Kristine Barenholdt Bruun. Foto af Walther Bølge
Byggeriets grønne omstilling kræver bedre adgang til tests
Den grønne omstilling har for alvor sat sit præg på den danske byggebranche, og vi har talt med Kristine Barenholdt Bruun fra Det Cirkulære Laboratorium, som mener, at det lige nu er afgørende med adgang til og vilje til test, dataindsamling og validering for at kunne omsætte nye cirkulære ideer til stabile og anvendelige løsninger.
Byrumsmøblet Urban Tree på Det Cirkulære Laboratorium i 2023
Kristine Barenholdt Bruun er leder af Det Cirkulære Laboratorium, som er skabt i et partnerskab mellem Roskilde Festival og Tuborgfondet, og hun ser tests som et helt essentielt greb i byggebranchens arbejde med den grønne omstilling.
Hvorfor er det vigtigt at have platforme for tests?
- Danmark er kun 4 % cirkulært, og vores ressourceforbrug ligger langt over gennemsnittet i EU og på verdensplan. Det er et kæmpe problem, som alle brancher har en forpligtelse til at bidrage til at løse. Ikke mindst byggebranchen, som er én af de brancher, der udleder mest CO2, og hvor vi kan vinde allermest ved at omstille til cirkulær økonomi.
- Uden test og dataindsamling har vi ikke mulighed for at justere, forbedre eller verificere, at de nye cirkulære løsninger, materialer og forretningsmodeller fungerer optimalt. Via tests kan vi komme til at kende og styrke materialers levetid og undersøge, samt hvordan vi bedst designer og producerer på en måde, hvor vi anvender færrest mulige ressourcer. Tests vil også afsløre uventede udfordringer eller begrænsninger, som ikke var synlige i teorien. Ved at indsamle data om f.eks. ydeevne og holdbarhed kan man identificere udfordringerne og arbejde på at løse dem.
- Det er grundlæggende nødvendigt at have sine data fra tests på plads, når man eksempelvis som producent et biogent materiale vil overbevise markedet, interessenter og bygherre om, at man har et godt, stabilt og anvendeligt produkt.
Hvilken risiko er der ved ”at gøre som vi plejer”?
- Den grønne omstilling er selvfølgelig kompleks, også i byggeriet. Der er pres fra både lovgivning, investorer og formentlig også fremtidige lejere, og hvis vi fortsætter med at bygge billigt og konventionelt tror jeg, vi kommer til at stå med en masse strandede aktiver i form af byggerier, som vi brænder inde med, fordi de ikke lever op til fremtidens standarder, som ikke kan klimaoptimeres, og hvor folk ikke vil leje dem, købe dem eller investere i dem. Det er jo en risiko ud over den miljømæssige risiko, som man skal være opmærksom på.
- Den økonomiske byrde for ejere, investorer og samfundet kan vi blandt andet undgå, hvis vi bliver bedre til at teste og afsøge metoder, materialer og systemer, som lever op til kravene fra start og sætter en miljømæssig standart, der er så god, at den også er relevant mange år fra nu. Jeg tror, vi kan hjælpe byggebranchens beslutningstagere bedre på vej i deres beslutningsproces, hvis vi sikrer, at de nye cirkulære byggeløsninger er testet og valideret.
Kræver det cirkulære byggeri helt nye forretningsmodeller?
- Den grønne omstilling er heldigvis kommet helt ind i kernen af vores forretninger og overordnede udviklingsstrategier, og den bor ikke længere i kommunikations- og marketingafdelingerne, som den ofte gjorde år tilbage. Det betyder også, at der er et helt fantastisk mulighedsrum, som det er vigtigt, vi får udnyttet.- Vi kan lave nogle andre greb i den måde, man styrer sin økonomi, sine partnerskaber og sine projekter på. Eksempelvis kan det være svært at finde rum til tests og dataindsamling i de snævre projektbudgetter – lad os derfor se på, om ikke vi i stedet kan strukturere vores budgetter på anden vis og finde plads til fri innovation og tests over mange år – og gerne i partnerskab med andre aktører fra økosystemet.
- Den grønne omstilling er ikke noget, den enkelte virksomhed kan løse alene, og vi står alle sammen midt i samme udfordring. Derfor er det så vigtigt, at man også giver plads til partnerskaber og innovation på tværs, hvilket også er en fordel i forhold til at dele udgifter, sprede risiko og videndele.
- Vi kan altså ikke nøjes med at være innovative på produktions- og designsiden – vi skal også kigge på vores forretninger og partnerskaber og blive bedre til at styre efter de overordnede missioner og løfte blikket fra projekterne og projektøkonomien: Hvad vil vi opnå og hvorfor? Og hvordan gør vi så det bedst?
Dream City i 2023: Foto af Villas Hartvig
Kan den almindelige boligejer eller den lille håndværksmester også spille en rolle i den her udvikling?
- Helt afgjort! Selvom de måske ikke har de samme ressourcer som større virksomheder eller organisationer, har de stadig mulighed for at bidrage på flere måder ved at vedligeholde frem for at rive ned og bygge op på ny, samt benytte bæredygtige eller genanvendte materialer. Mindre aktører kan også sagtens udføre tests og eksperimentere med alternative materialer, metoder eller konstruktionsteknikker for at reducere miljøpåvirkningen og forbedre bæredygtigheden i deres arbejde.
- Vigtigt er det, at vi er bevidste om vores valg – og lader være med at leje eller købe de boliger, der ikke opføres klimamæssigt forsvarligt.
Læs mere om målbar bæredygtighed og grøn omstilling i byggebranchen her