Når stålkonstruktioner kræver både håndværk og opfindsomhed
Hos CFB Industri kræver alt fra 14 meter lange stålsøjler til specialfremstillede konstruktioner solidt smedehåndværk, præcis planlægning og kreative løsninger, når produktion og montage skal gå op i en højere enhed.
Der kan være langt fra produktionstegning til den svejsede og færdigmonterede stålkonstruktion og der befinder montage- og projektleder Kristine Akselbo Madsen sig som en fisk i vandet. Hos CFB Industri i Odense er det hendes hverdag at finde løsninger på opgaver, hvor det kræver overblikket over komplekse stålkonstruktioner i både tegning, planlægning og arbejdsgange for montage.
CFB Industri udfører alt fra specialfremstillede stålkonstruktioner, trapper og værn, rørarbejde til certificeret svejsning og montage på byggepladser og i industrien samt specialopgaver. Variationen i opgaverne er en væsentlig del af virksomheden og stiller store krav til produktion og arbejdsgange. Alle medarbejdere er uddannede smede. Også Kristine, som har taget en projektlederuddannelse oveni. Hos CFB Industri er hun bindeled mellem kunderne og montørerne.
– Vi har mange af de samme kunder, men der kommer også løbende nye til. I takt med at vi vokser, udvikler vores kompetencer sig også, og det har gjort vores marked bredere, fortæller Kristine.
Ultrahøje stålsøjler krævede en særlig montageløsning
Mange af opgaverne er konstruktioner til store bygge- og anlægsprojekter. Kristine Akselbo Madsen har omkring tyve projekter på sit skrivebord. En aktuel opgave er til et bryghus, der skal have en ny hal. Et af årets tidligere projekter omfattede etablering af en adskillelsesvæg i en eksisterende hal. Her skulle CFB Industri producere og montere høje stålsøjler, som skulle fastgøres til gulvet og til udvekslinger under loftet.
Udfordringen var især at få rejst de lange søjler inde i hallen, hvor løftehøjden og pladsforholdene begrænsede mulighederne for at anvende traditionelle løftemetoder.
– Det var især montagen, der krævede noget ekstra. Søjlerne var 14 meter lange, og løftehøjden inde i bygningen var ikke optimal. Derfor skulle vi finde en anden måde at håndtere dem på, forklarer Kristine, og tilføjer:
– I samarbejde med leverandøren af kraner fandt vi frem til en løsning med et særligt multi-tool, som kunne gribe fat om søjlerne og rotere dem 360 grader under montagen.
Det gjorde det muligt at styre de lange søjler mere præcist og reducere den tid, der skulle bruges på at få dem på plads.
– Det betød, at vi kunne reducere montagetiden væsentligt i forhold til, hvis medarbejderne skulle have styret søjlerne med en mere traditionel løsning, fortæller Kristine. Hvert projekt giver ny viden, som tages til nye projekter
Svejsning af stålrør on site til havneudvidelse
En anden opgave stillede helt andre krav til produktionen. Her skulle CFB Industri fremstille 111 stålrør med længder på mellem 23 og 28 meter til en spunsløsning i forbindelse med en havneudvidelse.
Rørene skulle bruges til at rammes ned i havbunden, hvorefter der kunne monteres spunsplader mellem dem. Derfor skulle CFB Industri ikke alene sammensvejse rørene, men også påsvejse stålprofiler, som spunspladerne kunne fastgøres til.
Der blev etableret en produktionshal, hvor man indrettede en midlertidig produktion til sammensvejsning af rørene. Arbejdet var derfor opdelt i ophæftning, fuldsvejsning og påsvejsning af profiler, men størrelsen af rørene gav en del udfordringer for flytningen fra station til station, forklarer Kristine:
– Det var en udfordrende opgave på mange punkter. Vi havde de tre arbejdsstationer, men på grund af rørenes længde og pladsforholdene i hallen var det vanskeligt at flytte dem fra den ene station til den næste, fortæller projektlederen.
Samtidig skulle produktionen koordineres med arbejdet på havneprojektet, hvor rørene blev installeret i takt med, at de var færdigsvejst.
– Det var en fordel, at rørene blev hentet løbende, for der var ikke plads til at oplagre ret mange af dem. Vi fik løst opgaven i samarbejde med kunden, men det var også et projekt, hvor vi lærte meget om planlægning og håndtering af så store emner.
