Gør op med Tarzansyndromet i byggebranchen
Det gode arbejdsmiljø har længe været i fokus i byggebranchen, men der er en tendens til at glemme det psykiske arbejdsmiljø, mener Ingerid Jovall Rødtnes, arbejdsmiljøkoordinator i JORTON. For byggebranchen er en branche, der er styret af stramme deadlines, hvor alle på byggepladsen må jonglere med mange bolde i luften.
Ingerid Jovall Rødtnes har sammen med Mikkel Skovgaard Ovesen, regionschef i JORTON, valgt at sætte stress på skoleskemaet i entreprenørens nordlige region. For kompromitteres det mentale arbejdsmiljø, er det kun et spørgsmål om tid, før det får konsekvenser for det fysiske.
Ingerid Jovall Rødtnes, Sikkerheds- og arbejdsmiljøkoordinator hos JORTON, billede fra Nyt Aalborg Universitetshospital
Men hvad er stress overhovedet?
- Stress opstår, når omgivelsernes krav og forventninger overstiger vores egne mentale ressourcer. Det er en reaktion på, at kroppen har været fysisk og psykisk overbelastet gennem længere tid. Stress er derfor et opråb fra kroppen, der langt om længe siger stop. Men vi mærker ikke altid stopknappen med det samme. Det viser sig bl.a. i form af tankemylder, søvnløshed og hukommelsesbesvær, fortæller Ingerid Jovall Rødtnes og uddyber:
- I byggebranchen lider vi af Tarzansyndromet. Det er stadig en branche med maskuline dyder, hvor de fleste giver udtryk for, at de kan klare alt. Det er medvirkende til, at flere underkender stresssymptomerne og forsøger at ryste tegnene af sig. Og det er her faren opstår.For ikke alene kan din krop pludseligt lukke ned og du kan ende med varige mén og langtidssygemeldinger.
Men er du byggeleder eller formand og rammes af stresssymptomerne som eks. tankemylder og søvnløshed, så mister du overblikket over hverdagen og dermed også sikkerheden på pladsen. Det samme ses hos de timelønnede. Er stressniveauet højt, glemmer man pludseligt de mest elementære sikkerhedsregler, der normalt sidder lige til højrebenet. Det er ofte her vi ærgerlige skader, der let kunne være undgået.
Ingerid Jovall Rødtnes, Sikkerheds- og arbejdsmiljøkoordinator hos JORTON, billede fra Nyt Aalborg Universitetshospital
Stress fører til ulykker
Konsekvenserne ved stress er tydelige og ifølge Ingerid bliver det kun værre, hvis ikke vi gør noget aktivt for at bremse udviklingen:
- Der kommer hele tiden flere krav til folkene ude på pladserne. Der er mere og mere dokumentation, man presses af urealistiske tidsplaner, og man er dybt afhængig af et stort netværk af underleverandører og fagentreprenører. Og kommer der nye hjælpemidler til folkene, opvejes det blot af at tidsplanerne ligeledes strammes. Man skal også være opmærksom på, at mange i byggeriet er drevne karrieremennesker, der vil gøre deres bedste og kravle op i hierarkiet. Det er en god ting, men igen kan det være en glidebane mod stress, siger Ingerid
Der skal tales om stress
Men hvad kan man gøre for afhjælpe stress i en branche, der desværre er rig på stressinducerende faktorer:
- Først skal vi snakke åbent om det og erkende, at vi alle kan blive ramt af det. Det gør dig ikke til en dårligere medarbejder, kollega eller leder. Det nytter ikke at være berøringsangst om emnet. Det betyder også, at du skal turde tage fat i en leder, hvis du opfanger stresssignaler hos en kollega. For vi ser det ofte før, de selv gør. En leder skal naturligvis også turde tage emnet op og være gearet til at håndtere stress. I JORTON region Nord har vi taget at aktivt valg om at være åbne. Vi har bl.a. taget ”temperaturen” på alle funktionærer i form af en stress- og trivselstest. Testen er fulgt op med samtaler med en coach. Vi har også sendt flere af vores ledere på kursus, så vi kan få nogle redskaber til at opfange og håndtere stress, inden det for alvor slår rod. Igen er noget af det vigtigste, at vi kan tale om det, siger Ingerid og afslutter:
- Hvis vi alle går med skyklapper og bilder os selv ind, at alt er godt, så får vi aldrig taget hånd om problemet, og det bliver aldrig accepteret. Et godt arbejdsmiljø er vores fælles ansvar, og ser vi en kollega, der har glemt sikkerhedsskoene, ville vi da også pointere det. Ikke for at pege fingre, men fordi vi bekymrer os om hinanden. I sidste ende er det vores mål, at vi alle kommer hjem fra arbejdet i et stykke, både fysisk og psykisk.
Blå bog
Ingerid Jovall Rødtnes har været Sikkerheds- og arbejdsmiljøkoordinator hos JORTON siden 2016. Hertil ar hun arbejdet ni år os Arbejdstilsynet som tilsynsførende indenfor byg/anlæg. Udover dette er Ingerid også uddannet fysioterapeut.