Ifølge Sune Schnack, administrerende direktør i Flügger, er Danmark langt foran de øvrige europæiske lande, hvad angår grøn omstilling. Flügger har været i gang med en grøn omstilling siden 1970’erne og er derfor en førende spiller på det nordiske marked.
Den grønne rejse er en langsigtet strategi og kræver samarbejder
Hos malingproducenten, Flügger, spiller den bæredygtige agenda en central rolle. Men det kræver samarbejde med leverandører og fokus på og investeringer i hele værdikæden at kunne opfylde målene med 100 pct. bæredygtige maling i Norden ved udgangen af 2030, fortæller adm. direktør, Sune Schnack.
Hensyn til miljøet og krav om bæredygtig produktion er virkeligheden for virksomheder inden for alle brancher. Inden for malingproducenter på det danske marked har Flügger taget de første skridt på en CSR-rejse imod grønnere og mere bæredygtige produkter – til såvel private forbrugere og virksomheder. For regnskabsåret 2020/21 udgav man for første gang en CSR-rapport om sin vej til et endnu grønnere Flügger, hvor spørgsmål om klima, miljø og social ansvarlighed i stadig stigende grad er på dagsordenen.
- Vi begyndte for alvor at sætte fokus på Flügger som en grøn og bæredygtig virksomhed, da en intern undersøgelse for 3-4 år siden gav os det overraskende svar, at medarbejderne ikke var klar over, hvor langt fremme vi var i forhold til en bæredygtig agenda. Det kom bag på os i ledelsen i Flügger, men jeg tror, at det gjorde sig gældende inden for rigtig mange brancher. Dengang var de færreste er nok klar over, hvor præcis man var på den rejse, siger Sune Schnack, der er tredje generation af danske ejere, siden Flügger blev etableret i Hamborg i 1783 af Daniel Flügger og senere kom på danske hænder i 1948.
Den grønne omstilling er ikke noget nyt for Flügger, som allerede i 1970 begyndte at producere vandbaserede malinger på sin nybyggede fabrik i Kolding. Målgruppen var malermestrene, der skulle blive i stand til at vælge mere miljøvenlige produkter frem for de dengang traditionelle malingstyper baseret på olie eller terpentin.
- Vores mål for Flüggers nordiske og største segment er, at al vores Flügger-maling i 2030 skal være miljømærket. Det er samtidig målet for 2030, at vores produktion skal være CO2-neutral, og at 75% af vores plastik skal være genanvendt. Det er en long term strategi, hvor vi tager den fulde værdikæde i betragtning. Vi er allerede grønne i vores nuværende tilgang og i den langsigtede strategi, Going Green, med seks indsatsområder. Det er en rejse, der kræver fokus og investeringer på tværs af hele værdikæden, fortæller Sune Schnack, der ønsker at samarbejde med leverandører, der også prøver at opfylde de grønne krav.
Genbrug af plastemballage
Sune Schnack mener, at den grønne rejse kræver samarbejde på tværs af værdikæden, også selv om det ikke er samarbejdspartnerens core business at tænke bæredygtigt. Emballage er et godt sted at starte med henblik på at opnå fælles standarder, forklarer han.
- Vi er i branchen gået fra at skjule produkter, der ikke performer så godt til at kunne promovere produkter, som vi er stolte af. Det gør, at vi kan sætte hak ved et af de tre hovedmål i vores grønne strategi, der som delmål sigter på at være 80% bæredygtig ved udgangen af 2024 i vores hovedsegment. Emballage fylder også rigtig meget, da vi som branche får skabt rigtig meget affald som følge af, at vi er blevet mere og mere effektive. Vores mål her er at reducere antal kg affald og kunne genanvende 75% af plasten i vores egne produkter, som udgør størstedelen af det, vi sælger, siger Sune Schnack og understreger, at sidst men ikke mindst, så handler det om at blive carbon-neutrale.
Det er også et af Flüggers delmål i sin grønne strategi for hovedsegnmentet, at man vil have reduceret sin carbon-udledning med 50% i midten af 2024.
