En bæredygtig illusion?

Det er rigtig populært at anvende ordet bæredygtig i dag. Både om produkter, om virksomheder og om processer, men dykker man lidt ned i ”det bæredygtige”, så handler ’snakken’ rigtig ofte om CO2-udledning – og ikke så meget andet. Og så kan vi faktisk ikke tale om bæredygtighed. Slet ikke.

 

At bæredygtighed og CO2 kobles sammen på den måde, er for så vidt forståeligt nok, for det er det vi hører om hele tiden.

Det bliver sagt af politikere, virksomhedsledere, brancheorganisationer og i reklamer, for det er nemt at kommunikere den grønne omstilling og reduktion af CO2-udledningen under termen bæredygtighed, det bliver det bare ikke mere rigtigt af.  Men faktum er, at bæredygtighed er meget mere end CO2.

Faktum er også, at når vi glemmer det – og det sker desværre ret ofte – så risikerer vi at træffe forkerte valg, f.eks. i form af materialevalg, når vi bygger eller bygger om.

 

Den holistiske kage

Man kan på en måde sige, at det at se på et byggemateriale med ”bæredygtighedsbrillerne” er lidt som at bage en kage. Skal vi bage en god kage skal vi huske alle ingredienserne – hvis vi f.eks. kun putter mel og vand i kagen, ja, så bliver den jo derefter.

 

Og det gør bæredygtigheden i princippet også, hvis vi kun ser på CO2. For så glemmer vi jo alle de andre ”ingredienser” som f. eks. skadelige stoffer, et højt ressourcetræk eller arbejdsforholdene for hele værdikæden.

 

Ser vi f.eks. på en LCA, som ligger til grund for de EPD’er, som vi heldigvis ser flere og flere af, så har LCA’en typisk 16 miljøparametre. CO2 er en af disse parametre i form af GWP, Global Warming potential, eller CO2e. Men der er jo så 15 andre parametre, som vi bestemt ikke bør glemme, hvis vi ønsker at træffe mere miljørigtige materialevalg.

 

 

Hvis vi kigger lidt tilbage i historien, så kan vi faktisk lære en hel del. Tidligere tiders reguleringer bør nemlig minde os om, at en række andre parametre også skal i spil, når vi ønsker at vælge mere miljørigtigt.

Mange vil huske hullet i ozonlaget som noget, der førte til både national regulering af de ozonnedbrydende stoffer samt konventioner under FN-miljøprogram, UNEP.

Det har ført til en samlet udfasningsplan for en lang række af ozonnedbrydende stoffer.

Fiskedød i fjordene satte grænser for indhold af ammoniak i gødning og en begrænsning af overgøde vores landbrugsjord, ligesom syreregn førte til, at svovludledningen fra fossile brændsler blev reguleret.

 

Det er bestemt ikke fordi jeg mener at vi ikke skal have CO2-udledning for øje, når vi taler bæredygtighed, for det er jo en vigtig del af kagen, men jeg mener måske, at tiden også er til, at vi har en mere holistisk tilgang til bæredygtigheden, så vi på den måde kan give hinanden en bedre mulighed for rent faktisk at vælge den mest bæredygtige løsning og ikke blot den, der udleder mindst CO2 – selvom der selvfølgelig kan være sammenfald mellem de to.

Det kan for eksempel være, at man vælger en gulvløsning, hvor overfladen skal behandles med noget for at den også kan holde til dagligdagens slid.

Selve gulvløsningen er måske rigtig fin målt på CO2-udledning, men kombineret med overfladebehandlingen, er der pludselig et rigtig usundt indeklima i huset, fordi overfladebehandlingen har en usund afgasning eller den valgte overfladebehandling har udledt meget CO2 i produktions- og transportfasen.

Havde man husket flere parametre her – eller måske ligefrem alle parametre, så havde man måske valgt en anden gulvløsning.

Det kan også være, at man vælger et gulv, der kommer fra et område med skovhugst, dårlige arbejdsforhold, børnearbejde og en forurenende produktion, men måske er det billigt – så har man et ikke-bæredygtigt gulv, men overfladebehandlingen kan være fin.

 

Det er her diskussionen om burden shift kommer ind. Et område hvor dilemmaerne står i kø, og hvor der ikke er nogle lette valg.

Og slet ikke hvis vi går fra ’kun’ at se på CO2 og miljø til at se på bæredygtighed. Burden shift er, i den korte forklaring, når vi skal vælge mellem to eller flere umulige valg.

Hvad er bedst? En lav CO2-udledning eller en høj udledning af næringssalte, der giver fiskedød? Eller hvis vi flytter produktion tilbage til Europa, hvor vi kan kontrollere miljø og arbejdstagerforhold, men så fjerner en arbejdsplads i et område af verden, hvor der måske ikke er så meget arbejde at få? Hvilken situation sætter vi de familier i, som er afhængig af et produktionsarbejde?

