
Varebilsalget steg markant i juli – el vinder frem
Salget af varebiler voksede med over 24 % i juli, og el-varebiler stod for knap hver tredje nyregistrering. Lastbilmarkedet faldt dog markant i samme periode, redegør Mobility Danmark for i ny analyse.
Antallet af nyregistrerede varebiler havde en ganske god stigning i juli 2025 med 1.612 enheder – hvilket er en fremgang på 24,2 % sammenlignet med samme måned i 2024.
Det er årets største månedlige vækst, selvom salget samlet set stadig ligger under niveau fra 2024, der havde markant høje registreringstal. År til dato er der registreret 14.541 varebiler, hvilket er et fald på 13,2 % i forhold til samme periode året før.
Ifølge Jonathan Schacht Halling Nielsen, der er vicedirektør i brancheorganisationen Mobility Denmark, er det samlede niveau i år ikke en overraskelse efter sidste års meget høje aktivitet:
– De seneste to måneder har vist en positiv udvikling, og vi glæder os over, at el-varebiler udgør en stadig større andel af nyregistreringerne. Der er dog fortsat rum for forbedring. Køretøjer, der ikke udleder CO2 under kørsel, bidrager til, at vi i Danmark når vores klimamål, og derfor er det vigtigt, at denne udvikling fremmes og understøttes, fortæller Jonathan Schacht Halling Nielsen i en pressemeddelelse.
El-varebiler udgør nu næsten hver tredje nyregistrering
Udviklingen mod elektrificering er tydelig i juli, hvor 457 af de nyregistrerede varebiler var eldrevne – en stigning på hele 219,6 % sammenlignet med juli 2024. El-varebilerne udgjorde dermed 28,3 % af det samlede varebilsalg, mod blot 11 % året før.
Samtidig faldt salget af dieselvarebiler til 1.104 enheder, svarende til en markedsandel på 68,5 %. Plug-in hybrider og benzinmodeller udgjorde tilsammen kun en mindre andel af markedet.
Kilde: Bilstatistik.dk
Flere tunge varebiler på vejene
De mellem-tunge varebiler (2.501–3.490 kg) stod fortsat for den største andel af salget med 813 enheder i juli – svarende til 50,4 %. Varebiler over 3.491 kg udgjorde 29,2 %, hvilket er en stigning på 4,4 procentpoint sammenlignet med juli sidste år. De letteste modeller (op til 2.500 kg) faldt til en andel på 20,4 %.
Lastbilsalget faldt i juli – men samlet niveau er stabilt
I juli blev der registreret 164 nye lastbiler, hvilket er 81 færre end i juli 2024 – et fald på 33,1 %. Trods tilbagegangen ligger salget år til dato 6,7 % over sidste års niveau med 3.369 registreringer. Fremgangen skyldes dog især det høje antal indregistreringer i juni, forud for nye emissionskrav pr. 1. juli.
Set over perioden januar til maj har markedet ligget på niveau med året før.
El-lastbiler vinder indpas i lettere vægtklasser
I juli blev der registreret 36 el-lastbiler – heraf 17 i N2-klassen (3,5–12 ton) og 19 i N3-klassen (over 12 ton). Det er en stigning fra henholdsvis 7 og 6 el-lastbiler i de to klasser sidste år.
I N2-klassen overgik el-lastbilerne for første gang diesel med 17 mod 14 registreringer. I N3-klassen er diesel fortsat dominerende med 114 registreringer, svarende til 86 % af nyregistreringerne.
Ifølge Mobility Denmark er der potentiale for mere fart i den grønne omstilling:
– Vi forventer, at støttepuljen til grøn omstilling af tung transport vil accelerere udviklingen. Mange aktører afventer udrulningen og viser stor interesse for området, siger Jonathan Schacht Halling Nielsen.
Kilde: Bilstatistik.dk
Lette lastbiler vinder andele
De tungeste lastbiler i N3-klassen udgjorde kun 81,1 % af salget i juli, hvilket er et lille fald fra 87,8 % sidste år. Samtidig steg andelen af N2-lastbiler til 18,9 % – en stigning på 6,7 procentpoint. Det skyldes primært det lavere samlede antal registreringer.
Bussalget fortsætter nedadgående tendens
Der blev i juli registreret 40 nye busser og det er et fald på 18,4 % sammenlignet med juli 2024. Samlet set er der indregistreret 321 busser i år, hvilket er 19,8 % færre end i samme periode sidste år. Men bussalget er præget af store udsving og sker ofte i større partier, hvilket altså gør markedet mere volatilt end for vare- og lastbiler.