<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
René Tue Iversen  arbejdsmiljørepræsentant og smed på Aalborg Portland

René Tue Iversen, arbejdsmiljørepræsentant og smed på Aalborg Portland

Guide til arbejdsmiljørepræsentanter: Sådan bliver du en helt

  • Byggepladsen
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Arbejdsmiljø
  • Sikkerhed
  • 2024-11-11
  • | Indlæg af journalist Søren Dam Nielsen, Fagsagen

    Der er power i hvervet som arbejdsmiljørepræsentant, hvis man har held til at træde ind i rollen på den rigtige måde, mener forfatter Søren Dam Nielsen, der står bag bogen Ét skridt ad gangen med inspiration til arbejdsmiljørepræsentanter.

    Søren Dam NielsenSøren Dam Nielsen


    Der er helte, der er arbejdsmiljørepræsentanter: René Tue Iversen fik reddet kolleger ud af en kulmølle med eksplosionsfare på Aalborg Portland. På genbrugspladsen i Ølgod ringede Leila Germandsen efter bomberydderen, da en kollega pludselig stod med en håndgranat i hånden.

    Men de er helte mod - om ikke alle, så – mange odds:

    Direktørerne gider dem ikke – hvis de er til for meget besvær. Kollegerne gider dem ikke, hvis de er for emsige. Ja, ofte gider de sågar ikke engang sig selv - kan man lidt morsomt formulere det problem, at det er de færreste, som har et udtalt ønske om at lade sig vælge til at være arbejdsmiljørepræsentant.

    Men i Danmark kan man som arbejdsmiljørepræsentant – ved at træde ind i rollen på den rigtige måde - få mere magt, end man drømmer om – og mulighed for at få afgørende indflydelse på noget af det mest fundamentale og dyrebare i livet: Andre menneskers helbred, førlighed og velbefindende.

     

    Hvordan er du en god arbejdsmiljørepræsentant?

    I min bog Ét skridt ad gangen efterforsker jeg, hvad det er for en karakter, de mennesker har, som får succes som arbejdsmiljørepræsentanter. Og jeg forsøger at anvise nogle veje til at øge succesraten.

    Blandt kendetegnene ved de succesfulde arbejdsmiljørepræsentanter er:

    Modet til at stille krav til arbejdsgiveren. “Vi er alle født med en bar røv” kalder smed og arbejdsmiljørepræsentant hos Aalborg Portland René Tue Iversen sin måde at sparke døre ind på uden hensyntagen til antallet af stjerner på skulderen.

     

    Evnen og viljen til stædigt at tage det lange seje træk, når krav til forbedringer af arbejdsmiljøet ikke kommer i hus første gang. Buschauffør og arbejdsmiljørepræsentant Hans Horsten fra Midttrafik samler hårde facts om dårligt arbejdsmiljø i busserne sammen, som skridt for skridt øger presset på ledelsen. Hvis man ikke kan påvise problemerne sort på hvidt, så går et forslag om forbedring af arbejdsmiljø aldrig igennem, forklarer han.

    At man er synlig i hverdagen, siger redder Heinrich Larsen fra Slagelse Sygehus. At man dermed signalerer, at arbejdsmiljø er noget, man skal tage alvorligt. At det er det øverste punkt på dagsordenen.

    At man inddrager sine kolleger og får deres opbakning. Med et solidt mandat fra kollegerne kan man rydde op i arbejdsmiljøet med en fejemaskine. Ellers bliver det med en riskost.

    René Tue Iversen  arbejdsmiljørepræsentant og smed på Aalborg Portland2



     

    Spil med musklerne

    Man kan opsummere punkterne ovenfor i den enkle opfordring: Spil med musklerne. Du har mange af dem, når du er arbejdsmiljørepræsentant. Du har arbejdsmiljøloven i ryggen. Du kan læne dig op ad din fagforening. Du har nem adgang til viden om erhvervssygdomme og arbejdsulykker. Det lyder jo meget let, men det er det bare ikke altid. Man er nødt til at trække i mange tråde for at få succes.

    Man kan begynde med at sælge sig selv og kollegerne så dyrt som muligt. Man kan sørge for, at prisen for, at huset bliver bygget, ikke kun er, at man får 220 kr. i timen. Det er også, at man kommer helskindet igennem processen. Til det formål er kollegialt sammenhold og organisering ikke noget dårligt redskab.

    kingo


    Næste skridt er at sikre, at man reelt er repræsentant for arbejdsmiljøet og kollegerne - og ikke skydeskive for andre menneskers utilfredshed. Man kan arbejde med at inddrage kolleger til at blive ambassadører for det gode arbejdsmiljø, så man ikke selv står som den enlige politiulv. Hvis kollegerne først begynder at føle ejerskab over for arbejdsmiljøproblemerne, så rykker det også betydeligt ved deres motivation, lyst og vilje til at kræve forandringer.

    Skal det lykkes at få kollegerne med på vognen, så kan stemningen i kabinen være et oplagt sted at starte. Dyrk hyggen i skurvognen. Bring så et problem til torvs, som du på forhånd ved, at I kan få løst sammen med ledelsen. Uddel opgaver, så kollegerne føler, de er med til at kæmpe for at få løst problemet. Og hold en fest, når succesen er i hus. Så er du godt i gang med at blive en helt.

     

    Læs flere artikler om Arbejdsmiljø på vores temaside

    Anbefalede artikler