man både kan spare energi og øge komforten ved at have en godt isolerende klimaskærm. Men at efterisolere kan være dyrt og frem for alt besværligt, så de fleste leder efter en let og billig måde at energiforbedre huset på. Har huset et ventileret tagrum, er det oplagt at overveje at lægge mere isolering op, da mange huse har relativt lidt isolering på loftet. Men for ikke at få et fugtproblem på loftet når man efterisolerer, er det et krav at loftet er tæt. Ifølge hidtidige SBi anvisninger på området, er lufttæthed ikke nok hvis den samlede isoleringsmængde overskrider 150 mm, i det tilfælde skal der også være en tæt dampspærre. Imidlertid er der mange huse hvor der kun er lidt isolering på loftet, som enten slet ikke har nogen dampspærre, eller en i ringe forfatning, så den ikke slutter tæt.

 

Da en dampspærre skal placeres på den varme side af isoleringen, som håndregel højst 1/3 inde i isoleringen, er det besværligt at lægge en dampspærre ud i et eksisterende tagrum; den skal klæbes og gerne også klemmes op mod hvert spær, hvilket er besværlig nok i sig selv, men samtidig er der dårlige adgangsforhold, især ude ved tagfoden. Faktisk er det nemmere at gøre nede fra og sætte en ny beklædning op under den nye dampspærre. Derved perforerer man godt nok dampspærren, men så længe søm og skruer bliver siddende, vil det normalt være tæt nok. Desværre betyder det, at man kommer til at berøre rummene under loftet og det besvær vil de flest helst undgå.

 

Spørgsmålet har været om det nu også er nødvendigt med en dampspærre, eventuelt om man, ved at bruge en type isolering frem for en anden, ikke behøvede at bruge en dampspærre i forbindelse med efterisolering. Problemstillingen er reel nok, men når spørgsmålet er blev rejst, er det fordi nogen har udført betydelig efterisolering uden dampspærre uden at det havde medført fugtproblemer i tagrummet og det ville jo være ærgerligt, at mange afholdt sig fra at efterisolere, hvis risikoen for fugtskader, ved at undlade at lægge en dampspærre, var minimal

 

For at vurdere dette, har Statens Byggeforskningsinstitut (nu en del af BUILD AAU) gennemført et stort forskningsprojekt kaldet Dalo (Dampspærrebehov i lofter). Dette projekt har været støttet af Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, VarmeisoleringsForeningen og Dansk Byggeri. Sideløbende med dette projekt, har der kørt et projekt for at afprøve dampspærresystemers samlinger, dette har været støttet af Byggeskadefonden.

 

 

Hvad kan påvirke fugten i tagrum?

Projektet blev startet i 2015 og afsluttet i 2019, den lange periode har været en fordel da projektet indeholder en række målinger i tagrum, hvor det at kunne sammenligne målinger over flere år giver et væsentligt bedre grundlag at konkludere ud fra end hvis det f.eks. kun havde kørt et år. Med projektet har det været hensigten at komme bredt omkring emnet, derfor indeholder det både eksperimenter i et forsøgshus, hvor de fleste forhold har været kontrolleret f.eks. indeklimaet, og målinger i eksisterende huse med de usikkerheder det måtte indebære. Endelig har der også været foretaget simuleringer for at vurdere på forhold, der ikke direkte blev målt på og for at vurdere, hvad et forventet fremtidigt klima kan betyde.

Som udgangspunkt har hypotesen været, at fugtforholdene i tagrummet påvirkes af:

 

Tilstedeværelsen af en dampspærre i konstruktionen

Lufttæthed mod rummet nedenunder er vigtigt, da der gennem utætheder kan føres meget fugt op i tagrummet med den luft der kan trænge gennem utætheder. Men om de noget mindre mængder fugt, der kan trænge op gennem en lufttæt, men ikke diffusionstæt loftskonstruktion, f.eks. pudset loft eller spartlet gipsloft, er tilstrækkeligt til at give forhøjet fugt i tagrummet, skulle undersøges.

 

Tykkelsen af isoleringen

Ud fra teorien om, at jo mere isolering, der er i loftet, desto koldere bliver loftsrummet, vil meget isolering betyde, at den relative luftfugtighed i tagrummet også ville stige. Da den samme vandmængde i luften vil give en højere relativ luftfugtighed ved lav temperatur end ved en høj temperatur.

 

Isoleringsmaterialets evne til at optage og afgive fugt

Mens mineraluld næsten ikke optager fugt fra luften, kan isoleringsmaterialer baseret på cellulose, dvs. f.eks. papir eller træ, optage og afgive fugt alt efter den omgivne lufts relative fugtighed. På den måde kan man forestille sig, at høje fugtforhold i tagrummet kan reduceres, hvis noget af fugten kan optages af isoleringsmaterialet. Når der er tørt i tagrummet afgives den ophobede fugt til tagrummet.

 

Fugtforholdene i rummet under loftskonstruktionen

Eftersom et forøget fugtindhold i tagrummet i forhold til udeluften må forventes at komme fra rummet nedenunder, var det oplagt at undersøge hvor stor betydning, fugtbelastningen nedenunder havde.

