Hver tiende ny el-varebil er en Kia PV5 Cargo
VVS-virksomhed skifter fra diesel til el-varebiler
Hos VVS-firmaet Carl W. Reis A/S har man leaset seks elektriske Kia PV5 Cargo, som erstatter ældre dieselvarebiler. Det gav god mening økonomisk og samtidig kunne virksomheden sænke sit CO2-aftryk.
For flere virksomheder er det især drift og totaløkonomi, der afgør, om el-varebiler er et realistisk alternativ til diesel. Hos VVS-firmaet Carl W. Reis A/S i Esbjerg har man leaset seks nye Kia PV5 Cargo, som erstatter ældre dieselvarebiler i virksomhedens flåde.
– Vi satte os ned og gennemgik leasingydelse, brændstof, service og vedligehold. Når vi sammenholder det med vores gamle varevogne, kan vi se, at det faktisk kan betale sig at skifte. Det giver mening økonomisk, og samtidig reducerer vi vores CO₂-aftryk markant, fortæller medejer Kristian Hingebjerg, i en pressemeddelelse.
For virksomheden er det centralt, at omstillingen også fungerer i den daglige drift.
– Vi skal drive en sund forretning. Derfor skal bæredygtighed og økonomi gå hånd i hånd – og det synes vi, de gør her, siger medejer Thomas Rasmussen.
Carl W. Reis A/S blev grundlagt i 1952 og drives i dag af tredje generation. Virksomheden har omkring 20 medarbejdere og servicerer private kunder, erhverv, industri og offentlige institutioner.
El-varebiler tager større andel af markedet
Udviklingen i Fredericia afspejler en bredere tendens på det danske varebilmarked. Ifølge Mobility Denmark blev der i januar 2026 indregistreret 627 nye el-varebiler i Danmark. Det er en stigning på 64,6 % sammenlignet med samme måned året før. El-varebiler stod dermed for 33,5 % af de samlede nyregistreringer mod 21 % i januar året før. I en pressemeddelelse siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, der er vicedirektør i Mobility Denmark:
– Januar-tallene viser, at el-varebiler nu udgør omkring en tredjedel af de samlede nyregistreringer. Det understreger, at elektrificeringen fylder mere på varebilmarkedet, også selvom det samlede salg kun ligger lidt over niveauet fra samme måned sidste år.
Tallene peger på, at el i stigende grad bliver et reelt valg for virksomheder, når bilflåden skal fornyes.
Ny Kia-model har fået raketstart
En del af udviklingen hænger sammen med, at flere producenter nu lancerer el-varebiler, der er udviklet specifikt til erhvervsbrug.
Kia introducerede ved årsskiftet PV5 Cargo som første model i mærkets nye PBV-satsning, Platform Beyond Vehicle. Ifølge de seneste tal fra Mobility Denmark er der indregistreret 133 Kia PV5 Cargo i Danmark. Det svarer til omkring hver tiende af de el-varebiler, der er indregistreret i perioden.
– De første måneder viser, at interessen fra erhvervslivet er stor, og at mange virksomheder efterspørger elektriske varebiler, der er udviklet specifikt til deres hverdag. Det er meget positivt at se, at PV5 Cargo allerede står for omkring hver tiende ny el-varebil i Danmark, siger Rasmus Aagaard, CEO i Kia Import Danmark A/S.
Drift og indretning er afgørende for håndværksfagene
For udførende fag som VVS, el og service spiller det en central rolle, om en el-varebil kan indpasses i den daglige opgaveløsning.
Kia PV5 Cargo tilbydes med to batteristørrelser: Standard Range med 51,5 kWh og op til 297 kilometers rækkevidde samt Long Range med 71,2 kWh og op til 416 kilometers rækkevidde. Begge versioner kan DC-hurtiglades med op til 150 kW, og opladning fra 10 til 80 % kan ifølge producenten klares på under 30 minutter.
Modellen har et varerumsvolumen på 4,42 m³, en maksimal varerumslængde på 2.255 mm og en nyttelast på op til 790 kg. Derudover kan bilen indrettes med blandt andet reolsystemer, tagbøjler og specialopbygninger. Den tilbydes også som chassis-variant til mere specialiserede opgaver.
For virksomheder, der vurderer skiftet fra diesel til el, er det derfor ikke kun rækkevidde, men også indretning, oppetid og samlede driftsomkostninger, der er afgørende.
Grøn profil skal også kunne ses i hverdagen
Hos Carl W. Reis A/S handler overgangen til el-varebiler ikke kun om økonomi, men også om den synlige del af virksomhedens omstilling.
– Vi kører rundt i lokalområdet hver dag. Når vores biler nu er elektriske, sender det et signal om, at vi tager ansvar. Det betyder noget både for os, vores medarbejdere og vores kunder, slutter medejer Dorte Reis.
El-varebilerne er dermed ikke længere kun et spørgsmål om klima og image, men i stigende grad også om drift, fleksibilitet og totaløkonomi i den daglige forretning.
Læs også Bygge- & Anlægsavisens test af varevogne og værktøj