<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
ARGO_hero

ARGO ændrer sine skilte ved deponicontainerne

Deponering bliver mere synlig på genbrugspladser

  • Byggepladsen
  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • Renovering
  • IT og ny teknologi
  • 2026-09-08
  • | Af Redaktionen

  • ARGO ændrer skiltningen for deponiaffald på 14 genbrugspladser. Affald, der hverken kan genanvendes eller nyttiggøres, skal fremover afleveres under betegnelsen ”Til nedgravning”.

    Deponering er sidste led i affaldshierarkiet og bruges til affald, som ikke kan genbruges, genanvendes eller nyttiggøres på anden måde. Nu vil ARGO gøre det tydeligere for både borgere og virksomheder, hvad der faktisk sker med denne del af affaldet.

    Derfor ændrer affaldsselskabet skiltene ved deponicontainerne på sine 14 genbrugspladser. Betegnelsen ”deponi” bliver erstattet af ”Til nedgravning”. Det gælder blandt andet affald som badedyr, badebassiner og haveslanger samt materialer som asbest, når affaldet ikke kan behandles på anden vis.

    – Deponi er et fagord, som mange borgere ikke ved, hvad betyder. Derfor ændrer vi skiltet til ‘Til nedgravning’. Det fortæller, hvad der sker med affaldet, siger Camilla Bjerg Pedersen, genbrugschef i ARGO, i en pressemeddelelse.

    Camilla-Bjerg-Pedersen_genbrugschef-ARGOCamilla Bjerg Pedersen, genbrugschef i ARGO. Foto: Rasmus Degnbol


    Deponering er sidste trin i affaldshierarkiet 

    Skilteskiftet sætter samtidig fokus på, hvor deponering placerer sig i affaldshierarkiet. Først kommer forebyggelse af affald efterfulgt af genbrug og genanvendelse. Derefter følger anden nyttiggørelse, herunder energiudnyttelse, mens deponering er sidste mulighed.

    For bygge- og anlægsbranchen er deponering blandt andet relevant i forbindelse med affald og materialer fra renovering, nedrivning og miljøsanering, hvor bestemte fraktioner ikke kan føres tilbage i materialekredsløbet.

    – Nedgravning er sidste udvej i affaldshierarkiet. Derfor arbejder vi på, at så lidt affald som muligt ender her. Materialer og behandlingsmuligheder udvikler sig, og målet er, at mere affald med tiden kan flyttes væk fra deponi, siger Camilla Bjerg Pedersen.

    ARGO driver 14 genbrugspladser for borgere og virksomheder i Køge, Roskilde, Stevns, Lejre, Solrød og Kalundborg kommuner. De nye skilte bliver sat op på samtlige pladser i løbet af den kommende måned.

    Audebo modtog 27.482 ton deponiaffald 

    ARGO driver desuden to lukkede deponier og det aktive deponi på Audebo Miljøcenter. Her modtages primært deponeringsegnet affald fra virksomheder og genbrugspladser.

    I 2025 modtog Audebo Miljøcenter 27.482 ton deponiaffald. Der er tale om affald, som ikke kan genanvendes eller nyttiggøres på anden måde og derfor skal bortskaffes ved deponering.

    Et moderne deponeringsanlæg er indrettet til at håndtere affaldet under kontrollerede forhold. Affaldet placeres i særligt indrettede områder, hvor blandt andet membransystemer skal begrænse påvirkningen af de omkringliggende arealer.

    Samtidig opsamles perkolat – det vand, der siver gennem det deponerede affald. Opsamlingen er en del af de miljømæssige foranstaltninger, der skal begrænse påvirkningen af jord, grundvand og omgivelser.

    Fra byggeaffald til endelig bortskaffelse

    For virksomheder i bygge- og anlægsbranchen er sondringen mellem genanvendelse, nyttiggørelse og deponering central i håndteringen af bygge- og nedrivningsaffald. Materialer skal så vidt muligt holdes i kredsløb, mens fraktioner, der ikke kan behandles eller nyttiggøres forsvarligt, ender som deponiaffald.

    ARGOs nye skiltning ændrer ikke selve behandlingsformen, men skal gøre konsekvensen af sorteringen mere umiddelbart forståelig: Affald, der afleveres ”Til nedgravning”, forlader materialekredsløbet og ender på et deponeringsanlæg. 

     

    Læs flere artikler om byggepladsservice 

    Anbefalede artikler