<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
53171004169_b89c276339_o

Foto af SkillsDenmark

Passioneret gulvlægger og sølvmedaljevinder: Hvis du bliver god nok, bliver dit håndværk til en passion

  • Håndværker-portræt
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Gulve, Vægge og Lofter
  • 2023-11-29
  • | Af Frank Ulstrup
  • Et håndværksfag bliver først rigtig sjovt, når man bliver god til det. Så kan det til gengæld blive så vanedannende, at weekenden er noget, der bare skal overstås, så man kan komme på arbejde igen. Mød den ny udlærte gulvlægger og sølvmedaljevinder fra EuroSkills, Mads Bruun Sørensen. 

    Mads-gulvmandMads Bruun Sørensen

    Der er formentlig ikke mange, der har det ligesom 25-årige Mads Bruun Sørensen.

    For når klokken nærmer sig fyraften fredag eftermiddag, har han egentlig bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at lave gulve i alle afskygninger til langt ud på natten – og fortsætte med at gøre folk glade.

    Særligt det sidste er vigtigt, når han skal forklare, hvorfor gulvlæggerfaget bare er det fedeste i hele verden:

    - Der er næsten ikke noget bedre end at se, hvor glade folk bliver, når de får et nyt gulv. I modsætning til mange andre håndværksfag er vi jo de sidste, der kommer ind i billedet, så vores arbejde er synligt for kunderne.

    Og har man gjort sig umage, bliver de som regel vildt begejstrede, smiler Mads Bruun Sørensen, der i september kom hjem med en flot sølvmedalje fra EuroSkills i Gdansk.

    Men der er også andre forhold, der gør håndværksfag til noget særligt, fortsætter han:

    - For mig personligt er mit fag blevet sjovere og sjovere, efterhånden som jeg blev dygtigere. Det er lidt ligesom med fodbold – det er også meget sjovere, hvis du er godt til at drible og god til at score, lyder det.


    I far og farfars fodspor

    Ideen om at blive gulvlægger kom ikke helt ud af det blå for Mads Bruun Sørensen. Tværtimod er både hans far og hans farfar gulvlæggere, og faren driver i dag Garant i Skanderborg.


    Trods det var en salgsuddannelse også i spil, og for at tænke over sagen og samtidig få sig én på opleveren, rejste Mads verden rundt i ikke mindre end to år. Undervejs arbejdede han bl.a. som tømrer i Australien og var i kibbutz i Israel.

    - Da jeg endelig kom hjem, havde jeg gjort op med mig selv, at jeg ville følge i min far og farfars fodspor. Det ligger åbenbart til familien, siger han og fortæller, at han efter en telefonopringning fik læreplads hos Flex Gulvmontering i Harlev udenfor Aarhus.

    Firma med stolte traditioner

    Det var også her han første gang hørte om Skills. Det viste sig nemlig at to af firmaets medarbejdere tidligere havde deltaget – og at den ene havde vundet DM hele to gange.

    Flex Gulvmontering var med andre ord et firma med stolte traditioner, og man synes også, at Mads skulle have chancen:

    - Da jeg endelig sagde ja, gik det slag i slag. Jeg stillede op til Regionsmesterskabet, og gik videre til DM, som jeg vandt. Og så stod Euroskills pludselig for døren.

    Men det var en helt anden verden, fortæller Mads:

    - Folk er jo vildt dygtige, og alt skal gennemføres på ekstremt kort tid. Og så står der altså mange tusinde mennesker og kikker på dig, mens du arbejder. Det er hårdt, og det er bl.a. derfor, man får tildelt en mental-coach under træningsforløbet.




    53170808316_11f4cfe6e9_o
    Mads-gulvlægger-skills
     
     
    Foto af SkillsDenmark


    Hjem til svendeprøve

    Medaljeoverrækkelsen var et stort øjeblik – ikke mindst for Mads Bruun Sørensens familie:

    - Jamen altså – der var i alt 27 personer, der var taget til Gdansk i Polen for at heppe på mig. Det var helt fantastisk at have dem i ryggen.

    - Jeg fik senere at vide, at min mor var helt opløst, da jeg fik medaljen. Måske var det næsten større for hende, end det var for mig, griner han og tilføjer, at han var ekstremt træt efter de mange timers koncentration.

    Trods det skulle han selvfølgelig ud at fejre medaljen med flokken af supportere, der både talte familiemedlemmer, kolleger og repræsentanter fra bl.a. Byggeriets Uddannelser.

    - Fredag var vi ude at spise, og lørdag efter afslutningsceremonien festede vi igennem så det bragede. Søndag middag kom vi så tilbage til Danmark, og der kunne jeg godt have sovet en uges tid eller to. Men for at det ikke skal være løgn, startede min svendeprøve allerede dagen efter.

    Trods det, kom Mads Bruun Sørensen godt gennem de 14 dage, som prøven varede.

    Faktisk gik det så godt, at han ikke bare fik sit svendebrev - men også en bronzemedalje:

    - Jeg kom godt og vel i mål med prøven, men må indrømme, at jeg kørte på pumperne til sidst. Når det er sagt, synes jeg, det var det hele værd.

    - Det var helt fantastisk for mig at deltage i både Skills og svendeprøven - og ikke mindst at få medaljerne. Men hele oplevelsen af, at et fag kan blive til en passion, er måske endnu større. Det er en erkendelse, som jeg tager med mig, og som jeg hellere end gerne deler ud af, lyder det fra Mads Bruun Sørensen.



    Anbefalede artikler