<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Jubilæum Gartnervej 9_2

Det begyndte i et hønsehus: Nu fylder byggevirksomhed 50 år

  • Byggeriets udvikling
  • Virksomhedsnyt
  • 2024-10-17
  • | Af Redaktionen

    Et tidligere hønsehus blev i 1974 hjemsted for TL BYGs spæde begyndelse – nu kan den store totalentreprenør fejre 50 års jubilæum.

    Jubilæum TL Byg_Flemming Larsen og Georg ThinggaardFlemming Larsen og Georg Thinggaard kan fejre 50 år med egen virksomhed


    Det var i ydmyge rammer, at de de to svogre Georg Thinggaard og Flemming Larsen i 1974 tog hul på deres liv som virksomhedsejere. Hovedkvarteret lå nemlig i et tidligere hønsehus i Frejlev ved Aalborg. I dag tæller virksomheden ca. 150 ansatte, og med flere markante byggerier har TL Byg  sat sit præg på særligt Nordjylland.

    Søndag den 20. oktober 2024 kan virksomheden fejre 50-års jubilæum, og stifterne ser tilbage på et halvt århundrede præget af udvikling og forandring. 

    Siden sin spæde start i 1974 har udviklingen i TL Byg været støt stigende, og i 1999 valgte entreprenørvirksomheden at samle alle sine aktiviteter på Gartnervej i det sydlige Aalborg.

    - Da vi startede virksomheden for 50 år siden, var det helt centrale for os at have den nære kontakt med kunderne, og selvom vi i dag er meget større, er det stadig det, der er kernen i TL Byg. At vi er tæt på kunderne, og at de kan mærke det i den måde, vi arbejder på. Vores virksomhed er bygget på tre enkle værdier – tillid, respekt og kommunikation, og det er fortsat disse tre værdier, der er fundamentet i TL Byg, lyder det fra den ene af TL Bygs stiftere, Georg Thinggaard i en pressemeddelelse.

    - Selvom det oprindeligt var planen kun at være to ansatte i TL Byg, havde vi aldrig været, hvor vi er i dag, uden vores dedikerede og loyale hold af medarbejdere. Flere af vores medarbejdere har kunnet fejre både 25- og 40-års jubilæum og har således været med på en stor del af TL Bygs rejse. Vi er meget stolte af og ikke mindst taknemlige for, at vi sammen med medarbejderne har kunnet drive virksomheden i 50 år.

     

    Med til at forme Aalborg

    Da Georg Thinggaard og Flemming Larsen startede virksomheden op i 1974, var det første større projekt at renovere og sætte nye vinduer i herregården Ulvedal mellem Skørping og Blenstrup – til en beskeden timepris på 30 kroner.

    Siden har projektrepertoiret udviklet sig betydeligt, og TL Byg har stået i spidsen for flere markante byggerier og renoveringer – blandt andre Musikkens Hus, Kunsten og Aalborg Lufthavn.

    - Vores kundecases favner bredt og indebærer både projekter i og udenfor Nordjylland. Men der er ingen tvivl om, at vi gennem årene har stået i spidsen for mange store byggerier i Aalborg, hvor vi blandt andet har været med til at ombygge og modernisere en stor del af byen. Vi forsøger at vise, at vi med vores fagkompetencer og erfaring kan finde løsninger, der opfylder kundens krav – og det er uanset, om vi taler om store erhvervsbyggerier eller specialløsninger for private kunder, siger medstifter Flemming Larsen.

    Jubilæum Hønsehus i Frejlev 1974Så beskedne var rammerne ved begyndelsen i 1974.

    Jubilæum Gartnervej 9_1… Og sådan ser de ud i dag.

    I 2023 implementerede TL Byg en ny forretningsstrategi, som skulle sætte retningen for virksomhedens videre rejse. Strategien indebærer blandt andet et fortsat fokus på byggeprojekter til private og professionelle i Nordjylland, som er inden for det område, hvor TL Byg er stærkest.

    - Det er her, vi gennem mange år har opbygget langvarige og tillidsfulde relationer med kunderne – og således her, hvor vi lægger kræfterne for at vedligeholde og udbygge disse relationer. Derudover vil vi arbejde på at styrke vores position inden for TL Bygs tre forretningsben, entreprise, service og vinduer, samtidig med vi har fokus på at implementere tiltag og løsninger, der stemmer overens med behovet for den grønne omstilling. Vi er meget optimistiske i forhold til den fremtid, der tegner sig for TL Byg, og glæder os til at se, hvad de kommende år bringer, siger Flemming Larsen.
    Anbefalede artikler