
Skræddersyet rund pendel til McDonalds restauranterne
3D print – fra hjemmeprint til cirkulære belysningsarmaturer
Lysvirksomheden Signify har rykket 3D-print til storskala produktion af armaturer. Det giver spændende muligheder i bygningsrenoveringer med skræddersyede design til installationen og mere cirkulær produktion.
McDonalds gør det og Københavns Kommune. Bestiller 3D-printede lampearmaturer til deres bygninger i det ønskede design og i plastmateriale, der fortrinsvis er genanvendt plast og kan indgå i andre produkter efter endt brug. Lysvirksomheden Signify har fået skubbet til cirkulære belysningsløsninger med en udvikling af 3D-printede armaturer i storskala produktion.
Bygge- & Anlægsavisen var i maj på besøg hos Signify Lightning Application Center i Eindhoven, hvor lysvirksomhedens 3D printing- og udviklingslaboratorier ligger og mødte Bart Maeyens, der er Head of 3D printing hos Signify.
I det ene hjørne af lokalet står en lille 3D printer og printer en minilampe i plast, mens Bart Maeyens fortæller om virksomhedens rejse med 3D-printede armaturer. På bagvæggen hænger eksempler på, hvor fleksibelt og præcist 3D-print kan arbejde med design i plast i vidt forskellige mønstre og strukturer. De fleste designs er runde i formen, da det er 3D-printerens spidskompetence, men den lineære form er Signify ved at have styr på, som kan ses i den aflange Puzzle pendel med rundede hjørner.
Behov for cirkulær produktion
3D-print har udviklet sig fra små hobbyprojekter i hjemmet til, at virksomheder anvender teknologien i stor skala og Signify har taget teknologien til sig af flere årsager, fortæller Bart Maeyens:
- Alle oplever vi, hvordan klimaet ændrer sig med højere temperaturer og længere tørkeperioder, og vi har et ansvar for at gøre noget for at reducere CO-aftrykket.
Tilbage i 2020 opnåede Signify CO2 neutralitet, men man har fortsat ambitioner om at indvirke positivt på miljøet og samfundet for en mere bæredygtig fremtid.
- Med 3D-print kan vi producere armaturer billigere og i høj kvalitet på et økonomisk venligt prisniveau. Samtidig opnår vi mindre materialespild og skal bruge mindre lagerplads, i og med at vi kan printe præcis det antal armaturer kunden har behov for. Desuden har vi valgt at placere fabrikker tæt på vores forhandlere, så også transporten kan reduceres. For branchen betyder 3D-print, at vi kan nærme os en cirkulær økonomi i produktionen. Vi er der ikke helt endnu, men det er målet, siger Bart.
Produktionsmæssigt er man nået langt. Signify’s 3D-printere kan i dag stå og printe henover weekenden og selv skubbe det færdige produkt ud, hvor den tidligere skulle have en hjælpende hånd.
Læs også:
Dan Rasmussen, formand hos CG Jensen, giver et indblik i både droneflyvningen og 3D-printerteknologiens muligheder i byggeriet
3D-printer
3D-printede armaturer af genanvendt plast
For at minimere ressourceforbruget anvender Signify genanvendt plast i sine 3D-printede armaturer.
- Måden, man ser plast på i dag, har ændret sig, hvor man førhen måske var mere skeptisk over for plast som materiale. I dag går flere og flere op i bæredygtighed og ressourceudnyttelse. Vi anvender genanvendt plast fra byggeaffald som rør - der kan dog stadig gøres mere for hele kredsløbet med at indsamle plast til cirkulær produktion, fortæller Bart.
- Vi anvender polycarbonat, da det er holdbart og kan holde formen og Signify’s 3D-printede armaturer indeholder 65 % genbrugsplast. Vi kunne faktisk godt producere i 100 % genbrugsplast, men det ville betyde, at produkterne ikke ville have samme lange holdbarhed, som med ny plast i. Derfor vurderer vi, at vi laver et mere bæredygtigt produkt, når det kan holde 5-10 år længere.

Vildt mange muligheder i 3D-printede armaturer
Letter arbejdet i renoveringsprojekter
Der kommer ofte grupper af installatører på besøg hos Signify, der har et tæt samarbejde med virksomheder i installationsbranchen for hele tiden at være up to date på, hvilke behov installatørerne har og tage dem med ind i udviklingen.
- Vi ser, at installatører er vældig nysgerrige på 3D print, for de oplever jo også, at bygherrerne efterspørger produkter med lavere CO2-aftryk. Og fordelen for installatører og bygherre er, at står man med et projekt, hvor man gerne skal have et helt særligt udtryk i armaturerne, der måske passer til en særlig stil eller til sit brand, så kan vi printe de 200 enheder, som passer præcist til projektet. Og den dag i fremtiden, hvor der måske er sket en skade på to af lamperne, så kan vi printe to præcis magen til, slutter Bart Maeyens.
For McDonalds burgerkæden har Signify eksempelvis produceret en lampe, der matcher til deres brand, og Signify i Danmark er sammen med teknikentreprenøren Poul Sejr Nielsen i gang med at opgradere belysningen i Københavns Kommunes bygninger, hvor man blandt andet udskifter med 3D-printede downlights, der er skræddersyet til at passe ind i loftsudskæringerne og derved gør installationen nemmere.