Morten Rosenberg, CPH Steel
Prøv at spørge andre, du behøver ikke kunne alt selv
Det siger jeg tit, fortæller Morten Rosenberg, CPH Steel. Han startede som smed i en kassevogn og fik kunder gennem ekstrajobbet som dørmand. Siden er virksomheden vokset gevaldigt og man elsker svære opgaver, andre takker nej til.
Som ung kom Morten Rosenberg tilfældigt ind i smedefaget, og han havde måske ikke dengang set sig selv som rådgiver på afstivningen af en historisk bygning for at redde den fra at falde sammen. Men det var hos CPH Steel, at telefonen ringede dagen efter, at Børsen brød i brand.
Da vi taler med Morten, er det kun en uge siden, at CPH Steel afsluttede arbejdet på Slotsholmen. Over de seneste måneder har man fulgt den plan for Børsen, som Morten udviklede sammen med ingeniørerne. Det er det her med at sætte ting sammen og hvordan man får det til at holde, som fascinerer ham.
- Jeg har en stor teknisk forståelse og sætter mig grundig ind i tingene. Det har altid fascineret mig at få ting til at lykkes. Hvor ligger styrkeforholdet i materialerne og hvordan kan vi udnytte dem bedst muligt? Herude kan vi lave nærmest alt, fra små stearinlysholdere til store komplekse stålkonstruktioner. Jeg kan godt lide at være med til at strække andres ideer.
Smedevirksomhedens rejse er svejset af en kæmpe drivkraft til hele tiden at gøre det bedre end i går, en nysgerrighed på materialer og mennesker - og en vis portion frækhed.
Man skal turde spørge, eller får man ikke noget
Sin uddannelse startede Morten Rosenberg i blødere materialer. Efter handelsskolen startede han som tøjekspedient.- Men jeg kedede mig og kom i stedet ned og på havnen i Esbjerg og svejse, hvor man kunne tjene gode penge. En af smedemestrene så noget i mig og tilbød mig læreplads. Jeg fik sagt til ham, at jeg ikke mente, at jeg kunne være lærling til den løn. Det gav en lidt højere løn, og jeg bad også om meritoverførsel. På den måde fik jeg kortet min uddannelsen ned med to gange ni måneder.
Meget tidligt fandt Morten ud af, at han trivedes bedst som iværksætter og fik et par mand ansat. De første opgaver var inden for designsegmentet opstod gerne gennem kontakter fra jobbet som dørmand. Men skridt for skridt voksede firmaet.
Fra museumsmontre til byggeri
Første adresse var på Nørrebro, hvorfra man rykkede til større lokaler på Refshaleøen, dengang alt endnu var lukket af med kæder og kvadratmetre var der rigeligt af.- Jeg har helt tiden troet på, at det skulle gå, og har haft en plan for fremtiden. I 2010 får jeg min første projektleder ansat. En ældre herre fra stålbyggeriet, og en dag spørger han, om han må kontakte sine gamle kunder i byggeriet. Det er faktisk først der, at vi kommer ind i byggebranchen. Opgaverne gør så, at vi må rykke til større lokaler i Glostrup.
- Et andet vigtigt skridt var, at allerede i 2012 begynder man at skulle auditeres til at levere CE-mærket stål. Vi var nogle af de første, der rykkede på CE-mærket stål i københavnerområdet, og Refshaleøens postnummer 1332 ligger som et af de første, når man slog op, hvem der kunne levere CE-mærket stål. Det hjalp os på vej inden for byggeriet.
Altaner skruede op for volumen i smedevirksomheden
Det første projekt, hvor der skal tænkes i en større skala var et projekt på Christianshavn med levering af 240 altaner.
- Her skulle vi spidse alt, hvad der kunne spidses, både finde folk til at lave det, men også omdanne værkstedet til en proceshal. Jeg lejede pladsen udenfor til at samle altanerne, og så skulle de bare køres af sted med det samme.
Flere designprojekter har været med til at få CPH Steel på landkortet.
- På Vadehavscentret havde vi totalentreprisen på alt stålinventaret, og Himmeltrappen på taget af Eksperimentarium i 2019 gjorde også at flere fik øje på os. Den er jeg stolt af. Den var både kompliceret og sjov at lave.
Øjnene på bolden
Det er dog ikke kun gået opad, og det har Morten Rosenberg lært af:
- Jeg har virkelig haft nogle bump på vejen og taget mine slag. I 2018 fik vi en ordentlig en på sinkadusen. Vi tog en opgave, som nok skulle have kostet 2 millioner kroner mere. Så de penge skulle vi have ind på anden vis. Det var en ordentlig læresteg og en løftet pegefinger.
