
Den udvidede svømmehal i Tórshavn
Ekstra omhu for transport af zinkplader til Tórshavn
Zinkpladerne fra Rheinzink til facaden på Tórshavn svømmehal stillede høje krav til emballage, opbevaring og transport for at undgå hvidrust undervejs. Det blev løst i samarbejde med stålgrossist Lemvigh-Müller.
Zink er et populært materiale i byggerier i rigsfællesskabet, kendt for sin karakteristiske patina og holdbarhed. I forbindelse med udvidelsen af Tórshavns svømmehal blev det klassiske materiale derfor også valgt til facadebeklædningen. Men zinkens modtagelighed over for hvidrust krævede ekstra sikring under leverancen.
Ifølge Anne Mette Weng, adm. direktør hos Rheinzink Danmark, er en korrekt opbevaring vigtig for at bevare zinkens naturlige patina:
– Vi anbefaler altid, at vores produkter transporteres og opbevares tørt og ventileret for at undgå hvidrust. Zinkens patina kan hurtigt påvirkes, hvis metallet udsættes for fugt, forklarer hun i en pressemeddelelse.
Indpakningen er afgørende
For at minimere risikoen for hvidrust blev zinkpladerne fragtet fra Tyskland til Lemvigh-Müllers lager i Kolding. Her sikrede stålgrossisten, at emballagen var intakt og egnet til den videre transport over Nordsøen.
- Det er væsentligt for os at sikre emballeringen, før vi sender det videre. Det havde vi på forhånd aftalt med Rheinzink, for det er vigtigt, da pakken ikke kan undgå at møde regn på turen til Tórshavn. Zink patinerer hurtigt, og hvis kunden skal modtage en tilfredsstillende vare, er der nødvendigt at det hele bliver leveret fra samme batch og på samme tid. Ellers bliver resultatet derefter, fortæller Arne Sørensen, salgskonsulent hos Lemvigh-Müller.
Samarbejde sikrede ensartet patinering
Trods de udfordringer, som fugt og CO2 under skibsfragt kan medføre, lykkedes det Rheinzink og Lemvigh-Müller at levere zinkpladerne uden hvidrust. Kari Koskinen, regionschef for Rheinzink i Sverige, Norge og Finland, fortæller:
– Hvis der er CO2 til stede, når zink bliver udsat for fugt, vil det udvikle hvidrust med det samme. Derfor får vi altid indpakket produktet helt tæt, så der ikke opstår hvidrust, og materialet dermed ændrer udseende.
Udvidelsen af Tórshavns svømmehal er nu afsluttet, og de nye zinkfacader binder de to bygninger sammen med en ensartet patina
Læs mere om materialer og nye systemer til byggeriet