Politiske kovendinger sætter genanvendelsen skakmat

Indlæg af Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri. Foto af Ricky John Molloy

 

Bygge- og anlægsaffald udgør i dag 40 % af den samlede affaldsfraktion. Det gør byggebranchen til Europas største affaldsproducent. Det betyder også, at der er meget store klimagevinster at hente ved at genbruge og genanvende byggematerialer.

 

Det gør mange virksomheder allerede i dag. Øvelsen hedder ”forberedelse til genbrug og genanvendelse” og går i sin korthed ud på, at man omdanner byggeaffald til at kunne indgå i et nyt teknisk kredsløb. For eksempel ved at nedknuse beton og anvende det som tilslag i ny beton og vejfyld. Eller at lade pulveriserede mursten indgå i nye mursten. Mulighederne er mange og gevinsterne er store – men Danmark kan blive endnu bedre.

 

Denne type genanvendelse kræver nye topmoderne anlæg, der kan bearbejde de mange tons affald så bæredygtig som muligt. Dels for at kunne genanvende så meget som muligt af de bygninger man river ned allerede nu og de nærmeste år. Og dels for at vi kan udvikle nye og mere effektive metoder. Det store spørgsmål er så bare: Hvor skal anlæggene ligge?

 

Not In My Back Yard – eller NIMBY-princippet – er en tilbagevendende problematik, der blusser op, når den grønne omstilling skal realiseres. De fleste synes, at vindmøller er en god idé, men ingen vil have dem i baghaven. Der er heller ikke mange, der vil have de højspændingsledninger, der skal forsyne Danmark med grøn strøm i baghaven. Og det samme gælder de bæredygtige affaldsoperatører for bygge- og anlægsaffald.  For selvom hele det politiske spektrum er enige om, at cirkulær økonomi og genbrug er kardinalsøjler i den grønne omstilling, ja, så kan det skabe udfordringer, når de grønne projekter skal realiseres. 

 

Tag som eksempel et projekt i Hillerød. Gennem næsten ti år har der været planer om at opføre et topmoderne anlæg og videnscenter i Uvelse lidt uden for byen, som kan bearbejde byggeaffald. Projektet har haft opbakning i både kommunalbestyrelsen og forvaltningen. Kommunen har arbejdet aktivt sammen med virksomheden, der står bag projektet, og har ad flere omgange fået nye placeringer af kommunen, således at naboerne ligger længere væk.

 

 

Alt tegnede lyst indtil for ganske nyligt, hvor den politiske opbakning pludselig forsvandt. Og det på trods af at alle spørgsmål og bekymringer, der er blevet rejst af kommunens borgere, Naturfredningsforeningen, m.fl. er besvaret, og der er lavet grundige analyser, der dokumenterer, at alle regler er overholdt.

 

Dermed rejser den aktuelle sag i Hillerød to problemer. For det første bliver det konkrete projekt, som der er ofret mange penge og arbejdstimer på, ikke til noget.  Det er et stort tab for den grønne omstilling af branchen.

 

For det andet rejser det en berettiget tvivl hos erhvervslivet om det grundlag, som man laver aftaler med kommunerne på. Den aktuelle sag fra Hillerød viser at politiske benspænd, som baserer sig på nogle få hundrede underskrifter på Facebook, kan blive en realitet på trods af flere års samarbejde og opbakning.  Nu siges det endda ligeud, at der nok ikke er plads til virksomheden i Hillerød kommune.

 

Sagen fra Hillerød ligner et omvendt Kinderæg; et godt projekt blev til tre massive skuffelser: Genanvendelsen taber, erhvervslivets tillid til kommunen taber og en privat virksomhed har spildt mange år og flere millioner kr.

 

Når politikere, måske fordi det er valgår, vender 180 grader rundt og dermed fejer sin egen forvaltning til side og med i købet smider samarbejdet med en vigtig virksomhed  over bord, er den ikke en troværdig samarbejdspartner. Og så mister vi meget vigtige investeringer, der skal få os tættere på vores fælles klimamål.

 

Den grønne omstilling kræver bannerførere, der tør gå forrest. Den nås ikke ved tom snak og intentioner, men kræver udvikling, nytænkning og konkret handling.