<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Blev murer ved et tilfælde – og har aldrig set sig tilbage

  • Byggeriets udvikling
  • Håndværker-portræt
  • Tegl
  • 2018-10-09
  • | Af Frank Ulstrup

    Forældrenes gård nedbrændte, og blev den indirekte anledning til, at Henning Bülow Madsen gik i lære som murer. Et valg han aldrig har fortrudt.

    Nogle gange er det tilfældet, der afgør ens fremtid. Sådan var det i hvert fald for 43-årige Henning Bülow Madsen, der som dreng drømte om at blive elektriker.

     

    Men så nedbrændte en del af hans forældres gård i Tybjerg på Sydsjælland, og et helt nyt perspektiv kom dumpende ind i hans tilværelse.

     

    - En af min storebrors kammerater var murer, og hjalp til med noget af genopbygningsarbejdet. Og samtidig med det, snakkede han i et væk om alle murerfagets velsignelser. Han insisterede på, at det også kunne være noget for mig, fortæller Henning, der i 1992, da han var færdig med 10. klasse, også måtte sande, at det var svært at skaffe lærepladser indenfor elektrikerfaget.

     

    Og da et lokalt murerfirma samtidig tilbød ham en uddannelsesplads, var den sag afgjort. Det har Henning ikke fortrudt et eneste øjeblik:

     

    - Nej, absolut ikke. Jeg er rigtig glad for murerfaget, og har aldrig ærgret mig over, at jeg ikke blev elektriker.

     

    I læretiden, der varede frem til 1996, byggede han og mester parcelhuse, så det sprøjtede, og efterfølgende, da mester lukkede firmaet, blev de kolleger hos Lind & Risør.

     

     

    Fra venstre mod højre: Poul Lisbjerg, Nicklas Thor Nielsen, Henning Bülow, Henrik Enderleit, Knud-Erik Møller 



    Læs også:


    Portræt af maskinsnedker og skillstræner Peter Johnny Hansen: Vi skal uddanne håndværkere i verdensklasse



    Forknoklede gamle mænd

    Både læretiden og den efterfølgende periode hos Lind & Risør var en god tid. Af samme grund har Henning Bülow Madsen ofte tænkt over hvorfor, murerfaget ikke kom ind som prioritet nummer et.

     

    - Jeg havde måske nogle vrangforestillinger om, at murere var sådan nogle forknoklede typer, der var slidt op i en tidlig alder. Og jeg er da heller ikke den eneste, der har det billede, smiler han.

     

    - F.eks. oplever jeg ikke så sjældent at folk bliver overraskede, når jeg har snakket i telefon med dem, og efterfølgende møder dem. Det, at jeg er murer, og har et lidt gammeldags navn, gør, at de fleste forventer at se en slidt, ældre herre. Så de bliver forbavset, når de ser hvor ung og sprød, jeg i virkeligheden er, griner mureren, og bliver så alvorlig igen.

     

    - Men tidligere har der selvfølgelig været noget om snakken, for murerfaget har været tungt og opslidende. Men i dag har vi heldigvis en masse hjælpemidler og arbejdsmiljøregler, der gør, at vi holder meget længere. Det handler jo også om selv at tage et ansvar, og f.eks. ikke tage de tunge løft alene. Jeg synes, jeg er ret god til at passe på mig selv, og f.eks. få en kollega til at hjælpe, når det er aktuelt.

     

     

     

    Marathon og smukt murværk

    At de 25 år med en murerske i hånden ikke har tæret alt for hårdt på fysikken, vidner Henning Bülow Madsens øvrige interesser også om. Blandt dem er mountainbike og racercykel – for ikke at tale om de 42 km, som han den 13. maj i stegende hede tilbagelagde under Copenhagen Marathon med en tid på 3 timer og 52 minutter.

     

    Spørger man hvorfor, svarer han, at det er noget, han altid godt har kunne tænke sig at gennemføre – som et punkt på en liste, der nu kan tjekkes af. Og lidt på samme måde har han det med sit fag. Det er fedt at skabe noget konkret og fysisk, der bliver stående i flere hundrede år, uden at skulle vedligeholdes hele tiden.

     

    - Derud over kan arkitekterne jo nærmet tegne, hvad som helst, og vi kan stadig bygge det i tegl, siger han og henviser til sit sjaks murerarbejde ved elefanterne i Carlsberg byen – for ikke at tale om Sundbyøster Skole og på Campus Roskilde.

     

    Speciale: Skalmur og vådrum

    De nævnte projekter er bare et lille udpluk af de mange byggepladser, som Henning har arbejdet på, siden han i vinteren 2000 kom til Enemærke & Petersen, hvor han i dag er sjakbajs for fem mand. Og det er ikke bare fem tilfældige mænd - ifølge Henning selv, er der tale om nogle af nationens bedste murere.

     

    Sjakket har specialiseret sig i skalmuring og badeværelser og arbejder i øjeblikket på det almene lejlighedsbyggeri, Bybjerget i Rødovre, der indeholder ikke færre end 396 badeværelser.

     

    Med en lille time til jobbet betyder det, at vækkeuret hjemme i Glumsø ringer klokken 04.20, og at Henning sidder i bilen klokken 05.00. Derefter følger morgenmøde i skuret og så ellers i gang.

    Hjemad går det igen ved 14 – 14.30-tiden.

     

    I dag kan resten af eftermiddagen så spenderes sammen med hans to drenge på 11- og 8 år, eller med en tur på mountainbiken. Men det er i dag. Fra 2011- 2013 fortsatte han derimod arbejde med stenene, når han kom hjem.

     

     

     

    Nyt hus -og medarbejderlegat 

    Ikke færre end 42.000 mursten fik Henning stablet i perioden, hvor han byggede sit 250 m2 store, fuldmurede hus med tilhørende garage på 70 m2 til ham og familien.

     

    - Det var afgjort en periode, hvor jeg var træt om aftenen, men det var også en kæmpe tilfredsstillelse. Det med at bygge sit eget hus, er noget helt specielt, som jeg kun kan anbefale, smiler Henning, der i 2013 ikke bare flyttede ind i huset, men også modtog Knud Højgårds Medarbejderlegat.

     

     

    Han lægger ikke skjul på, at legatet betyder meget for ham.

     

    - Jeg er både stolt over, og meget glad for, at mine chefer og kolleger indstillede mig til legatet, og at jeg fik det. Det betyder jo på en eller anden måde, at jeg ikke er usynlig, og at jeg gør en forskel. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Hvem ville ikke være det, spørger Henning Bülow Madsen.

     

     
    Anbefalede artikler