
Fra Hjerm til Grønland: Elektriker tager på opgave 2.800 km hjemmefra
Specialopgaver bringer El-Center Vest langt ud over det vestjyske – næste stop er Kangerlussuaq i Grønland, hvor der skal laves en ny el-tavle og føres kabler til et større kedelanlæg.
- Jeg har aldrig været i Grønland, så når man får sådan en mulighed, er det bare med at sige ja. Og flere har da også spurgt, om de ikke kan komme med som lærling, fortæller den 34-årige elektriker i en pressemeddelelse.
El-installationer i Kangerlussuaq
I uge 18 går turen til Kangerlussuaq (tidligere kendt som Søndre Strømfjord), hvor Simon skal deltage i etableringen af en ny el-tavle samt kabelføring til tre eksisterende brændere. Det hele er en del af et større kedelanlæg, der sikrer varmeforsyning til byens borgere.
Projektet er kommet i hus gennem El-Center Vests mangeårige samarbejde med Max Weishaupt A/S, som leverer komplette kedelsystemer og brændere til bl.a. fjernvarmesektoren. En tekniker fra Weishaupt følger også med på rejsen og elektrikeren ser frem til projektet, men tænker også på al virakken om Grønland.
- Jeg kan da ikke lade være med at tænke lidt ekstra på, om muligheden for at komme ind i Grønland måske bliver lukket, men det går nu nok, fortæller Simon Bærentsen, der har arbejdet hos El-Center Vest i 10 år.
Når faglighed og eventyr mødes
Selvom hovedopgaven handler om installation og tilslutning af el-komponenter, håber Simon også at få tid til at opleve lidt af den grønlandske natur under opholdet.
- Det kunne være sjovt at prøve at køre med slædehund, men i uge 18 er der nok ikke så meget sne, at det kan lade sig gøre. Men bare det at have været i Grønland bliver en stor oplevelse, siger han.
El-arbejde uden grænser
Hos El-Center Vest vægtes fleksibilitet, faglig stolthed og samarbejde højt – værdier, der også gør det muligt at løse komplekse opgaver i krævende omgivelser, uanset om det er i Midtjylland eller i Arktis. Det kræver planlægning i god tid.
- For lang tid siden blev en stor container sejlet til Grønland. Jeg skal bare sørge for at have det rigtige værktøj med, for det er jo ikke sådan lige at vende forbi værkstedet i Hjerm, hvis jeg har glemt et eller andet, siger Simon Bærentsen med et smil.
El-Center Vest har tidligere haft elektrikere af sted på opgaver i både Tyskland, Sverige, Finland og Grønland, og projekterne vidner om virksomhedens evne til at levere specialiserede løsninger på tværs af grænser.