- Vores målsætninger strækker sig langt, så der sker mere på vores egen banehalvdel. Men det kræver, at vi får leverandørerne med, da vi ikke kan gøre det alene. Det fremgår bl.a. af vores CSR- rapport fra 2020/21, hvor vi også ønsker at arbejde med partnerships i en bæredygtig retning, siger Sune Schnack og fortsætter:
- Vi gør det bl.a. sammen med nogle dygtige studerende fra DTU, som undersøger, hvordan man inden for branchen kan skabe ny emballage. Det er ikke os, som skal have særlige rettigheder eller et patent på det, men resultatet skal gavne hele branchen.
I Danmark er man ifølge Sune Schnack langt foran de øvrige europæiske lande, og Flügger har allerede været i gang med en grøn omstilling siden 1970’erne og er derfor en førende spiller på det nordiske marked.
- Vi er gået fra en reaktiv til en proaktiv position i dag, hvor miljøkrav og ambitioner er afgørende faktorer. Vi har selv sat mange mål, da det er sjovere at være foran og ikke blive taget på sengen, når det handler om lovkrav fra EU og lignende, forklarer Sune Schnack, som understreger, at det er et enormt stort arbejde at implementere en grøn strategi, især da de både udvikler, producerer og distribuerer deres produkter direkte til slutbrugerne.
Biocider er nødvendige
Skal en malingproducent implementere en grøn omstilling, skal den ifølge Sune Schnack være let at forstå – både internt for medarbejderne, for forhandlerne og for slutbrugere. Men det gælder også i de nytilkøbte virksomheder, der endnu ikke kan ikke levere på sammen niveau.
- De befinder sig på et andet niveau og har derfor et andet udgangspunkt i forhold til, hvor vi ønsker at befinde os i 2030. Det skal være en fælles smuk rejse, hvor vi virkeliggør det at gøre en forskel. Det kan synes som navnepilleri at optimere genbrugsplast fra Norden i forhold til Rusland, hvor man stadig er ved at flytte kunder fra olie til vandbaseret maling, siger Sune Schnack, som mener, at det er vigtigt at være ambitiøs i forhold til at brede ideen om grøn omstilling ud – selv til de små forbrugere.
Omstillingen går hånd i hånd med en positiv udvikling i forretningen, der godt kan hænge fornuftigt sammen med det at sætte nye standarder, fortæller Sune Schnack og understreger, at det i Flüggers tilfælde har krævet en økonomisk prioritering at satse på den grønne dagsorden.
- Som en del af vores grønne strategi besluttede vi at investere godt 200 mio. kr. i opdaterede produktionsanlæg med et mere rent produktionsmiljø. For når man går i retning af 100% bæredygtig maling, opstår der nye problemer, herunder en forøget risiko for råd, der er stor ting, som fylder meget i vores del af proceskemien, hvor man f.eks. bruger mindre og mindre af biocider. Her er det vigtigt at være tæt på lovgiverne, så vi kan forklare, hvilke udfordringer vi er løbet ind. Det gode samarbejde er vigtigt, da der inden for malingproduktion kun er 4-5 godkendte biocider, vi kan bruge i maling, siger Sune Schnack og fortsætter:
- Det giver ikke så mange muligheder, da udfordring med råd er, at bakterier kan gå hen og blive resistente. Det er et område, som giver masser af frustration, da det er svært at løfte alene og kræver en række samarbejder for at nå i mål.
Spørger man Sune Schnack, hvad han mener om problematikken med f.eks. greenwashing, er det med til at skabe mistillid. Han mener, at det er en ærgerlig udvikling, hvis forbrugerne ikke kan stole på de reklamer, budskaber og certificeringer.
- Man må være forsigtig, selv om man er seriøs og prøver benhårdt at få certificeringer samt at få en dialog med kunderne om, hvad der er rimeligt og ikke rimeligt. Det er en kompleks udfordring, vi står over for, så vi skal finde løsninger, der kan tilpassen den grønne rejse, vi er på. Vi har fuld transparens omkring vores grønne omstilling, da alle og enhver kan gå ind og downloade vores CSR-rapport på vores website, siger Sune Schnack, der oplever en stor velvillighed til forandring og udviklingen inden for brancheforeningen, DFL – Danmarks Farve- og Limindustri, og derfor har stort håb og tiltro til, at man kan finde frem til et fælles momentum