Ny pulje åbner for virksomheder med konkrete løsninger eller teknologier, der kan øge genanvendelsen i byggeriet
1 mio. kr. til gode ideer til genanvendelse af byggematerialer
Har din virksomhed en idé til at genanvende beton, træ, isolering eller andre byggematerialer? Nu kan virksomheder og SMV'er søge op til 1 mio. kr. hos Realdania til at udvikle løsningerne.
Mange håndværkere og entreprenører oplever hver dag, at brugbare materialer ender som affald. Nu åbner Realdania en ny pulje, der skal hjælpe virksomheder med at udvikle løsninger, som kan få flere materialer tilbage i byggeriet.
Iværksættere og små og mellemstore virksomheder kan søge op til 1 mio. kr. til projekter, der gør det lettere at genanvende byggematerialer eller omdanne restmaterialer til nye produkter til byggeriet.
Ansøgningsfristen er den 28. september 2026.
Har du en løsning, er det nu, du skal søge
Puljen er målrettet virksomheder, der allerede arbejder med eller ønsker at udvikle konkrete løsninger inden for cirkulært byggeri.
Det kan eksempelvis være virksomheder, der arbejder med:
- genanvendelse af beton, træ eller isolering.
- nye anvendelser af byggeaffald og restmaterialer.
- genbrug af pladematerialer og konstruktionsdele.
- dokumentation og kvalitetssikring af genanvendte materialer.
- udvikling af nye byggematerialer baseret på affalds- eller restprodukter.
Realdania efterlyser også projekter, der kan udnytte materialer fra andre brancher, eksempelvis udtjente vindmøllevinger, plast, tekstiler eller gummi.
Kan bruges til test, dokumentation og markedsmodning
For mange mindre virksomheder er det ikke idéerne, der mangler. Udfordringen er ofte at få dokumenteret løsningen og bevist over for kunder, rådgivere og bygherrer, at den kan bruges i praksis.
Derfor kan støtten blandt andet anvendes til:
- test af materialer og produkter.
- teknisk dokumentation.
- miljødata og sporbarhed.
- pilotprojekter med entreprenører, producenter eller bygherrer.
- udvikling af partnerskaber og værdikæder.
- markedsafklaring og forretningsudvikling.
– Vi møder mange virksomheder med stærke idéer til at få materialer tilbage i kredsløb. Men springet fra en lovende løsning til noget, markedet tør investere i og bygge med, kan være svært. Med den nye pulje vil vi hjælpe virksomheder med at tage det næste skridt – og samtidig skabe viden, som kan komme hele branchen til gavn, siger Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania.
Stigende efterspørgsel på genanvendte materialer
Kravene til ressourceforbrug og dokumentation fylder stadig mere i byggeriet, og mange bygherrer efterspørger løsninger med et lavere klimaaftryk. Derfor kan virksomheder, der udvikler nye metoder til genanvendelse af materialer, få adgang til et marked i vækst.
Har din virksomhed en løsning, der mangler test, dokumentation eller de sidste skridt mod markedet, kan puljen være en mulighed for at få finansieret udviklingsarbejdet.
Realdania og Smith Innovation afholder informationsmøde om puljen den 30. juni, hvor interesserede virksomheder kan høre mere om kriterierne og ansøgningsprocessen.
Læs flere artikler om bæredygtige løsninger i byggebranchen