Give Steel har lært 300 indsatte at svejse
Kan man rehabilitere indsatte via svejsning? Ja, mener man hos Give Steel A/S, der i samarbejde med kriminalforsorgen har afholdt 37 svejsekurser i nogle af landets hårdeste fængsler.
Simon Dalager Nielsen er 37 år og uddannet klejnsmed.
Men hans arbejdsdag er langt fra traditionel. Med jævne mellemrum tager han nemlig turen til et af landets fængsler, hvor han i en specialindrettet sættevogn lærer de indsatte at svejse.
Gennem de seneste fire år er det blevet til 37 ture og ikke færre end 300 kursister.
Årsagen til det usædvanlige arbejde skal findes hos den ene af ejerne af Give Steel A/S, Torben Larsen, fortæller Simon Dalager Nielsen:
- Han er med i bestyrelsen for High Five, der hjælper tidligere straffede på rette vej. Det var derigennem, at kriminalforsorgen for omkring fire år siden spurgte, om han havde mod på at lave svejsekurser i landets fængsler. Den sendte han så videre til mig, smiler Simon Dalager Nielsen, der ikke lægger skjul på, at han elsker sit job:
- Jeg synes, det giver ekstremt meget mening – både for samfundet og for den enkelte indsatte. Mange af dem har jo intet at komme ud til. Efter svejsekurset, står de trods alt med et AMU-bevis i hånden, siger han og fortsætter:
- Men det allervigtigste er nok, at de vokser helt vildt under de seks dage, som kurset varer. Mange har aldrig fået et klap på skulderen, og mange har aldrig oplevet, at nogen interesserer sig for dem. Når det så sker, retter de sig op – og det er fantastisk at se.
Læs også:
Interview med projektleder i Give Steel, Rasmus Østergaard ”Naturkraft stillede krav til statikken”Ansætter tidligere straffede
Nogen vil måske tænke, at kurserne er en let måde for Give Steel at score billige CSR-point på. Men så skulle de komme ud og se svejsetraileren og få en bedre fornemmelse af hele projektets omfang, siger Simon Dalager Nielsen:
- Kriminalforsorgen betaler mine timer, men de to trailere med otte svejsekabiner og en svejserobot, har Give Steel selv finansieret. Dertil kommer, at Torben Larsen og hans kompagnon Teil Bechmann faktisk forsøger at rekruttere kursisterne til uddannelse og ansættelse efter endt afsoning. Og det er de i mange tilfælde lykkes med, siger Simon Dalager Nielsen og nævner, at Give Steel også har en CSR-vejleder ansat, som i samarbejde med Ikast-Brande Kommune hjælper de tidligere kriminelle med det praktiske.
Udover personlig støtte og vejledning i det daglige, kan det f.eks. dreje sig om praktiske ting som at finde en lejlighed eller hjælpe dem med at bruge e-boks.
- Det er jo hele paletten fra indbrudstyve til folk, der er dømt for manddrab, vi har med at gøre. Dermed er der også nogle af dem, som har siddet inde i rigtig mange år, og for dem har tiden jo mere eller mindre stået stille. Det betyder, at de i mange tilfælde er digitalt handicappede, og har brug for hjælp. Den forsøger vi så at give dem, lyder det.
De kan bare ringe!
Af hensyn til deres privatliv har Simon Dalager Nielsen ikke lyst til at fortælle, hvor mange tidligere straffede, Give Steel har ansat. Men, det er en del, siger han, og pointerer, at man ”starter fra nul”, hvis man som tidligere kriminel bliver ansat i virksomheden:
- Hvis du har udstået din straf, og du har vist vilje til at rette op, så er tavlen for vores vedkommende visket ren, siger han og kommer med en lille stikpille til andre virksomheder:
- Jeg synes måske, der er lidt for mange, der siger, at de gerne vil tage et socialt ansvar, men som har problemer med at skaffe arbejdskraft. Vores erfaring er, at der er masser, der gerne vil, hvis man tør rekruttere fra kanten af arbejdsmarkedet. Så, hvis der er nogen, der læser det her, og har brug for én, der kan svejse – så kan de bare ringe, smiler han.
Fortjener en chance
Trods stikpillen understreger Simon Dalager Nielsen, at han ikke er ude på at slå nogen oveni hovedet:
- Jeg er godt med på, at vi med 600 ansatte har en størrelse, der gør, at nogle ting er lettere for os. Traditionelt har man i smedebranchen heller ikke været så bange for at rekruttere fra kanten. Når det er sagt, så synes jeg, at man som virksomhed bør forsøge at tage et socialt ansvar, hvis man har muligheden, siger han og nævner, at det utraditionelle smedejob også har haft store konsekvenser for ham selv:
- Man bliver bevidst om, at de ting, mange af os tager for givet, slet ikke er en selvfølge for alle. Det er ikke en selvfølge, at du har forældre, der støtter dig, og det er ikke en selvfølge, at du bliver elsket, når du kommer til verden. Jeg har set masser af grimme eksempler på den slags, og for de børn er det næsten en selvfølge, at de på et tidspunkt vil komme på kant med loven. Det tænker jeg tit over, når jeg kører hjem, og når jeg læser godnathistorie for mine ege børn. Der er alt for mange derude, der ikke har fået en chance, men som fortjener at få det. Og sådan en chance kan godt starte med et svejsekursus, lyder det fra Simon Dalager Nielsen.
Kort om Give Steel A/S:
Give Steel A/S producerer alle former for stålkonstruktioner til byggeri i hele Nordeuropa. Virksomheden, der har adresse i Brande, beskæftiger over 600 medarbejdere i Danmark, Polen og Tyskland.