<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Schneider-Electric-EHouses-TOP

E-houses kan øge elnettets kapacitet

  • Anlæg
  • Byggeriets udvikling
  • Veje og Infrastruktur
  • IT og ny teknologi
  • 2026-11-12
  • | Af Redaktionen

  • Præfabrikerede el-stationer fylder ikke meget og kan skubbe til en hurtigere udbygning af det danske elnet, ifølge Schneider Electric. 

    Det danske elnet står over for en omfattende udbygning. Flere elbiler og varmepumper, elektrificering af industrien og en stigende produktion af vedvarende energi øger behovet for netkapacitet. Samtidig skal elnettet kunne håndtere en mere varierende elproduktion fra vindmøller og solcelleanlæg uden at gå på kompromis med forsyningssikkerheden. 

    En del af løsningen kan være præfabrikerede el-stationer, såkaldte e-houses, der fungerer som tekniske knudepunkter i el-infrastrukturen. Schneider Electric leverer løsningerne, som ifølge virksomheden kan installeres på få uger og optager væsentligt mindre plads end traditionelle stationsanlæg. 

    Et enkelt e-house kan ifølge Schneider Electric håndtere en el-mængde svarende til forbruget i omkring 22.000 husstande og kræver kun en fjerdedel af pladsen sammenlignet med en traditionel løsning. Allerede i dag er mere end 175.000 danske husstande koblet på elnettet via virksomhedens e-houses. 

    – Vi når ikke klimamålene, hvis vi ikke finder nye måder at udbygge og forstærke elnettet på. E-houses er en Plug&Play-løsning, der accelererer den grønne omstilling og samtidig sikrer stabil drift i en tid, hvor samfundet bliver stadig mere afhængigt af strøm, siger Claus Steengaard, Vice President, Power Systems hos Schneider Electric Denmark, i en pressemeddelelse.

     

    Hurtigere etableringstid 

    E-houses er præfabrikerede teknikhuse, der blandt andet rummer koblings- og beskyttelsesanlæg til styring og distribution af elektricitet. De kan anvendes som knudepunkter, hvor strøm fra eksempelvis vindmølleparker, solcelleanlæg og biobaserede kraftværker samles og fordeles videre i elnettet. Den funktion bliver stadig vigtigere, efterhånden som flere decentrale energianlæg tilsluttes. Hvis der ikke er tilstrækkelig kapacitet i transmissions- og distributionsnettet, kan der opstå flaskehalse, som begrænser mulighederne for at transportere den producerede elektricitet videre til forbrugerne. Det kan betyde, at produktionen fra vedvarende energianlæg i perioder må nedreguleres. 

    Samtidig stiller en større andel af vind- og solenergi krav til styring, beskyttelse og koordinering af elnettet. Her indgår e-houses som en del af den tekniske infrastruktur, der understøtter sikker kobling og distribution af elektricitet. 

    En væsentlig forskel i forhold til traditionelt opførte elstationer er etableringsprocessen. Fordi de tekniske installationer samles og klargøres i et præfabrikeret hus, kan en større del af arbejdet udføres under kontrollerede forhold, inden anlægget transporteres til installationsstedet. 

    Ifølge Schneider Electric kan en traditionel station tage op til et år at etablere, mens et e-house kan installeres på få uger. Den kortere installationstid kan være relevant for både netselskaber, energiproducenter og industrivirksomheder, der har behov for hurtigere adgang til elkapacitet. Teknikhusene er desuden konstrueret til udendørs placering og dimensioneret til at modstå vind og vejr med en forventet levetid på mindst 40 år.

     

    Kan elnettet følge med udbygningen af grøn energi?  

    Behovet for nye elstationer hænger tæt sammen med udbygningen af vedvarende energi og elektrificeringen af samfundet. Det gælder ikke mindst større industrivirksomheder og energianlæg, hvor adgang til tilstrækkelig netkapacitet kan være afgørende for både nye investeringer og omstilling af eksisterende produktion. 

    Også udviklingen inden for Power-to-X (PtX), energilagring og andre elintensive teknologier øger kravene til den samlede energiinfrastruktur. Her kan præfabrikerede løsninger bidrage til at reducere den tid, der går fra beslutning om netudbygning til installation af de nødvendige tekniske anlæg. Selve nettilslutningen afhænger dog fortsat af blandt andet den eksisterende netkapacitet og øvrige anlægsarbejder. 

    – Vi kan ikke nøjes med at tale om, hvor mange vindmøller eller solceller vi opstiller. Vi skal også sikre, at den strøm, de producerer, kan komme frem til forbrugerne. Det kræver, at vi installerer flere e-houses i elnettet og de større industrier, siger Claus Steengaard, Vice President, Power Systems hos Schneider Electric Denmark. 
     

    Anlæg i Danmark og Sverige 

    Schneider Electric har indtil videre leveret e-house-løsninger til mere end 25 anlæg i Danmark og Sverige. Teknologien indgår dermed allerede i den nordiske energiinfrastruktur, hvor behovet for både nye nettilslutninger og forstærkning af eksisterende anlæg forventes at vokse i takt med elektrificeringen. 

    For entreprenører og andre aktører inden for energiinfrastruktur er præfabrikerede elstationer samtidig et eksempel på, hvordan en større del af installationsarbejdet kan flyttes fra byggepladsen til industriel produktion. Det kan ændre tilrettelæggelsen af projekter, hvor levering af færdige tekniske moduler skal koordineres med fundamenter, kabelføring, nettilslutning og øvrige arbejder på installationsstedet. 

    – Danmark har mulighed for at gå foran i elektrificeringen, hvis vi tør tænke i smartere og hurtigere måder at udbygge vores elnet på. E-houses er ét eksempel på, hvordan vi kan komme tættere på at nå klimamålene - én installation ad gangen, slutter Claus Steengaard, Schneider Electric Denmark. 

    Læs mere om nye digitale værktøjer i byggebranchen

    Del artikel

    Anbefalede artikler