Når seks ud af ti malerlærlinge er kvinder, skal værktøjet følge med
Når vi forestiller os en professionel håndværker, ser mange stadig en mand for sig. Men i malerfaget stemmer det billede stadig dårligere overens med virkeligheden.
I dag er omkring seks ud af ti bygningsmalerlærlinge kvinder. Kvinder har i flere år været i flertal blandt eleverne på uddannelsen, og udviklingen bør få os, der udvikler produkter til branchen, til at stille et grundlæggende spørgsmål, hvem er det egentlig, vi designer værktøjet til?
Det kan lyde banalt, men det er et spørgsmål, mange brancher historisk har været dårlige til at stille.
I årtier har manden ofte fungeret som en slags standardbruger. Det gælder blandt andet inden for udviklingen af arbejdsudstyr og personlige værnemidler, hvor kropsmål fra mænd historisk har dannet grundlag for design og størrelser. Også inden for den medicinske forskning har mænd tidligere været overrepræsenterede i kliniske forsøg, hvilket har betydet, at vores viden om blandt andet lægemidlers effekt på kvinder har været mindre omfattende.
Pointen er ikke, at malingværktøj kan sidestilles med medicin. Men at produkter bliver dårligere, hvis vi designer til en forestilling om en gennemsnitlig bruger, som ikke svarer til dem, der rent faktisk skal bruge dem.
Håndstørrelse, grebsstyrke, kropsbygning og arbejdsstilling har betydning for, hvordan et værktøj føles og belaster kroppen. Derfor er et håndtag heller ikke bare et håndtag. Dets tykkelse, form, vægt og balance kan gøre en forskel, når den samme bevægelse skal udføres hundredvis eller tusindvis af gange gennem en arbejdsdag.
For den professionelle maler er værktøjet ikke noget, man bruger et par timer en søndag eftermiddag. Det er arbejdsredskabet gennem et helt arbejdsliv. Derfor skal ergonomi heller ikke betragtes som en ekstra komfortfunktion.
Det bliver kun mere relevant, når vi ser på udfordringerne i malerfaget.
Fysisk nedslidning får mange kvinder til at forlade faget
En nyere analyse af kvinder i branchen peger på fysisk nedslidning som den største årsag til, at nogle forlader faget. Det er selvfølgelig ikke et problem, der alene gælder kvinder. Nedslidning rammer også mænd, og en definitiv løsning findes næppe alene i ét nyt penselskaft.
Men arbejdsmiljø, arbejdsmetoder, hjælpemidler, planlægning og variation i arbejdsopgaver spiller alle en rolle.
Men vi, der producerer værktøjet, har også et ansvar.
Hos Flügger har vi i udviklingen af kommende nye pensler og ruller derfor arbejdet målrettet med blandt andet greb, balance og ergonomi og inddraget professionelle malere af alle køn i udviklingsarbejdet.
Ikke fordi kvinder skal have deres eget værktøj. Tværtimod.
Hvis konklusionen på udviklingen i malerfaget bliver, at producenterne skal lave lyserøde pensler med smallere håndtag, er opgaven misforstået. Det interessante er ikke at udvikle værktøj til kvinder. Det interessante er at udvikle bedre værktøj til alle netop ved at tage højde for, at brugerne er forskellige.
God produktudvikling begynder med en forståelse af dem, der skal bruge produktet. Og når brugergruppen forandrer sig, må vores forestilling om den typiske bruger forandre sig med.
Malerfaget har allerede flyttet sig markant. Når seks ud af ti af de kommende malere er kvinder, bør resten af branchen følge med.
Vi skal ikke udvikle værktøj til mænd eller kvinder. Vi skal udvikle bedre værktøj til de mennesker, der skal bruge det.