At drive en smedevirksomhed kræver, at man både har teknisk indsigt og økonomisk sans, ifølge Morten:
- For hvis ikke man har begge dele, så kan man være verdens bedste håndværker og så starte en virksomhed og produktet kan være verdens bedste, men hvis du ikke har styr på den økonomiske del, så kommer du til at brænde fingrene.
- CPH Steel er underleverandør for en række entreprenørvirksomheder. Et eksempel er Kammeradvokatens nye kontor på Kalvebod Brygge. Den opgave reddede os lige omkring Corona, hvor vi stod til at sende folk hjem. Men opgaven med at opsætte 4.000 m2 akustikvægge gjorde, at vi kommer fint ud af tiden, hvor Danmark ellers blev lukket ned.
I 2023 fik CPH Steel mulighed for at opkøbe smedevirksomheden PMJ A/S, som var lidt af et ønskekøb. Med PMJ A/S kom opgaver til med service på Københavns broer.
Himmeltrappen på Eksperimentarium
Flyvende ideer får holdbar form
Selvom Morten Rosenberg nu er direktør for en større smedevirksomhed, har han stadig hænderne i projekterne.
- Jeg kan lide hele tiden at udvide min horisont og trække viden ind fra andre fag, og synes at det er spændende at strække andres tanker for, hvordan man løser en opgave. Derfor bliver jeg brugt som sparringspartner, sidst på en stor sag som Børsen. Vi har et tæt samarbejde med arkitekter og ingeniører. Man vil gerne have denne her ’flyvende genstand’, og det kan så ikke lade sig gøre pga. tyngdekraft. Her er jeg ret god til at skære tingene til, så vi får mest muligt ud af ideen.
- I 2021 bygger vi verdens første eldrevne båd i aluminium til en privat kunde. En prototype på 37 fod. Et skelsættende projekt for os, hvor man skulle bruge sin hænder og være kreativ, for den havde nogle ret store runde former.
Brug hinanden
Byggebranchen kan være en hård branche, og hvis man ikke selv også er lidt hård den anden vej, kan man hurtigt blive taget ved næsen. Men det handler om at være et godt team og spørge om hjælp, mener Morten Rosenberg:
- Jeg har altid været god til at opbygge relationer, til både banken og kunder. Desuden har jeg omgivet mig med en bestyrelse siden 2010-11, hvor CPH Steel blev omdannet fra anpartsselskab til et aktieselskab. Jeg savnede at sparre med nogen, som kan sortere ud i alle mine gode ideer, og de har hjulpet til at tage de rigtige valg. Jeg fandt også en mentor i Palle Beck Thomsen, Atkins tidligere direktør og bestyrelsesmedlem i Aarsleff Rail,
- For man behøver ikke løse alt selv. Hvis man ikke tør spørge, så får man ikke noget. Det er noget, jeg ret ofte siger til andre. Har du et problem, så prøv at spørge andre om de ikke kan hjælpe dig med at løse det.
Læs også:
Mangel på svejsere i den grønne omstilling: SDU forskere får 13 millioner til at udvikle robot
Smedefaget savner fokus
Smedebranchen er, ligesom andre håndværk udfordret af manglende arbejdskraft, og får slet ikke nok fokus, mener Morten Rosenberg. På trods af, at det er en kæmpe stor industri for Danmark.
- I konkurrencen med udlandet er vi udfordret på tid, og at tingene ikke må koste særlig meget. Det er umuligt at drive en stålvirksomhed i København og konkurrere på udenlandske priser. Derfor skal vi specialisere os og ikke bare sige, at vi er gode på pris og kvalitet. Det vi kan i CPH Steel er at skabe tryghed for kunden, fordi vi udfører opgaverne til tiden og holder budgettet. For kunderne betyder det mindre bøvl på byggeprojektet.
- Man har i mange år slet ikke haft nok øje på smedebranchen herhjemme. Det bliver kun bekræftet af den nye tekniske skole i Storkøbenhavn, som bliver bygget. Her er lokalerne til smedene langt under halvdelen af den størrelse, man har i Ballerup. Men det er noget, jeg håber i fremtiden at kunne slå et slag for, slutter Morten Rosenberg.
Et godt råd fra Morten Rosenberg, CPH Steel
- Find nogle mennesker du kan stole på, som har forstand på forretning. Så du kan drøfte dine ideer med dem og lave en plan. I dag er det alt for farligt at køre uden en plan. Der er kommet så mange lovkrav og sikkerhedskrav og kvalitetssikring, så du skal virkelig have styr på dine ting.