TL Byg_Generationsskifte

TL Byg gennemfører planlagt generationsskifte

  • Byggeriets udvikling
  • Virksomhedsnyt
  • 2025-06-23
  • | Af Redaktionen

    Fra 1. juli overtager Flemming Larsen og hans tre sønner det fulde ejerskab af TL Byg i Skalborg som led i virksomhedens fremtidssikring.

    Den nordjyske entreprenørvirksomhed TL Byg gennemfører fra 1. juli 2025 et planlagt generationsskifte. Ejerskabet overgår fuldt ud til Flemming Larsen og hans tre sønner, Morten, Kristian og Rasmus Buus-Larsen, hvoraf to allerede er en aktiv del af virksomheden.

    TL Byg blev grundlagt for over 50 år siden af Georg Thinggaard og Flemming Larsen, som siden har delt ejerskabet. Skiftet markerer en naturlig videreførelse af virksomhedens langsigtede plan om at fastholde ejerskabet i familien.

     

    Fortsat drift i kendt ånd

    Ifølge Georg Thinggaard sker ejerskiftet i god ro og orden, med fokus på at bevare virksomhedens kultur og værdier:

    - Det har altid været tanken, at familien Buus-Larsen på sigt skulle overtage ejerskabet. Med deres aktive deltagelse i virksomheden er det et naturligt skridt. TL Byg videreføres med de samme principper om ordentlighed og tillid, som vi har bygget op gennem årene, siger han.

    Selvom Georg Thinggaard træder ud af ejerkredsen, fortsætter han som rådgiver i virksomheden, hvor hans mangeårige kundeforhold fortsat vil komme TL Byg til gavn.

    Stærkt fundament for fremtiden

    Flemming Larsen udtrykker både stolthed og ydmyghed over at skulle videreføre virksomheden sammen med sine sønner:

    - Vi bygger videre på det solide fundament, som Georg og jeg har skabt. Georgs indsats gennem årene har haft stor betydning for, hvor TL Byg står i dag. Vi går ind i denne nye fase med respekt for virksomhedens historie og værdier.

     

    Ingen ændringer for kunder og medarbejdere

    Adm. direktør Jesper Hoffmann understreger, at generationsskiftet ikke får indflydelse på den daglige drift:

    - Det er business as usual efter 1. juli. Vi fortsætter med samme kultur og sammenhold, som TL Byg er kendt for. Skiftet handler om kontinuitet og om at sikre en stabil udvikling både internt og i forhold til vores kunder og samarbejdspartnere.

    Virksomheden har gennem årene opbygget en robust forretning, der hviler på tre forretningsområder: entreprise, service og vinduesproduktion gennem TL Vinduer, som alle drives fra adressen på Gartnervej i Skalborg.

     

    Anbefalede artikler