 

Eller vi løser klimakrisen nu, eller venter på, at fremtidens løsninger løser den for os?

 

Vi skal stræbe efter mere

Langt hen ad vejen vil valget af materiale altid være et kompromis. Som det er i dag, er vi slet ikke i stand til at producere 100 % bæredygtige materialer til vores bygninger. Man kan selvfølgelig argumentere for, at man så lige så godt kan vælge alene baseret på CO2-udledning, men jeg vil argumentere for det modsatte.

 

Eftersom vi ikke kan træffe vores materialevalg ud fra 100 % bæredygtighed, så må vi gøre det så godt vi kan og med så mange parametre i spil som muligt og i øvrigt hele tiden arbejde på udvikling, f.eks. med afsæt i de mange informationer vi kan hente i f.eks. en LCA og en EPD. Forstår man at anvende disse til også at udvikle på produkterne og materialerne, så er vi for alvor på vej i den rigtige retning.

 

Ikke at stræbe efter den holistiske bæredygtighed vil være som strudsen, der stikker hovedet i sandet, når der opstår problemer – eller som at bage en kage kun med mel og vand! Ingen af delene er en særlig god ide og jeg er helt overbevist om, at det ikke er sådan, vi når i mål med den grønne omstilling.

 

 

Kald spaden for en spade

Men hvad kan vi så gøre, tænker du måske? Hvis vi starter med at se helt overordnet på begrebet bæredygtighed og den oprindelige definition i Brundtlandrapporten fra 1987, så kan vi starte med at konkludere, at der i dag ikke findes hverken bæredygtige produkter eller bæredygtige virksomheder. Punktum.

 

Med det in mente, så er der en hel masse vi kan tage fat på at gøre. Og vi har faktisk lidt travlt. Selvom det er en kliche, så er vores udgangspunkt en brændende platform og derfor har vi heller ikke hverken tid eller råd til at fokusere udelukkende på ét element ud af en hel masse, når vi taler bæredygtighed. Vi skal tænke holistisk og inddrage alle bæredygtige perspektiver på en gang.

 

Og ja, det ved jeg godt, at vi ikke kan – for vi skal starte et sted. Men det sted skal være oplyst og vidende om, at vi ikke kan kalde os selv bæredygtige fordi vi arbejder med at nedbringe CO2-udledningen fra vores produkt – eller for den sags skyld arbejder med et eller flere områder indenfor bæredygtigheden. Hvis ikke vi også arbejder med alle de andre parametre – og kan dokumentere både arbejdet og resultaterne, som skal være bedre end sammenlignelige produkter, så skal vi holde op med at sige, at vores produkt er bæredygtigt.

Så kan vi i stedet sige, at vores produkt udleder mindre CO2 end traditionelle og/eller sammenlignelige produkter og vi kan sige, at vi arbejder med et område af bæredygtigheden og dermed italesætte vores indsats i de rigtige rammer og ikke konsekvent anvende ordet bæredygtighed, uden at leve op til det.

 

 

Vision eller illusion?

Og så til det store spørgsmål. Er det overhovedet muligt at blive ægte bæredygtige i vores produktion, i vores virksomheder og i vores samfund? Eller er bæredygtighed mere en vision, en ledestjerne, som viser os vejen mod det (helt ærligt) lidt uopnåelige mål – eller måske ligefrem en illusion?

 

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vejen mod ægte bæredygtighed er lang og svær. Og på miljøområdet, burde vi springe direkte til de planetariske grænser. Hvor meget planet har vi hver især ’ret’ til at bruge? Hvad er vores årlige budget? For kan vores planet overhovedet tåle det forbrug vi har i dag?

 

Vi skal blive bedre til at tænke i helheder, få inddraget de sociale parametre i hele vores værdikæde og måske begynde at betale for de dårlige arbejdsvilkår og skader på mennesker og miljø, som vi, via vores forbrug og jagt på billige varer, har forårsaget.

 

Betyder det så, at vi skal opgive? Det mener jeg bestemt ikke. Vi skal tværtimod blive endnu bedre til at bruge den viden der er, udvikle de steder vi ”har glemt” – både i forhold til produkter, processer og virksomheder.

Vi skal blive mere strukturerede i vores tilgang til at arbejde med bæredygtighed og vi skal se holistisk på begrebet – men også vide, at vi ikke kan implementere alt fra starten.

Og så skal vi holde op med at anvende ordet bæredygtighed hele tiden, for det giver et forkert billede af hvor langt vi er med udviklingen – og det er ikke særligt langt. Det synes jeg vil være et rigtig godt sted at starte!