Bæredygtigt byggeri er komplekst - hvordan viser Verdensmål os vej?
Bæredygtigt byggeri er komplekst og tager mange år, før det ligger på rygraden. I boligprojektet UN17 Village vil NREP integrere alle 17 Verdensmål og skabe en metode for bæredygtigt byggeri. CG Jensen er i gang med udvikle den.
Hvad har sult i Afrika at gøre med et boligbyggeri på Amager? Umiddelbart ikke meget og så alligevel. I Ørestad Syd opfører totalentreprenøren CG Jensen og bygherren NREP boligprojektet UN17 Village, der bygges ud fra alle 17 Verdensmål og herunder 200 bæredygtighedstiltag.
Det er ambitiøst og målet er at opnå de højeste certificeringer og standarder indenfor både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med byggeriet har NREP som mål at skabe en metode for at bygge bæredygtigt, som vil kunne bruges af alle.
UN 17 Village ligger med gudesmuk udsigt udover Amager Fælled. I midten står det første CLT-byggeri herhjemme, der er bygget i højden. De øvrige fem boligblokke er betonkonstruktioner med træ- eller stålfacader, og sammensætningen af mange nye materialer har været et pionerarbejde for CG Jensen, da mange af dem ikke er udført før. Der er derfor lavet forarbejder, mock ups og tests på sammenføjninger af træ og beton, akustik, fugt og brand m.m.
Her har der ikke lige været Bygerfa-blade eller et kursus, fordi ingen har gjort det før, fortæller projekteringschef hos CG Jensen Anders Ikkala:
- At bygge bæredygtigt lige nu stiller langt større krav til faglig dygtighed hos projekterende og udførende. Det giver en form for skjult pres, når der endnu ikke er regler, som du kan holde dig til. Hvis du siger, at du bygger bæredygtigt, så skal du gerne kunne bevise det bagefter. Det skal jo helst ikke være sådan, at to DTU-studerende på en uge kan pille hele projektet fra hinanden bagefter og få det til at fremstå som, at man har fejlet.
Hybridbyggerier - når byggeriets CO2-aftryk skal ned
Når man skal sænke CO2-aftrykket til under 12 kg per kvm fra 1. januar 2023, bliver valg af materialer centralt, siger Anders Ikkala:
- Så vi har set på alle materialer og spurgt, er det her materiale så bæredygtigt? I dag tager det meget længere tid at finde materialer, der kan bruges i et bæredygtig byggeri, for vi skal også tale med nogen, der har viden om kemi og kan lave beregninger af det. Der går nok nogle år, før man føler, at man har rygradsviden til at kunne sige, at det her har vi brugt tidligere - det fungerer bare og er bæredygtigt.
Med nye løsninger opstår nye spørgsmål, både til akustikken i CLT-byggeriet og fugt, hvis træet er udsat under byggeriet.
- Selvom træet er tykt, går lyden igennem i boligerne, som hvis du banker i en bordplade. Boligerne bliver derfor lydisolerede med gipsplader m.m., som betyder andre arbejdsprocesser ift. at få materialer bragt op i lejlighederne og skulle have en tømrer til at gå og arbejde i lejlighederne, forklarer Anders Ikkala:
UN17 Village
Se på ressourceforbruget
Med 200 bæredygtighedstiltag er der meget nyt i UN 17 Village, og derfor kunne Anders Ikkala godt ønske sig flere standardiserede mål tænkt ind. I et bæredygtigt byggeri skal langt flere materialer håndteres manuelt, og derfor behøver der måske ikke være 25 forskellige baderum, siger han:
- Jeg siger ikke, at vi skal bygge det hele ens. Det ville jo være kedeligt. Men jeg siger til de projekterende, at hvis der findes en kendt løsning, som vi tidligere har afprøvet for at vælge noget lidt anderledes, så skal vi tage den. For vi har rigelig med løsninger, vi skal ud og opfinde.
I måden materialerne bliver produceret på, har man også set på at sænke materialespild. Eksempelvis i produktionen af træfacadekassetterne var Anders Ikkala imponeret over, hvordan træproducenten med et computerprogram kan styre, at afkortersaven skærer længderne på CLT-spærtræet ud, så der nærmest ingen spildstumper er tilovers.
Bæredygtighed er nemlig også optimering og mindst muligt spild.
Verdensmål kan vise vejen
Der skal bygges boliger til en voksende befolkning og samtidig må man ikke overforbruge naturens ressourcer. Er det er muligt?
UN Village byggeriet er tænkt et åbent laboratorium – og ambitionen er at dele erfaringer med resten af byggebranchen, så man i fællesskab kan nå frem til at finde nye, bæredygtige metoder.