<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

BOLIGFORENINGEN #4

2026-11-12

TIP: Artikler kan åbnes i mobilvenlig version

Hvad er vigtigt, knap så vigtigt eller ekstremt vigtigt? 

Velkommen til fjerde udgave af magasinet Boligforeningen, som er tætpakket med viden og inspiration for landets boligforeninger. Som bestyrelse har man et tilbagevendende dilemma: Der er ikke tid til alt – så hvad skal man prioritere? 

I byerne lever vi side om side med visse dyr, og vi er sikkert mange, som ikke er glade for tanken om, at der lige nu i et kloakrør løber en rotte, ganske tæt ved. Men formand for Danske Kloakmestre, Verner H. Kristiansen, mener, at angsten for rotter er stærkt overdrevet. De er sky dyr, som helst vil hjem til deres kloak igen. Men når rotter først er kommet op af kloakken, kan affaldsrester og fuglefoder få dem til at blive hængende, så her er det en fordel at holde orden og fjerne gode gemmesteder. 

På samme måde kan man som beboer også selv gøre noget for at forbedre brandsikkerheden. Vi taler med brandrådgiver hos DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, Alexander Skaarup-Bertelsen, som ofte ser, at beboere over tid begynder at stille deres ting i flugtvejsgange eller for nemheds skyld sætter en kile i en branddør, så den ikke smækker. Nogle gange er det bare mest logisk eller hurtigt at gøre tingene på en bestemt måde, og så bliver reglerne bare til besvær. For verden forandrer sig, og som forening må man løbende tjekke, om der er brug for opdateringer af ens løsninger for at leve op til brandsikkerheden.

Ligesom med brande i etageejendomme, så kan det også gå grueligt galt med gennemtærede altaner, og vi taler med en ekspert på området, Christian Nielsen fra Dansk Betonundersøgelse, som rådgiver bygherrer og andre om bærende stålprofiler, korrosion og beton. Det kan være svært at se, om stålet inden i betonen er i god stand, og her er der forskellige værktøjer, man kan bruge til at vurdere, om ejendommens altaner er sikre.

Hvornår skal man gøre noget, og hvornår skal man slappe af? 

Når det kommer til andelsboliglån, så er Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, klar i spyttet: Her skal enhver andelsboligejer handle og få undersøgt mulighederne, da man faktisk i gennemsnit spare 13.000 kroner om året ved at skifte bank. Men når det kommer til boligrenoveringer, så mener Kristine Virén fra Realdania, at vi danskere skal droppe tanken om, at ens bolig skal være perfekt. For det er ikke altid nødvendigt at få lige præcis de helt rigtig italienske marmorfliser og det nybyggede snedkerkøkken, når vi ved, at vi skal sænke belastningen af vores planet.

Som boligejer er det vigtigt at tage ansvar for at spare på ressourcerne, ligesom vi skal være bevidste om, at skadedyr som rotter kan gøre nytte og være med til at rydde op i en for os usynlig del af verden. Omvendt må man ikke gå på kompromis med sikkerheden i en bygning, specielt ikke, når det ligefrem kan handle om menneskeliv. Her skal man huske at gøre brug af fagfolk og eksperter på området, så man som bestyrelse kan bruge sin tid på andre gøremål.