Dokumentation er tæt på at tage overhånd siger direktør i Freiberg Gruppen
Det er gået stærkt for Michael Junker Christensen, der startede som arbejdsdreng, og i dag er direktør for Freiberg Gruppens entreprenørafdeling. Det er fedt, men både raket-karriere og krav til kvalitet og dokumentation tærer på kræfterne, erkender han.
Da Michael Junker Christensen gik i lære som bygningsstruktør i 1998, var der tid til et pust og en hurtig sludder med en kollega i ny og næ. Det er der ikke længere.
I dag skal der produceres, leveres – og ikke mindst dokumenteres. Særligt det sidste nærmer sig et niveau, der næsten kan kaldes hysterisk, mener Michael Junker Christensen, der i dag er direktør for entreprenørafdelingen i sønderjyske, Freiberg Gruppen:
- Det er næsten som om, man interesserer sig mere for detaljen, end for helheden. Alle er blevet vanvittigt bange for, at fejl og mangler skal falde tilbage på dem selv, eller at man ikke får sin betaling på grund af mangelfuld dokumentation. Selvfølgelig skal arbejdet være i orden, men jeg synes, dokumentationen er ved at tage overhånd visse steder, lyder det fra den 39-årige direktør, der selv startede som arbejdsdreng.
Startede som arbejdsdreng
Efter 10. klasse var det nemlig ikke umiddelbart klart for den unge mand, hvilken uddannelsesmæssig retning, han skulle vælge. Forældrene mente derfor, at en tjans som arbejdsdreng hos den lokale entreprenør, Bo Michelsen, kunne være vejen frem. Og de havde ret:
- Firmaet, og den mentor jeg fik, var helt fantastisk, så jeg endte faktisk med at komme i lære som bygningsstruktør, og være i firmaet i 12 år. Derefter valgte jeg i 2009 at læse videre til bygningskonstruktør.
Bygningskonstruktør og entreprenør
Under studietiden trak den daglige tur frem og tilbage fra Rødekro til Horsens tænder ud, og det samme gjorde SU’en og weekendarbejdet, der skulle til, for at få det hele til at hænge sammen.
Men det holdt, og efter eksamen i 2013, kom Michael Junker Christensen til Freiberg Gruppen, der med base i Tønder driver Freiberg Grusgrave AS og Freiberg Entreprenør A/S.
Derefter gik det slag i slag, som Michael siger – en udvikling der altså i dag har ført til titlen som både medejer og direktør for den 22 mand store entreprenørafdeling.
Brodne kar og generel travlhed
Dermed er vi atter fremme ved den aktuelle udvikling i entreprenørfaget – eller måske i hele byggebranchen.
Spørger man hovedpersonen selv, mener han i hvert fald at kunne se en generel tendens, hvor alt skal gå stærkere og stærkere og samtidigt dokumenteres i alle ender og kanter:
- Jeg tror også, der er tale om en mere generel samfundsudvikling. Dertil kommer måske, at der i byggeriet har været nogle brodne kar, som ikke har præsteret det, de skulle. Den slags forsøger man så at gardere sig mod ved at stramme reglerne og ved at kræve yderligere dokumentation. Og det forstår jeg godt – men vi skal jo altså også have lavet noget, så det skal helst ikke tage overhånd, siger han og henviser til virksomhedens størrelse:
- Hvis man er stor nok til at kunne ansætte en mand, der kun beskæftiger sig med dokumentation og kvalitetssikring, er udfordringen måske ikke så stor. Men for os andre er det noget andet. Her skal dokumentationsarbejdet jo udføres af de folk, der i forvejen laver alt muligt andet. Det er et puslespil, der skal gå op, og det er ikke altid let.
Bekæmper stress
Dermed indrømmer Michael Junker Christensen også gerne, at stress er noget, han til tider kæmper- og arbejder med. F.eks. via samtaler med en trivselsvejleder:
- Der lærer jeg blandt andet om vigtigheden af at uddelegere – noget, som jeg ikke har et medfødt talent for, smiler han og fortsætter:
- Jeg har også nogle gange svært ved at lade telefonen ligge og slappe af, når jeg kommer hjem, så det er også noget, jeg arbejder med.
På den anden side, siger han, har hele rejsen fra arbejdsdreng til direktør været superspændende og ikke mindst personligt udviklende:
- Det har været vildt spændende, men bestemt også hektisk og krævende på mange områder. Jeg er jo ikke nogen bulderbasse-type – men snarere én, der lige skal se folk lidt an. På den måde har arbejdet krævet, at jeg kom ud af min komfort-zone og fik lidt mere hår på brystet. Det synes jeg er lykkes – også selvom jeg hele tiden skal passe på mig selv og mit helbred, lyder det fra Michael Junker Christensen.