Brøndum styrker sine aktiviteter i Grønland
Med Lars Thorup som afdelingsleder har Brøndum netop genåbnet sin afdeling i Ilulissat i det nordvestlige Grønland. Brøndum har allerede opgaver i hus i Ilulissat, når de skal være med til at udvide den lokale lufthavn til at kunne rumme fly fra hele verden.
Fra juni 2021 er Brøndum igen lokalt til stede i den grønlandske by Ilulissat. Det har længe været på tegnebrættet for Brøndum at udvide og genåbne i Ilulissat og med den helt rette kandidat om bord, er det nu en realitet.
Brøndum har allerede opgaver i hus i Ilulissat, når de skal være med til at udvide den lokale lufthavn til at kunne rumme fly fra hele verden. Og lige netop lufthavnen, forventer Brøndum, kommer til at spille en stor rolle i forhold til aktiviteterne omkring afdelingen i Ilulissat.
- Genåbningen er det helt rigtige skridt for os i forhold til at styrke vores aktiviteter i Grønland, og det er klart, at vi forventer et øget aktivitetsniveau i området, da udvidelsen af lufthavnen gør det muligt for international flyvning til området, fortæller direktør for Brøndum Grønland & Nordatlanten Lars Trankjær.
Lokalkendt leder skal udvikle afdelingen og øge aktiviteterne
I spidsen for afdelingen i Ilulissat er Lars Thorup ansat som afdelingsleder. Lars kommer med en solid erfaring fra branchen og et godt kendskab til det lokale i og omkring Ilulissat. Afdelingen kommer primært til at kredse om VVS- og ventilationsløsninger samt totalløsninger for kunderne.
- Det har været vigtigt for os at finde en leder med en lokal tilknytning til byen og en, der har et stort kendskab til branchen – og netop det har vi fundet i Lars Thorup. Vi tror på, at hans store faglighed og hans lokale tilknytning er med til at styrke vores position i det Grønlandske samfund, fortæller direktør Lars Trankjær, der glæder sig over de nye muligheder i Grønland.
Udover afdelingen i Ilulissat er Brøndum også til stede i Sisimiut, Kangerlussuaq, hovedstaden Nuuk og på Thulebasen. Herudover arbejdes der på projektbasis i en række andre byer, bygder og på industrifabrikker i det øvrige Grønland.