<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Rentokil_hero

Rotterne flytter ind – venter ikke på byggetilladelse

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • Byggepladsen
  • Boligforeningen
  • Renovering
  • VVS
  • Tag og Facade
  • Sikring og Adgangskontrol
  • 2026-09-29
  • | Af Redaktionen

  • Når kulden rammer, søger rotterne mod de lune bygninger. Og de behøver hverken nøgle eller hoveddør for at komme indenfor. Brancheforening forventer stor rotteaktivitet i vinter.

    Sidste år blev der registreret 197.639 rotteanmeldelser ved danske boliger. Det er næsten 40 % flere end i 2023, viser tal fra Miljøstyrelsen. Med efterårets faldende temperaturer forventer skadedyrsbranchen, at rotterne i stigende grad vil søge mod bygninger.

    Ifølge Claus Schultz, formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef hos skadedyrsbekæmperen Rentokil, kan aktiviteten stige markant, når temperaturen falder yderligere.

    – Lige nu er det forholdsvis stille, men det kan meget vel være stilhed før stormen. Jeg forventer et ganske stort ryk af rotter, når temperaturen for alvor falder, siger Claus Schultz, i en pressemeddelelse.

    Claus-Schultz_Rentokil-SkadedyrsbekaempelseClaus Schultz, teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse


    Små åbninger kan give adgang til bygningen

    Efter en varm sommer med gode fødemuligheder opholder mange rotter sig fortsat udendørs. Situationen kan ændre sig, når nattefrosten kommer i slutningen af oktober og i november.

    Her søger rotterne efter varme, føde og skjul, og bygninger kan derfor blive attraktive. Selv forholdsvis små åbninger kan være tilstrækkelige: Et hul på størrelse med en tokrone kan ifølge Rentokil være nok til, at en rotte kan trænge ind.

    Det gør blandt andet løse udluftningsriste, åbninger omkring installationer og andre utætheder relevante at kontrollere. Ved renovering og ombygning er der desuden grund til at være opmærksom på midlertidigt åbne kloakinstallationer.

    Claus Schultz vurderer, at udviklingen kan komme til at minde om 2024, hvor rotteaktiviteten steg kraftigt efter en forholdsvis rolig september.

    – På samme tidspunkt i 2024 så rottebestanden ud til at være på et fornuftigt niveau. Men i oktober 2024 eskalerede det, og vi arbejdede hver eneste dag i december. Jeg forventer, at det samme scenarie kan blive realiteten i år. Det er selvfølgelig et kvalificeret gæt, for vejret betyder meget for, hvor slemt det bliver, siger Claus Schultz.

    Kloakken er en væsentlig adgangsvej 

    Rotter lever blandt andet i kloaksystemer, og fejl eller åbninger i afløbsinstallationer kan derfor skabe adgang til bygninger. Det er særligt relevant i forbindelse med renoveringer af badeværelser og andre arbejder, hvor afløb og kloakledninger midlertidigt åbnes. 

    Forebyggelsen handler imidlertid også om bygningens ydre. Ventilationsåbninger og riste bør sidde fast, og huller eller sprækker, der er store nok til, at rotter kan komme igennem, bør sikres.

    På byggepladser og omkring eksisterende ejendomme kan oplag af affald, materialer og andre genstande samtidig skabe skjulesteder. Fødevarer og dyrefoder bør opbevares i tætte beholdere, mens nedfaldsfrugt og andet tilgængeligt organisk materiale bør fjernes.
     

    Rotter kan sprede sygdomme 

    Problemet med rotter handler ikke alene om skader på bygninger og installationer. Rotter kan også bære sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

    Ifølge Rentokil kan rotter være bærere af mere end 40 forskellige sygdomme, blandt andet salmonella og leptospirose, også kendt som Weils sygdom. Sidstnævnte kan blandt andet overføres gennem kontakt med urin fra smittede rotter.

    Urinspor er ikke nødvendigvis synlige, og rotter kan opholde sig i eller omkring en bygning uden umiddelbart at blive opdaget. Afføring, lugt, gnavemærker og andre spor kan derfor være de første tegn på aktivitet.

    – Rotter kan snildt boltre sig på ens matrikel, uden at man ved det. De er nemlig verdensmestre i at gemme sig og forholder sig ofte i fuldstændig ro, når vi er tæt på dem. Så hvis man opdager afføring og en lugt af urin i skabene, skal man straks reagere, siger Claus Schultz.
     

    Tjek bygningen inden vinteren 

    For ejere, driftsansvarlige og udførende kan efteråret bruges til at gennemgå bygninger for potentielle adgangsveje. Rentokil anbefaler blandt andet at kontrollere facader og sokler for huller, sikre at udluftningsriste sidder fast og være opmærksom på åbne afløb under bygge- og renoveringsarbejde.

    Udendørs bør affald, nedfaldsfrugt og andre potentielle fødekilder fjernes, ligesom oplag bør indrettes, så det ikke unødigt giver rotterne skjulesteder.

    Ved mistanke om rotter skal forekomsten anmeldes til kommunen. 

     

    Læs flere nyheder om sikring af bygningen 

     

    Anbefalede artikler