 

Dampspærre, samt type og tykkelse af isolering har ikke indflydelse på fugtigheden

Som en form for reference blev der anvendt en lufttæt loftskonstruktion med 150 mm mineraluld som isolering og ingen dampspærre. Altså en konstruktion, der ifølge SBi anvisninger ville være grænsen for, hvad man kunne bruge uden at installere dampspærre.

 

Som en væsentlig del af forsøget blev der opbygget et forsøgshus, der målte 7 x 22 m, med almindeligt saddeltag med 30 ° hældning. Det betød, at tagrummet havde en højde og bredde som i et almindeligt parcelhus. Der var diffusionstæt undertag. Tagrummet var ventileret med en 30 mm spalte ved tagfoden i begge sider og to 50 cm² ventiler ved kip for hver meter. Der var indlagt insektnet i spalterne ved tagfoden. Ventilationen svarede dermed til, hvad der anbefales i SBi anvisninger. Selve huset var delt op i tre zoner, med hver sin fugtbelastning. Over hver zone var der seks forskellige tagrum, adskilt med skot af krydsfiner beklædt med dampspærre, så der ikke ville ske udveksling af fugt mellem tagrummene. Tagrummene adskilte sig ved forskellige isoleringstykkelser, isoleringsmaterialetype og tilstedeværelsen af dampspærre. Loftkonstruktionen bestod af gipsplader der var spartlet og tapet, så lofterne var lufttætte.

 

Der var placeret temperatur og relativ luftfugtighedsfølere flere steder i hvert tagrum samt ude, disse loggede hver time. Desuden blev træfugtigheden i spærene målt 1 til 2 gange hver 14. dag. Ud over den første vinter og sommer, hvor byggefugten skulle tørres ud, blev der målt i to år.

 

Et er hvordan forholdene er i et forsøgshus, hvor der er gjort meget ud af f.eks. lufttætheden, noget andet er forholdene i ”virkeligheden”. Derfor omfatter projektet også målinger i almindelige huse, der alene blev udvalgt efter at de havde ventileret tagrum. Samtidig blev det tilstræbt at have både huse med og uden dampspærre, forskellige isoleringstykkelser og forskellige typer isolering. I disse huse blev der målt temperatur og relativ luftfugtighed i mindst et år. Der var placeret følere i tagrummet, i rummet under tagrummet samt ude.

På den måde var det muligt at sammenholde måleresultater fra meget kontrollerede forhold med forsøg hvor virkelighedens tilfældigheder også kom til at spille ind.

 

Resultaterne viste ganske overraskende, at hverken tykkelsen eller typen af isoleringen havde nogen betydning. Man kunne end ikke måle nogen temperaturforskel i tagrummene efter om der var meget eller lidt isolering, eller om der var varmere eller koldere i rummet nedenunder. Effekten af en dampspærren kunne heller ikke måles på luftfugtigheden ved lufttætte tage. Der blev ikke konstateret forhold i forsøgshusets tagrum, den kunne resultere i skimmelsvamp, heller ikke over området med højest fugtbelastning. Det blev der i nogle af de undersøgte ”virkelige huse”, men i de tilfælde kunne der konstateres, at ventilationen af tagrummet var mangelfuld.

 

 

Tilsyneladende er ventilationen så afgørende, at det overdøver det meste andet

Resultatet er, at nu ændrer man anbefalingerne for, hvordan man kan efterisolere ventilerede tagrum. I SBi anvisning 273 om tage, er det allerede sket. Den nye anbefaling går på, at hvis man kan inspicere sit loftsrum og ikke kan konstatere skimmelvækst, så kan man efterisolere uden at etablere en dampspærre, såfremt man sikrer, at ventilationen ikke reduceres og der ikke laves huller i det eksisterende loft, så dettes lufttæthed forringes. Isoleringstykkelsen og om isoleringsmaterialet kan optage fugt eller ej er uden betydning for fugtsikkerheden. De typiske fejl, der laves i forbindelse med efterisolering af loftsrum er, at man kommer til at delvist blokere ventilationen med den nye isolering eller at man f.eks i forbindelse med opsætning af spots i loftet ikke får sikret lufttætheden.

 

Denne nye viden gælder for efterisolering af vandrette loftsisoleringer med fleksibelt materiale f.eks. granulat eller måtter. Det er en vigtig pointe, at man skal kunne kontrollere forholdene før man efterisolerer, for først da har man sikkerhed for, at konstruktionen er tilstrækkelig lufttæt.

 

Når man ikke samtidig siger, at så kan man også undlade dampspærren i nybyggeri skyldes det, at man her ikke allerede har testet lufttætheden og den letteste måde at sikre lufttæthed på er at udlægge en tæt folie. En lufttæthedstest som f.eks. blowerdoor testen siger kun noget om den samlede lufttæthed, ikke hvor den er, hvis den tilladte utæthed er samlet i loftet, kan det være nok til, at utætheden er for stor.