Med små digitale IoT-enheder kan man sikre byggepladsen mod tyveri
Med IoT-enheder i eksempelvis maskiner og byggematerialer kan man spore dem i forbindelse med tyveri og dermed gøre det svært at stikke af med dyrt materiel fra byggepladserne. Men de små digitale sladrehanke kan meget mere end det. Mange entreprenører, bygherrer og underleverandører har opdaget, at IoT på flere måder kan være med til at gøre hverdagen lettere på byggepladserne.
Små digitale enheder, der kan overvåge og spore alt fra store maskiner til kostbare byggematerialer, er langsomt men sikkert ved at blive en del af hverdagen på landets byggepladser.
Tyveri fra byggepladserne har længe været anledning til frustration, bøvl og økonomiske tab hos entreprenører, bygherrer og underleverandører, som derfor har fået øjnene op for den digitale overvågning som supplement til tyverisikringen på pladserne. Det fortæller Bjarne Nielsen, salgschef hos virksomheden IoT Denmark der er en blandt flere virksomheder i landet, som tilbyder digital overvågning og sporing. Også kaldet IoT – eller Internet of Things. Og på dansk: Tingenes internet.
- Vi ser IoT som en del af en tretrinsraket, når det handler om tyverisikring ude på pladserne, siger han og fortsætter:
- Mange indhegner byggepladsen med trådnet og sætter overvågning op, og samtidig sikrer de maskiner og materialer ved at låse det hele inde i containere eller bygninger. Og så er der IoT. Hvis de andre foranstaltninger ikke forhindrer tyvene i at stikke af med materiellet, så kan man overvåge og spore, hvor det stjålne er på vej hen. Om det for eksempel står på en lastbil på vej til udlandet, om det er gemt i en lade et sted i Danmark, eller om det måske netop i dette øjeblik er ved at forlade byggepladsen.
Fart på udviklingen
IoT-enhederne fylder ikke meget.
De mindste er på størrelse med en stor knap, mens de største fylder som en halv pakke cigaretter, så de er relativt nemme at gemme væk under hjelmen på en stor gravemaskine eller et sted i indpakningen af materialer. Men, påpeger Bjarne Nielsen, så er de trods alt stadig for store til at kunne eftermonteres på håndværktøj som eksempelvis boremaskiner. Endnu.
- Der sker virkelig noget på det her område. Udviklingen går meget hurtig, og der kommer hele tiden nye enheder og mere effektive batterier på markedet. Fem år er lang tid i den her branche, så inden længe er der helt sikkert også enheder, der passer til håndværktøj, konstaterer han.
Kun fantasien sætter grænsen
Ifølge Bjarne Nielsen er tyveri imidlertid langt fra det eneste område, hvor IoT kan gøre en forskel på landets byggepladser.
Sagt med en kliché er det kun fantasien, der sætter grænserne, og flere og flere muligheder åbenbarer sig hele tiden. Salgschefen fra IoT Denmark nævner kunder, der eksempelvis bruger de små, digitale enheder til at overvåge og styre strømforbruget på byggepladsen, mens andre udnytter teknikken til at måle temperaturen i beton, så man ved og kan dokumentere, at den er tør, inden man lægger gulve ovenpå. Der er også dem, som overvåger slidtage på maskiner, så man kan sætte ind med service, inden det kræver reparationer, og dem, der udnytter IoT til at sikre sig, at vejrfølsomme byggematerialer ikke bliver udsat for fugt.
- Vi har en kunde, der arbejder med gulve, og som fik en klage over, at gulvbrædderne havde slået sig. Han havde imidlertid forsynet materialerne med en IoT-enhed og kunne dokumentere, at det var kunden, der havde opbevaret gulvet forkert, fortæller Bjarne Nielsen.
Overvåger bygningens effektivitet
Næste skridt i IoT-evolutionen er også allerede taget, oplyser salgschefen, men mangler for alvor at få helt fat.
Det handler om A-Z-overvågning af et færdigt byggeri, hvor en flok sensorer registrerer husets effektivitet fra inderst til yderst. Det kan være el-forbrug, varmetab, effekten af isoleringen, ventilationsanlægget og så meget andet. På den måde kan man løbende klimaoptimere byggeriet og dermed leve op til de stigende krav på miljø- og klimaområdet.
- Det ligger ikke så langt ude i fremtiden, at nye byggerier bliver født med den slags overvågning, så man kan følge sit hjem eller sin ejendom i detaljer. Det er interessant, og der er penge at hente, det er der ingen tvivl om, siger Bjarne Nielsen.
Uanset hvor man installerer en IoT-enhed, om det er til sporing, overvågning eller optimering, er den koblet op på et netværk, der udelukkende opererer med signaler fra ting. Sådan et netværk fungerer på samme måde som et mobil-netværk men benyttes altså udelukkende til IoT-enheder. Signalerne fra IoT-enhederne bliver sendt til en computer hos kunden, som så løbende kan overvåge, om alt er, som det skal være.
Ifølge Bjarne Nielsen er der på nuværende tidspunkt tre udbydere af IoT-netværk i Danmark.