Selv om svejseopgaven er velkendt, kan dimensionerne og de fysiske rammer stille særlige krav til produktionsplanlægningen.
Platform skulle tilpasses eksisterende installationer
Hvor de lange stålrør krævede plads til produktion og håndtering, har en anden opgave handlet om at få en ny stålkonstruktion til at passe ind i et eksisterende teknisk anlæg.
CFB Industri har arbejdet med etablering af en rustfri stålplatform i en vandbehandlingsafdeling hos en fjernvarmeforsyning.
Her var det nødvendigt med omfattende opmåling for at sikre, at platformen kunne monteres uden at komme i konflikt med eksisterende beholdere, rørføringer og øvrige installationer.
– Der har derfor været mange ture ud på pladsen for at måle op, for der står beholdere i rummet, og der ligger rørføringer langs gulvet, som vi skal tage hensyn til. Hvis man får målt noget forkert, giver det rigtig mange problemer, når konstruktionen skal monteres, siger Kristine.
Efter opmålingen blev platformen tegnet og konstrueret, inden delene blev sendt i produktion. Men derefter skulle konstruktionen også opdeles, så de enkelte stålelementer kunne transporteres ind i bygningen. Adgangen foregik blandt andet via elevator, hvilket satte en konkret begrænsning for elementernes størrelse.
– Delene skulle tilpasses, så vores montører kunne få dem med ind i elevatoren og samle konstruktionen inde i rummet. Derfor måtte de enkelte dele ikke være længere end 5200mm. Der ligger mange overvejelser bag sådan en løsning.
Dokumentationskrav fylder mere i stålproduktionen
Ligesom opgaverne er vokset, oplever Kristine Akselbo også, at kravene til kvalitetskontrol og dokumentation også er blevet mere omfattende. Det gælder både i forbindelse med produktion og montage af stålkonstruktioner, hvor dokumentationen skal følge arbejdet gennem projektets forskellige faser.
– Dokumentationsdelen er blevet væsentligt tungere inden for de seneste år. Nogle gange kan kravene godt virke overdimensionerede i forhold til den konkrete opgave, men det er den retning, udviklingen går, og jeg tror ikke, at det bliver mindre omfattende fremover, siger projektlederen.
For at lette arbejdet har CFB Industri investeret i det digitale projekt- og kvalitetsstyringsværktøj Fieldwire. Systemet skal blandt andet bruges til kvalitetskontrol og udarbejdelse af dokumentation til kunderne. Virksomheden anvender desuden TraceLink som en del af sin digitale projektstyring.
– Vi er ved at lære det nye system at kende, men jeg kan allerede se, at det kommer til at gøre hverdagen nemmere for både mig og mine kolleger. Tidligere har vi kunnet bruge alt fra to til 14 dage på kvalitetsstyring og dokumentation afhængigt af projektets størrelse. Det forventer vi at kunne optimere væsentligt.
Smedefaglig erfaring er stadig afgørende
Selvom de digitale værktøjer får større betydning, spiller den praktiske erfaring fortsat en central rolle hos CFB Industri. 80% af medarbejdere på kontoret er selv uddannede smede og man lægger vægt på kombinationen af det håndværksmæssige arbejde, den tekniske planlægning og projektledelsen.
Der er også god interesse fra unge og lige nu har CFB Industri fire smedelærlinge i produktionen.
– Vi har fire gode lærlinge, som gerne vil faget. Det er jo noget, man kan mærke. Jeg tager dem også med ud på montage ind imellem, så de får en fornemmelse af, hvordan arbejdet foregår uden for produktionen, fortæller Kristine, der ofte er ude og følge montagen på byggepladserne,
– Det er altid spændende at finde den rigtige måde at montere konstruktionerne på, for det er langt fra altid ligetil. Det gælder for både store og små konstruktioner. Vi leverer også til mureren, der mangler et stykke UNP stål, eller en speciel opgave for en kunstner, runder Kristine Akselbo af:
– Jeg holder af hele processen fra idé til virkelighed. At se noget blive tegnet, produceret og monteret. Når kunderne spørger på noget, så kan vi som oftest løse, fordi vi har mange forskellige kompetencer internt, som gør, at vi kan hjælpe hinanden med at finde de rigtige løsninger.




